lꜳglendt, adj. lavt liggende, lav, uden Fjelde eller Forhøininger.
lꜳgmælt, adj. lavmælet, som har lav eller svag Stemme.
lꜳgna, v. a. blive lavere.
lꜳgrosta, adj. om et Huus, som har lavt Tag (Rost). Tell. Ellers lꜳgrøyst.
lꜳgsjøa, adj. lavt staaende, om Vandet i Ebbetiden.
lꜳgt, adv. lavt. — snakka laagt: tale sagte. lꜳgt Middag: ikke fuldt Middag. Tell.
lꜳgvaksen, adj. lav af Væxt.
lꜳk’, adj. slet, daarlig. Mest brugl. i B. Stift; — i Nhl. hedder det lak. (Isl. lakr; jf. Sv. elak; Ang. aglæc). Betyder i Særdeleshed: 1) ond, slem, ubehagelig; ogsaa uduelig. Da æ so lꜳkt mæ dei: det staaer daarligt til hos dem. Ein lꜳk Smak: en modbydelig Smag. — 2) syg, svag, beskadiget. Meget brugeligt vestenfjelds; ogsaa i Gbr. Jf. klen, ring, skarven. Han æ lꜳk i Fot’a; eller: „han hev’ ein lꜳk’e Fot“, ɔ: han lider Smerte i en Fod. — 3) slem, listig, fuul; ogsaa arrig, ondskabsfuld (egentlig: fortrædelig, ubeleilig). Han vert’e lꜳk’e mæ dei: han bliver slem imod dem. Den Lꜳke: den Slemme (nemlig Fanden). At dette Udtryk skulde staae i Forbindelse med det mythiske Navn Loki, synes ikke rimeligt. (Jf. Lꜳkje).
lꜳkꜳ, s. laka og leka.
Lꜳkheit, f. Sygdom; ogs. Slethed.
Lꜳkje, m. en slem, listig Karl. Ndm.
Lꜳm, f. Vei eller Fure i Sneen, f. Ex. hvor man har gaaet paa Skier (Skilꜳm) eller hvor man har kjørt Tømmerstokke. Tell. Hedder ellers Ekkje og Far (Ski-far).
lꜳm, adj. mat, svag; s. lamen.
Lꜳn, f. 1. en Stabel, opstablet Hob af Tømmer eller Ved. Tell. I Hall. Lꜳn og Barlꜳn om et Telt eller Skjul af Grankviste. Jf. Isl. lön, Høstak, og lana, sætte i Stak.
Lꜳn, f. 2. en Bygning. Vest- og nordenfjelds med forskjellige Forandringer i Betydningen, nemlig: 1) Vaaningshuus, Hovedbygning, forsaavidt den har flere Værelser og mere end een Etage. Meget brugl. i Nordre Berg. Tr. Stift og Nordlandene. Nogle Steder ogsaa om enhver stor Bygning, som er deelt i fler Rum, f. Ex. Løe-lꜳn (Jæd. Fosen), og især om et langt og smalt Huus. (Shl.). — 2) en Sval eller lukket Gang paa Siden af en Bygning. Shl. — 3) en Række af Huse som ere byggede tæt til hinanden; Siden af et Kvartal i en By. Nhl. Shl. ogsaa i Gbr. (Jf. Eng. lane, Stræde. Holl. laan, Allee).
Lꜳn, n. et Laan. „Guds Lꜳn“, siges mest alm. om Kornhøsten, Fiskeriet eller andet som hører til Livets Næring; men i Helg. kun om Kornvarer og deraf tillavet Mad.
lꜳna, v. a. 1. (e—te), laane; a) modtage til Laans. (Kun med Akkusativ). b) udlaane. (Med Dativ og Akkusativ). Hedder undertiden: lene (ee). G. N. ljá, lé.
lꜳna, v. a. 2. (a—a), 1) opstable, oplægge, f. Ex. Ved. Tell. (s. Lꜳn). — 2) opsætte Grene og Kviste saaledes at de danne en Væg. Sdm. (sjelden).
lꜳna, v. n. (a—a), forlænges, slappes ved langvarig Strækning; om Tougværk. Shl. (Isl. lona, revne).
lꜳnꜳ, formilde, s. lina.
lꜳng, s. lang.
Lꜳnga, f. Lange, en Fisk. Sv. långa. Jf. Byrkjelꜳnga, Valꜳnga.
lꜳngdrepe, v. a. dræbe langsomt. Sdm.
lꜳnge, adv. længe. Kun i Forbindelse med fyrr (før) og sida. „lꜳnge før“: længe forhen. „lꜳnge si’a“ for længe siden. Meget udbredt og maaskee alm. G. N. löngu, laungu.
Lꜳnglegg, n. Galop, Fiirsprang. Sdm. lꜳngleggje, v. n. galoppere.
lꜳngsam, s. langsam.
lꜳngsløkjen, adj. lang og smal. Berg. Stift.
Lꜳng-æsing, m. en lang Række af Skyer i Horizonten. Sogn. Jf. æsa.
Lꜳr, n. et Laar. Hedder ogsaa Lær.
lꜳra, v. n. „lꜳra pꜳ“: gaae med lange Skridt; udspærre Laarene. Shl. og fl.
Lꜳs, n. 1) et Laas. Heraf læsa, Meinlæse, harlæst. — 2) Noget som er indestængt eller indsluttet; især en Fiskestiim, som er stængt med en Not. — Hertil: Lꜳssild, f. Sild som har staaet en Tid i Not.
lꜳsa, s. losa. — lꜳsꜳ, s. lesa.
Lꜳskjerald, n. et Kar med Laas; f. Ex. Skriin, Kiste, Æske.
Lꜳsskjold, m. Pladen paa den forreste Side af et Laas, nemlig omkring Nøglehullet. (I Gbr. Nykjelplata).
Lꜳsskrꜳ, f. Laasbund, Pladen paa Bagsiden af et Laas.
lꜳst, el. lꜳss, s. lꜳtast.
Lꜳt, n. 1) Lyd, Tone (af lꜳta). Mest brugl. søndenfjelds; s. Læta. 2) Klynken, Klagen. Mæ Grꜳt ꜳ Lꜳt. 3)
