oplægge. leggja ein Veg: anlægge en Vei. leggje Rꜳd: raadslaae, oplægge Raad. — 5) tillægge; opfostre Kvæg. leggje Kalvar: opfostre Kalve. Ei go’ Kyr te leggje unda: en god Ko at tillægge Yngel af; en som har gode Kalve. B. Stift. — 6) udrede, erlægge, afgive. leggja Skatt: betale Skat. Han heve ingjen te leggje fyre (ingen at betale for). — Ellers bruges Ordet med forskjellig Betydning i mangfoldige egne Talemaader; saaledes: A, reflexivt, leggja seg: a) lægge sig; b) bøie sig, falde, blive brudt (f. Ex. om Eggen paa en Kniv); c) stilles, sagtne. leggje seg fram i: befatte sig med, tage Deel i, f. Ex. en Trætte. leggje seg fyre: vedblive at ligge. leggje sig imillom: komme imellem, afbryde en Strid eller gjøre Ende paa en vis Forstaaelse. leggje seg ned: lægge sig, gaae tilsengs. leggje seg til: slaae sig til Ro, vedblive at ligge. leggje seg um: gjøre sig megen Flid for. leggje seg veg (vekk): om gifte Folk som søge Samleie udenfor Ægteskabet. leggje seg te godes: lægge noget op af sin Fortjeneste; sammenspare. — B, med Partikler. leggje atte: 1) lægge efter sig, glemme; 2) udlægge Ager til Eng (s. Attelega), 3) tillukke Ljoren paa en Røgstue. — leggje att-yve: skjule, dække (f. Ex. om Sneen). leggje av: aflægge. — leggje ꜳt: 1) lægge til, f. Ex. til Land; 2) trykke stærkt til. — leggje fyre: forelægge. leggje ihop: sammenlægge. leggje inn (Mark): indhægne et nyt Engstykke. — leggje millom: betale i Bytte, lægge noget til ved en Byttehandel. — leggje mot: give Modbeviis, gjøre Modsigelse. (Indr.). leggje ned: nedlægge; ogsaa: slutte, holde op med; f. Ex. Han kann ’kje leggje dæ ne(d): han kan ikke glemme det. — leggje ne’re: lægge over noget saa at det bliver ganske tildækket. — leggje til (te): 1) tillægge; 2) beskylde En, give En Skylden for noget; 3) give, udrede Bidrag til; 4) slaae til En (s. foran); 5) sætte sig i Løb, give sig Fart; f. Ex. han la’ te ꜳ springe; han legg te (ɔ: han begynder at løbe). — leggje upp: gjøre Anlæg eller Grundvold til noget. (Heraf Upplag). — leggje ut: 1) udlægge; 2) udrede, betale; 3) udtyde, udvikle, forklare. — C, med enkelte andre Ord. leggje heim: i Sdm. om den Skik, at unge Tjenestefolk give en Deel af sin Løn til Forældrene. — leggje stad (el. avsta’): sætte sig i Fart, rende afsted. — leggje sundt: adskille, dele. — leggje godt fyre ein: anbefale En, indlægge et godt Ord for En. leggje vondt fyre ein: sværte eller nedsætte En, gjøre at En betragtes med Uvillie, især af sine Foresatte. leggje pꜳ Minne: søge at komme ihu. — leggje Hug pꜳ: fatte Tilbøielighed til, forelske sig i. — leggje Lag mæ: give sig i Selskab med. — leggje eit Or til: tale med, tage Deel i Samtalen. Dei legg sꜳ lite til: de forholde sig saa stille. (Tell.). Eg undrast pꜳ kor han lae te dꜳ han høyrde dæ: jeg gad vidst hvorledes han blev tilmode o. s. v. (Rbg.).
leggjande, adj. som kan lægges eller tillægges. Mest sammensat, som framleggjande, utleggjande.
leggjast, v. n. (legst; lagdest; lagst), blive liggende (egentlig lægge sig). Eg æ rædd at han legst ned: jeg frygter for at han bliver sengeliggende. Berg. Stift. Dæ legst altid noke til: der kommer altid noget til; det laver sig saa at der bliver noget. Dæ legst fyre: det formerer sig, der opdynges mere og mere; om Arbeider, Gjæld og deslige, som ikke klares eller opgjøres i rette Tid.
Leggjing, f. Lægning, Maade at lægge paa.
Leggleir, n. Læggen i Strømper. Sdm. Ordets sidste Deel synes forvansket, maaskee for Ledr?
Leggsnø (-snjo), m. Sneelag som rækker op paa Læggene.
Leggspik (ii), f. den forreste Deel af Læggen, Forbenet, det forreste Skinnebeen. B. Stift.
legjen (aab. e), adj. (Fl. legne), 1) som har ligget nogen Tid; f. Ex. om Træ. Hertil ꜳrlegjen, markelegjen, sjølegjen. 2) om Æg (legne): for gamle, noget klækkede og derfor uspiselige. Jæd. (Ellers brædd, klekt). Egentlig partic. af liggja. Udtales ogsaa: leien (Fl. leigne) og lien for ligjen.
legna, v. n. om Fisk, som begynder at faae Afsmag, ved at henligge usaltet. Helg. Jf. kasa, sꜳna.
legstad, m. Liggested, Herberge. Dei kom hær til Legstad: de kom til at overnatte her. Sdm. og fl.
Lei, s. Leid. — leia, s. leide.
leian, s. Leidende. leiast, s. leidest.
Leid (Lei), f. Led, Vei, Farvand. G. N. leið. Ogsaa Retning, Kant, Side (Mest i Tr. Stift). I Sdm. bruges Talemaaden: „alt ꜳ Leid“, ɔ: alt paa een Gang, alt ved samme Leilighed. — En-
