før nꜳe langvistand: ikke for nogen lang Tid.
langvoren (aab. o), adj. langagtig.
lang-ylt, adj. languldet, om Faar.
lang-æve, f. en lang Tid.
lang-øyrt, adj. langøret.
lape, v. n. (e—te), hænge slapt ned, som noget der er visnet eller brækket. Nordre Berg. Hedder ogsaa slape. (Jf. lava og lapøyrt). Isl. lapa.
lappa, v. a. forsaale, sætte Saaler i; ogsaa lappe, bøde. Jf. sola.
Lappardag, en Dag som fordum har været Helligdag. Sogn. I Sdm. Lopradag; ellers Halvhelg, Romhelg, Prikkedag.
Lappe, m. 1. 1) en Lap, et lidet Stykke; f. Ex. Brevlappe (Papirlap). Isl. lappi. 2) Saale, i Skotøi. Nordre Berg. Gbr. og fl. Ellers Sole.
Lappe, m. 2. en Frø, Frosk. Sdm. Ndm. og fl. I Tell. og Hall. Lopp. Hertil: Lappegro, f. en stor Frø, en Padde (s. Gro). — Lappespy, n. den Vædske som omgiver Skumdyret (Cicada spumaria). I Tell. Loppespytt.
lappelaus, adj. saaleløs, om Sko.
Lappeled (-le’r), n. Saalelæder.
lappesliten (aab. i), forslidt paa Saalerne.
lapte, s. lepja, og lape.
lapøyrt, adj. slukøret, af lape; see lavøyrt.
larka, v. n. s. lirka.
larkast, v. n. filtes, løbe sammen i Knuder eller Klumper; s. Larkje.
larket’, adj. filtet, sammenvalket om Haar; ogsaa om Dyr hvis Haar ere sammenfiltede.
Larkje, m. (Fl. Larka), sammenfiltet Lok, Tot, Klump af sammenvalkede Haar. Nhl. Sfj. Sdm. og fl. Ellers: Lagde, Klagde, Flokje.
Larre, m. et Slags blød Ost. Sogn.
Larsoke (aab. o), St. Laurentii Dag, den 10de August. G. N. Lafranzvaka.
Larv, m. 1) en Kludrer, Fusker. 2) Lap, Pjalt; s. Larve.
Larv, n. Kludren, uheldigt eller unyttigt Arbeide. Hedder ogsaa Larving, f. og Larveri, n.
larva, v. n. (a—a), kludre, arbeide klodset og uden Held, især af Mangel paa bekvemme Materialier. Meget brugl. i Nordre Berg. Sdm. og fl. Ellers klatra, balla, balka, kolka og fl. I Sæt. hedder det: slarve. I Gbr. siges „larve“ om at sladre, hvilket ellers hedder „slarva“.
Larve, m. Lap, Flig, Pjalt, løsrevet Stykke. Hedder ogsaa Larv. Mest i Nordre Berg. og Tr. Stift. Ellers: Lurva, Filla, Trave. Isl. larfr.
larvet’, adj. pjaltet, laset. I Tr. Stift: larvꜳt, lærvꜳt.
las, og lasa, s. lesa.
lasale(ge), adv. løst, svagt, uden Styrke eller Fasthed. Shl. Dæ va sꜳ lasale gjort (slet sammenføiet).
lasen, adj. 1) løselig sammenføiet, svag, let at rive i Stykker. Shl. — 2) svag af Kræfter, magtløs, som ikke taaler stærkt Arbeide. Sdm. Gbr. (Isl. lasinn).
Lask, m. Laskning, finere Søm i Lædertøi. Hertil: laskesprotten, adj. revnet i Lasken; om Støvler.
laska, v. a. (a—a), laske, sye.
Laskje, m. 1) en Kile eller Strimmel som syes ind i et Klædningsstykke. (Isl. laski). 2) Beklædning; en liden Fjel eller Klods, som slaaes fast paa visse Redskaber, for at de ikke skulle forslides; saaledes Ꜳralaskje, Beklædning paa en Aare paa det Sted hvor den berører Roerpinden (Kjeipen). 3) Fælgerne eller Ringveden paa et Vognhjul. Gbr. Ørk. Ellers Ringvid, Hjulring.
Lass, n. (Fl. Loss), et Læs. G. N. hlass. Figurlig: Byrde, Besvær; ogsaa Kors, Vanheld, Ulykke.
lassefør, adj. istand til at drage Læs, om Heste. Hall. Gbr. og fl.
Lassestad, m. Stedet hvor et afvæltet Læs har ligget; f. Ex. paa en Ager.
Last, m. 1. Last, Ladning (= Farm).
Last, n. 2. Last, Dadel; ogsaa noget som fortjener at lastes. D’æ ikje noken Last i di: deri er intet lastværdigt.
lasta, v. a. 1. (a—a), lade et Fartøi. Ellers: lada, ladda og ledje.
lasta, v. a. 2. (a—a), laste, dadle.
lastande, adj. som man kan laste. Han ær ikje lastande fyre dæ: man maa ikke laste ham derfor.
lastelaus, adj. fri for Dadel.
lat, adj. lad, doven. (Femin. i Hard. lot, aab. o). G. N. latr, löt. — Heraf Leta, leta seg, Leting.
lata (seg), s. leta.
lata, v. a. (læt’; let; late, el. lete), at lade. Inf. hedder ogsaa forkortet la’; ellers læta (Hall.), lꜳtꜳ (Indr.), lꜳta (Lister?). G. N. láta; Sv. låta. Imperf. har lukt e (leet), Fl. leto (Hall.). Supin. hedder lite, med aab. i (Nordre Berg. og fl.), lete og læte (Tr. Stift). Imperativ ofte forkortet: la’. — Betydninger: 1) lade, tillade, tilstede at noget skeer; ogsaa gjøre at
