Feil, Uorden. Nordre Berg. Dæ heve fꜳtt eit Lꜳt: det er lidt beskadiget.
Lꜳta, f. Lyd, Tone; s. Læta.
lꜳta, v. n. (læt’; let; lꜳte), give Lyd. (Sv. låta). Imperf. har lukt e (ee), Supin. hedder ogsaa lite (aab. i) og lete (B. Stift og fl.), og Ordet har da de samme Former som lata, fra hvilket det ellers bestemt adskilles i Inf. (lꜳte, a), Imperativ (lꜳt! lꜳte!) og i Præs. Fleertal (lꜳte, a). Betydningen er meget omfattende og vanskelig at gjengive med andre Ord; saaledes 1) i Almindelighed: give en vis Lyd eller Tone fra sig. I Særdeleshed: pibe, kvidre, snadre, skrige, kurre o. s. v. (om Dyr og Fugle); hvine, knirke, skrabe (om haarde Ting); lyde, klinge (om Spil). Alm. og meget brugeligt. Dæ leet ikje i han: man hørte ikke en Lyd af ham. Kva so læt’e: hvad er det for en Lyd; eller egentlig: hvad er det som giver denne Lyd? (Berg. Stift). „Kor læt’e dæ?“ om et Dyr, hvis Stemme man ikke har hørt. — 2) om Mennesker: klynke, jamre sig, give et svagt Skrig eller en anden usædvanlig Lyd. Han let so stygt. Ogsaa: klage, beklage sig. Dei heve altid noko te lꜳte fyre. Undertiden ogsaa: knurre, skjende, mukke. — 3) udlade sig, yttre sig, lade sig forlyde med noget; ogsaa dømme om noget. G. N. láta. Han læt’ so at han vil ikje fara; eller upersonligt: Dæ læt so, han vil ikje fara, ɔ: det hedder, at han vil ikke reise. Han leet sꜳ te: han udlod sig saaledes. (Tell.). lꜳta ette ein: føie sig efter Ens Luner, tale En efter Munden. Heraf Ettelæte. lꜳte væl: rose noget, dømme vel, yttre sig fordeelagtigt. Heraf Vællæta. lꜳte ille: dadle noget, klage, yttre sig utilfreds; ogsaa beklage sig. Heraf Illelæta.
lꜳtast (lꜳst), v. n. (læ’st, le’st; lꜳst), lade som, anstille sig som, udgive sig for at være noget. G. N. látast. — Inf. hedder sædvanlig: lꜳst (lꜳss), dog ogsaa læst. Præsens og Imperf. blive tildeels lige og hedde læst eller lest (ee); egentlig lætst (Præs.) og letst (Imperf.). Supin. skulde hedde lꜳtest (el. letest), men blandes sædvanlig sammen med de andre Former. — Han læst vera framande: han lader som om han var fremmed. Eg skulde lꜳst vera høgst: jeg skulde nu have den Ære at være den høieste. (Et Udtryk af Beskedenhed. Jf. fꜳst). lꜳst inkje i vera: lad som om der ikke er noget i det, lad dig ikke mærke med noget; eller ogsaa: ansee det som intet, ænds det ikke. Han leest ikje vita da; eller: han læst so, han vist’ ikje dæ, ɔ: han lod som om han ikke vidste det. — lꜳst gꜳ: lægge Mærke til, ændse (eg. lade som om man mærkede; s. gꜳ). Nhl. I Tell. „lꜳss gꜳ“. — lꜳst sjꜳ: agte, ændse. (Næsten alm.). lꜳss inte sjꜳ dæ: ænds det ikke, see ikke paa det.
lꜳten, adj. 1) klynkende, klagende. 2) partic. omtalt, bedømt. Nhl. og fl. — „illa lꜳten“: lastet, dadlet. „væl lꜳten“: rost, vel omtalt. Hertil Ordsproget: Mꜳten ær lest lꜳten: Maadehold er bedst; Middelveien ansees for den bedste. Som Endelse svarer det omtrent til Dansk agtig f. Ex. blidlꜳten, varlꜳten.
Lꜳting, f. Klynken, Klagen.
Lꜳtt, m. 1. Latter. Hedder ogsaa Lætt (Sogn) og Lꜳtr, eller Lꜳtt’er, n. (Hard. sjelden). G. N. hlatr. Jf. lægja. „Lꜳtt ꜳ Løye“, s. Løgje.
Lꜳtt, m. 2. Spil til en Dands. Valders. Ellers: Slꜳtt.
lꜳttmild, adj. lattermild; som let kommer i Latter. Søndre Berg.
lꜳvꜳ, s. lova og liva.
Lꜳve, og Lꜳvu, f. en Lade, Ladebygning. Søndenfjelds og tildeels i Tr. Stift. Hertil: Lꜳvedør, Lꜳvevegg og flere.
Lꜳve, m. Lo, Logulvet i Laden. Alm. (I Indr. Lave). G. N. láfi.
Lꜳvebrik (ii), f. en lav Fjelevæg paa Siden af Logulvet. B. Stift. Hedder ogsaa Brikje, Lꜳvabrikje og Lꜳ-brik.
Lꜳvebru, f. Ladebro, en bygget eller muret Forhøining, hvorpaa man kjører ind i Laden. Søndenfjelds.
Lꜳvefall, n. det Korn som paa een Gang tages op af Loen; den Kornslump som paa een Gang bliver drøftet eller kastet. B. Stift. Jf. Tinde.
Lꜳvestav, m. Stolpe ved Loen eller i Midten af Laden. til Forskjel fra „Hynnestav“. B. Stift (hvor Laderne oftest ere Stavbygninger).
Le (ee), n. Læ-siden, den Side som vender fra Vinden (i Seiladsen); modsat Høgd. I Le: paa Læsiden. Isl. hléborð.
Le, Led; Side o. s. v. see Lid.
lea, s. lida.
Leakaure, m. en Kilde eller Flig i et Klædningsstykke. Gbr.
Led (for Ledr), n. Læder. Hedder Led, aab. e (Nfj. Sdm.), Læ (Tell), Lær (Ag. Stift). Ler, med ee (mest alm.), Leir (Sæt.). G. N. leðr. Hertil: Led-
