springa; derimod betegner det: 1) glide, skride frem; bevæge sig, svinge, rulle o. s. v. om livløse Ting. Heraf løypa. 2) løsne, gaae løs, især om Barken paa Træerne. Gbr. Ellers flaga, svae, gꜳ. 3) løbe sammen, blive tyk; om Mælk. Hertil laupen, adj. 4) forandres i Omfang, udvides eller sammentrækkes. laupe ihop: krympes sammen, krybe ind. laupe ut-yve: udvide sig, blive bred. laupe upp: hovne, svulme op. 5) om Mennesker: gaae ofte, flakke, trippe omkring (ofte med Ringeagt). laupe Ærende: gaae med Ærinder. 6) om Dyr af Hunkjønnet: løbe, yttre Parredrift. Meget udbredt. Hertil Talemaaden „laupe ful“, og flere; jf. fljuga. I Sogn og Hard. betyder det: parre sig, springe. — laupe i Tunn, el. i Ring: løbe rundt i en Kreds. laupe ꜳ Lag, see Lag, 2. — Dæ løyp uppꜳ ꜳ skrid’ ut-av, ɔ: det kommer hurtigt og gaaer langsomt bort. Sdm. og fl.
Laupar, m. et Led i en Lænke, dannet af en stærk Ring, som dreier sig frit omkring en Tap eller Nagle, og tjener dertil, at Lænken kan vendes i alle Retninger uden at forvrides. Shl. Sdm. og fl. — I Sogn hedder det Leikjende. (I danske Dial. Lægend).
laupast, v. n. (løypst; ljøpst), løbe bort, rømme, undvige fra sit Hjem. B. Stift og fl. G. N. hlaupast.
Laup-ꜳr, n. Skudaar. (G. N. hlaupár). Sjelden og forældet. Hertil Laupꜳrsmyss (eller oftere Lauparsmyss), Skuddagen i Februar Maaned. Nhl.
Laupe-jor, f. en Gaard, som skylder en Løb Smør, el. hvis Skyld i Matrikulen er ansat omtrent til en Løb. Søndre Berg.
laupen, part. 1) løben. Oftere lopen (aab. o) og nogle St. lypen (aab. y). — 2) sammenløben, tyk, om Mælk (kun i Femin. laupi, laupa og fl.).
Lauping, f. Omsvæven, Løben (dog ikke stærkt Løb; s. laupa).
Laurdag (for Laugardag), m. Løverdag. (Egentlig Vaskedagen; s. Laug, lauga). G. N. laugardagr. — Natt’a til Laurdags: Natten imellem Fredag og Løverdag. Laurdags-Kvelden: Løverdags Aften. Ein Laurdags Mꜳne: Nymaane som indtræffer paa Løverdag (og som af de Gamle ansees for uheldig med Hensyn til Veiret).
laus, adj. 1) løs, ikke fast eller vedhængende. G. N. lauss. Heraf løysa, losa, losna. Pꜳ laus Fot: paa fri Fod; ogsaa løseligt. Fyre dæ lause. løseligt, ikke for Alvor. — 2) løs, svampagtig, grov, ikke tæt eller fast. Noget sjeldnere. Jf. roven, hosen. — 3) usikker, som man ikke kan holde sig ved. Ein laus Bꜳt: en Baad som ikke ligger trygt paa Vandet, eller som let kantrer. Dæ lꜳg i lause Sjøen; det laae frit i Søen, uden at naae Bunden. I lause Luft’a: frit i Luften, uden noget Fodfæste. — 4) om noget, som løber frit eller uhindret. Saaledes: „laus Eld“, ɔ: Vaadeild, Brand. Ellers: „laus Verme“ (Søndre Berg.), „laust Ljøs“ (Sdm. og flere). laust Blod: Blodgang. En anden Betydning findes i Talemaaden: „laust Liv“, ɔ: Bugløb, Diarrhee. — 5) fri, ubunden, uden fast Stilling. „lause Folk“, især om gifte Folk, som ikke have Gaard eller fast Bopæl. Ein laus Kar: en Karl som ikke har Tjeneste; ogs. En som ikke har Gaard. — 6) færdig, f. Ex. til en Reise. koma seg laus: blive færdig. gjera seg laus: gjøre sig færdig. Han va laus’e mæ Hoggja: han var færdig til at give Hug. (Nordre Berg.).
laus, adj. i Betydningen: manglende el. som ikke har; — bruges kun som en Endelse, der føies til et Substantiv, f. Ex. endelaus (uendelig); makalaus (som ikke har Mage). Paa samme Maade dannes Adverbier ved at tilføie laust, f. Ex. endelaust (uten Ende); syndlaust (uden Synd).
lausbeitt, adj. om Eng eller Græs, som er let at slaae, hvorpaa Leen bider godt. Modsat harbeitt.
Lausebrød, n. et Slags meget porøst eller utæt Brød.
Lauseld, m. Vaadeild; s. laus.
Lauselivnad (-limna, aab. i), m. Løsagtighed, usømmelig Omgang.
Lausfena(d), m. ungt Hornkvæg, eller Kvier og Oxer i Modsætning til Malkekøer. Gbr. Hedder ogsaa Lausenaut, n. og ellers: Ungfe, Gjeldfe, Kvigjende.
Lausgangar, m. Løsgjænger.
laushendt, adj. som ikke har noget at holde eller bære.
Lausing, m. løs eller ugift Karl. (Sjelden). Lausingeba’n, n. eller Lausingsungje, m. et uægte Barn.
lausknytt, adj. løselig knyttet.
lauslꜳten, adj. ustadig, flygtig. Sjelden.
lauslege, adv. løselig.
Lausleikje, m. Løshed. Sjelden.
lauslota (aab. o), adj. 1) ustadig, foranderlig (s. Lot). 2) let at bevæge, hvis Sind let paavirkes; saaledes om
