noget skeer. Oftest med et Verbum i Infinitiv; f. Ex. lata dæ vera (lade det være). Betydningen efterlade findes i Talemaaden „gjera ꜳ lata“. — 2) lukke (op eller til); ogsaa slippe, lade gaae (ud eller ind). Altid med en Partikel, f. Ex. lata upp, lata inn (s. nedenfor). Alm. og meget brugeligt. — 3) bringe i noget, blande i (= Dansk: komme); f. Ex. lata Sukker i (komme Sukker i). lata Mysa i Vatn’e: blande Vandet med Valle. (Jf. hava, som har en mere udstrakt Anvendelse). — 4) overlade, afstaae, afhænde, skille sig ved. Han læt ikje dæ fyre den Prisen. Eg kann ikje late dæ (jeg kan ikke skille mig ved det). Meget brugl. i B. Stift. — 5) miste, tabe. (G. N. láta). Kun i Talemaaden: lata Liv’e: døe, omkomme. Heraf Andlꜳt. — Andre Talemaader. lata seg: aarelade sig. (Tildeels i Kr. Stift). lata seg til: bekvemme sig til noget, give sig til Priis; ogsaa: gjøre sig Flid, anstrenge sig, opbyde sine Kræfter. Han bꜳde orkar ꜳ læt’e seg te. Tell. B. Stift og fl. — lata atte: tillukke. — lata frꜳ seg: skille sig ved. — late i: lægge i; især om at lægge Korn i Blød for at lave Malt af samme. Sdm. (Dei ha lit’ i ei Hal-Tynne, ɔ: de have udblødt en Halvtønde til Malt). lata i seg: proppe i sig, æde. — lata inn: indlukke, sætte Kvæget paa Stald. — lata ned: snee eller regne stærkt. — lata or seg: give af sig; især foragteligt, om utidig Snak, Skjenden og deslige. — lata til: anvende, bekoste, spendere. — lata upp: oplukke, aabne. lata upp ein Ting fyre ein: overlade En noget. (B. Stift). — lata ut: slippe ud; lade Kvæget gaae ud. — lata veg: afhænde, skille sig ved.
latande, adj. afhændelig, som man kan skille sig ved. Dæ va ’kje latande fyre mykje godt.
laten, part. afhændet, overladt til En. Hedder i B. Stift liten (aab. i) og leten. I andre Betydninger kun sammensat, som atteleten, uppleten o. s. v.
Latesida, f. i Talemaaden: „leggje sig pꜳ Latesi’a“, ɔ: slaae sig til Dovenskab, blive lad og ligegyldig.
Lating, f. Afhændelse, Overladelse; Henbringelse (s. lata). Jf. Utlating, Upplating.
Lating, m. s. Leting.
Lattklau, s. Lagklauv.
Lau, s. Laug og Lauv.
laue, s. lauga og lauva.
lauen, s. loden. laug, s. ljuga.
Laug, m. Vædske, Afkog; s. Log.
Laug, f. og n. Bad, Badning, Vask. gꜳ i Laug. Sjolaug (Sjølau). G. N. laug, f. I Ordet Sil-laug, f. har det Betydningen: Vædske. Jf. Mudlaug og Laurdag.
lauga, v. a. (a—a), bade, vaske. lauga seg. (Udtales vestenfjelds laua og laue). G. N. lauga; Sv. löga. Den egentlige Betydning: vaske, forekommer i Vald. og Gbr. især i Talemaaden „lauge Ull“: vaske Uld.
Laugarstad (Lauarsta), m. Badested. Oftere Laugarplass, m.
Laugar-ver (ee), n. beleiligt Veir til at bade sig i.
laugga (for lauvga), v. n. sanke Løv til Foder. Nhl. see lauva.
lauggast (for lauvgast), v. n. om Skoven: grønnes, faae Løv. Sogn og fl. G. N. laufgast.
Lauging, f. Badning, gjentagne Bad.
Lauk, m. Løg (Plante). Shl. Tell. Hall. Gbr. og fl. Ellers Løk. G. N. laukr. — Paa Voss siges ogsaa „Lauk“ om en lystig, spøgefuld Person; saaledes: „Beste Laukj’en i Lagjæ“, ɔ: den morsomste Gjæst i Selskabet. Kan jævnføres med Isl. laukr í ætt, ɔ: den ypperste i Slægten.
Lauk-ei(d), m. en grov Ed. Buskerud.
Lauksmak, m. Smag af Løg.
Laup, m. 1. en Æske eller Kurv til at bære i Haanden. Især a) en stor Æske at bære Sædekorn i. Sꜳlaup. (Shl. Kr. Stift). b) Meelkar, Meelæske. Gbr. c) Mad-Æske, Reiseæske med Hank paa Laaget (= Tina). Nordre Berg.
Laup, m. 2. en Løb Smør, et Slags gammel Jordskyld (egentlig bestemt efter Afgiften, en „Smørlaup“). Søndre Berg. og flere. G. N. laupr.
Laup, n. 1) Løb, Gang. Sjelden; saasom i Tillaup. 2) Noget som løber. I Gbr. om Mælk som skal ostes (s. løypa). Hertil: Fyrelaup (Førstedraaber). 3) Sted eller Vei hvor noget løber; især et Sted hvor Tømmer skydes ned fra et Fjeld. Ag. Stift (s. Løypa). Hertil: Utlaup, Innlaup.
laupa, v. n. (løyp’, ljøp for ljop; lope), at løbe. G. N. hlaupa. — Imperf. som i det gamle Sprog hedte hljóp, hedder nu: ljøp, og løp, aab. ø (Nordre Berg. og fl.), ellers laupte. Supinum hedder: lope, aab. o (Tr. Stift), lype, aab. y (Sdm. og fl.), ellers løpe og laupt. — Ordet har ikke Betydningen af anstrenget Løben, f. Ex. Kapløben, hvilket i Norsk udtrykkes ved:
