En som let kommer i Graad; undertiden ogsaa om Luften: regnsvanger. B. Stift.
lauslyndt, adj. ustadig, vægelsindet. Tell. og fl.
lausmunna, adj. aabenmundet, ubetænksom i at tale. Ogsaa lauskjæfta.
lausmyldt, adj. om Jord: skjør eller let at grave. Af Mold.
lausmylt (aab. y), adj. let at malke, om Køer. B. Stift. I Helg. lausmilt. Af mylkja (mylkt), eller ogsaa af Mjelte (mylt). Jf. trꜳmylt.
lausna, s. losna.
lausreipa, adj. ledig, uden Byrde, som har intet at bære eller bringe med sig. Alm. vestenfjelds; ogsaa i Gbr. og fl. — I Nhl. hedder det lausreipes, adv. Han gjekk lausreipes.
Lausrip (ii), f. Vandbord paa Kanten af en Baad. Tr. Stift. Ellers Dregl, Varbor.
Laussild, f. Sild som sælges i mindre Slumper uden at lægges i Tønder. Tr. Stift.
Lausskodda, f. smaa Taageskyer, adspredt Taage. Nordenfjelds.
laust, adv. løst, løselig.
laustvinna, adj. løst tvunden; om Traad. Modsat hartvinna.
Laus-øyre, n. Løsøre, rørligt Gods.
laut, maatte; s. ljota.
Lauv (Lau), n. Løv, Blade. G. N. lauf. Ogsaa Løvværk, f. Ex. paa Spænder. I denne Betydning siges oftest: Løv.
lauva (laue), v. n. (a—a), sanke Løv til Foder. Nogle St. laugga (for lauvga).
lauvast, v. n. faae Løv, grønnes. Nogle St. lauggast, loggast.
Lauvblokka, f. et lidet Blad, et af Smaaløvene i de fleerdeelte Blade. Søndre Berg.
Lauvbrising, m. en Hob affaldet og sammenraget Løv, som man brænder paa Engen; et Baal af tørt Løv. Sdm.
Lauvbuska, f. en stor Green med Løv.
Lauvfall, m. Løvfald om Høsten.
Lauving, f. Indsamling af Løv.
Lauvkjerne, n. et Knippe af Løvkviste. I Gbr. Lauvkjørv.
Lauv-onn, f. Løvhugsten, den Tid da man samler Løv til Foder. Tell. Hall.
Lauvris (ii), n. Løvkviste.
Lauvskog, m. Løvskov, Løvtræer. gꜳ i Lauvskog: gaae ud paa Løvhugst. Gbr.
Lauvspretting, f. Løvspring, Løvets Udspringen om Vaaren.
Lauvstakk, m. Stabel af Løvkviste.
Lauvsylgja, f. et Spænde med hængende Skaaler eller Løvværk. Rbg. Tell. (hvor det hedder Lauvsygje, el. -sye).
Lauvtre, n. Løvtræ; modsat Bar-tre.
Lav, n. hængende Mos paa Træer. Furelav. Grꜳnlav. (Sv. laf). Egentlig noget vedhængende, af lava.
lava (lave), v. n. (e—de), hænge ved, dingle, bæve, være nærved at falde; især om Mos, Snee eller Dug paa Træer og Græs; ellers ogsaa om Ting som ligge udspredte i stor Mængde, f. Ex. Støv, Riim, Avner. Næsten almindeligt Ord. (Isl. lafa, hænge, dingle). Dæ va so fullt at dæ lavde. Dæ lave ’ta kvar ein Kvist: det er færdigt at drysse ned af hver Kvist. Han ær sꜳ stasa at dæ lave ’ta ’en: han er saa pyntet at det dingler paa alle Sider. Ag. Stift. Dæ bꜳde lyste ꜳ lavde (siges ligeledes om stor Stads og Pragt).
Lavdogg, f. stærk Dug i Græsset; hængende Dugperler. Shl.
Lave, m. s. Lꜳve.
Lavregn, n. stille Regn. Ørk.
lavregne, v. n. regne stille, saa at Draaberne hænge paa Træerne. Ørk.
Lavskog, m. sneedækket Skov. Sdm.
Lavsnø, m. Snee som bliver liggende paa Træernes Grene.
lav-øyrt, adj. slukøret, som har nedhængende Ører. Søndre Berg. og fl. — I Sdm. lapøyrt. (Isl. lafeyrðr).
lꜳ, rumme, optage; s. lo.
lꜳ, og lꜳdꜳ, lade; s. lada.
Lꜳg, f. (Fl. Læg’er, Læg’ar), et nedfaldet Træ, en afbrudt, gammel Træstamme som ligger paa eller i Jorden. Søndenfjelds. Ellers: Lega, Ne-lugu, Nelogo (Tr. Stift). — Sv. låga. G. N. lág.
lꜳg, adj. lav, ikke høi (om Væxt, Reisning, Beliggenhed; ogsaa om Stemme, og figurlig om Stand eller Herkomst). Sv. låg. G. N. lágr. — Bꜳ’ dei hꜳgje ꜳ dei lꜳgje: baade Høie og Lave. (Rbg.). I Tr. Stift hedder Komparativ lægre (læger) og Superl. lægst. — Heraf Lægd, lægje, v. a.
Lꜳgꜳ, s. Logje. lꜳgꜳ, s. laga.
lꜳgbora, adj. lavbordet, om Baade og Færger. I Gbr. lꜳgbara (= bala).
lꜳgfjella, adj. om et Landskab som har lave Fjelde. Ogs. lꜳgfjelt.
lꜳgføtt, adj. lavbenet.
lꜳghalt, adj. halt, af det at den ene Fod er kortere end den anden. Tr. og Ag. Stift. Ellers stutthalt og stighalt.
Lꜳglenda, f. lavt liggende Land; lav Grund uden store Forhøininger. Tr. Stift og fl.
