Augnestein (Augstein), m. Øiesteen.
Augnesyn (-synd), f. Øiesyn. Eg skyna dæ bære pꜳ ei Ognesynd (yy).
Augnevar, m. Voer eller Slim i Øinene. Hedder i Hard. Augnavar og Augnasaur; i Sdm. Ognekleime, f. (Isl. augnavar).
Augunn, s. Ꜳvund.
augut, el. augutte, adv. bagvendt; bagfra. Hard. See ovugt.
auka, v. a. (a—a), øge, forøge, formere. (G. N. auka). auka pꜳ: forøges, tage til. (Søndenfjelds). aukast: forøges, formere sig.
Auke-mun, m. en vis Grad af Forøgelse.
Auking, f. og Aukelse, n. Forøgelse.
aukjꜳ, s. attan.
Aukje, m. 1) Forøgelse. (Oftest kun i Sammensætning, som: Arbeidsaukje, Syndaukje). Isl. auki. 2) i Sdm. Fiskeyngel, meget smaa Fiske (Fl. Auka).
aukla, v. a. formere; tillægge ung Kvæg. Hard. (sjelden). I Tell. økle. — auklast: formeres, voxe til. Aukling, f. Formerelse. Jf. Økl.
aula, v. n. (a—a, eller: a—te), krybe, skyde sig fremad saaledes som Ormene og Sneglene; ogsaa: mylre, vrimle (om Krybdyr). B. Stift. I Sdm. uegentlig om Mennesker, f. Ex. Dæ aula ꜳ græv’a mæ dæ same, d. e. man lever som sædvanlig, enhver sysler med sit Arbeide som før.
Auling, f. Kryben; svag Bevægelse.
Aume, f., s. Ꜳma.
Aun, Lykke; s. Audn.
Aun, eller Aune, n. en ubeboet Plads, et Sted hvor der findes Spor af Rydning. Skal bruges i Inderøen, men sjelden. I Namd. og Ørkd. forklares Ordet deels ved en Vold el. Forhøining, deels ved en skovbegroet Plan; men Betydningen er her uvis, da Ordet blot bruges som Stedsnavn. (I Matrikulen Aune, Ovne, Øvne). Jf. G. N. auðn, f. (Norges gamle Love, I. 125. 290).
Auor, s. Auger.
Aur, m. 1) Grums, Bærme, Bundfald. (Helgeland). Jf. Kolaur. 2) Sandgrund, grov Sand. (Tr. Stift; sjelden). Jf. aurhalt, aura, v. øyra, v. og Øyr, f. — Sv. ör. 3) Gruusjord, skarp og sandig Jord; det haardere og grovere Jordlag, som i de bjergige Egne sædvanlig forefindes nedenunder Agerjorden eller næst det øverste Jordlag. Ellers ogsaa om flere Jordarter som adskille sig fra Muldjorden: saaledes: Grꜳaur, Raudaur, Leiraur, Sandaur. Alm. og meget brugeligt. (Isl. aur, grov Leerjord).
aura, v. a. (a—a), 1) grumse, plumre, oprøre. Helgl. 2) grave, udhule eller bortskylle Grunden (om Søen og Elvene). Nordre Tr. — Jf. øyra, gropa. 3) blande eller opfylde med Gruusjord (Aur). B. Stift.
aurast, v. n. om Sandgrund: skylles bort, forandre sit Leie. I Helg. ogsaa: grumses, oprøres.
aurꜳ, ɔ: andet. Gammelt Dativ af anna, s. annan. aurꜳstodꜳ, s. anderstade.
Aurbot (i Klæder), s. Ꜳrbot.
Aurbotn, m. haard gruusagtig Grund.
Aure, m. Ørred, Forelle. Næsten alm. I Nhl. hedder det: Ørje eller Aurje, for Auri’e (Isl. aurriði. Jf. Sv. örlax). I nogle Bygder i Sdm. siges Aurel og Auride om Laxens Yngel. Spor af Formen Auride findes vel ogsaa i det helgelandske: Ørjemark (ɔ: Regnorm), jf. Ꜳngelsmakk. Eenstydigt er: Kjøa (s. d.), Kræde (Sdm.), Tita (Ørkd.), Agneta (Helg.).
Aure-kjøa, f. en ung Ørred. Hard. og fl. (See Kjøa). I Nhl. Ørgakjøa (uden Tvivl ved en Misforstaaelse af Formen Aurje, som Orgje).
Aurel, s. Aure.
auren, adj. gruusagtig, som ligner Gruusjord; ogsaa om Snee: kornet, haglformig.
Aurfor (aab. o), f. en dyb Fure, som gaaer ned i Gruusjorden. Ørkd. og fl. I Tell. en Fure til Vandafledning. I B. Stift: en Fure som adskiller to Agerstykker, der tilhøre forskjellige Eiere.
aurfull, adj. fuld af Gruusjord.
aurhalt, adj. om Hesten, naar den bliver øm i Fødderne af at gaae paa grov Sand eller Smaasteen. Tr. Stift, Nordre Berg. og fl. I Østerd. orhalt (aab. o).
Aurhane, m. see Orre.
Aurhella, f. det nederste Lag af Gruusjorden, hvori denne bliver til en tæt og haard Masse, som er vanskelig at opgrave. Berg. Stift og videre. I Tr. Stift og Helg. hedder det: Aurhyll’, s. Hella.
aurhendt, keithaandet; s. orvhendt.
Aurlende, n. Mark eller Ager, som indeholder meget Gruusjord.
aurlendt, adj. rigt paa Gruusjord (om et Sted eller Landskab).
Aurmold, f. Muldjord blandet med Gruusjord.
Aurskide (-skjia), f. det nederste Stykke
