Leikje). 3) i Kortspil: saa mange Kort, som man bruger paa een Gang.
Leik, Fattiglægd; s. Legd.
leika, v. n. (a—a; el. a—te), 1) lege, spille. G. N. leika. Ofte reflexivt: leika seg. leike seg mæ: lege med. — 2) spille, bevæge sig frit og med Lethed; om en Axel, et Skaft og deslige. Sdm. og fl. „Dæ leika i Hand’enne“, siges om et Skaft, som er let og bekvemt, saa at det glider og vender sig i Haanden. — 3) koge jævnt og sagte. Sdm. Hertil Talemaaden: „leikande Lag“, ɔ: kogende Vand, som gydes paa Maltet i Brygningen. — Han va baade leikande ꜳ lægjande: han var meget frisk og munter. Han live ꜳ leika lite: han lever rigtignok, men i en meget daarlig Tilstand.
Leika, f. Legetøi, noget at lege med. Siges ogsaa ofte om et Barn, især om Pigebørn.
leikje, et Substantiv, som føies til Adjektiver for at betegne en Beskaffenhed abstrakt; f. Ex. Storleikje (Storhed). Søndenfjelds: leik (Storleik). G. N. leiki, leikr.
Leikjende, n. 1) en Axel eller Valse, hvis Ender hvile frit i et Gjænge, saa at den kan dreies eller vendes, ligesom Bjælken i et Spænde. Nordre B. Sdm. I Tell. Leikande. (Isl. leikandi, Axel). 2) en Ring, som dreier sig omkring en tilsvarende Tap eller Nagle i en Lænke. Sogn. (Ellers kaldet Laupar). I danske Dial. Lægn og Lægend. Jf. leika.
Leiksstakar, s. under Legd.
Leikstemna, f. Leg, Barneleg; ogsaa Legemsøvelser. Nordre Berg.
lein (Endelse), see Leid, f.
Lein, f. 1. (Fl. Leina), 1) et af de store Sidetræer i en Væverstol. Sdm. Tr. Stift, Helg. (Isl. hlein). Jf. Støre, Stola. 2) Sidestykke, det yderste Stykke paa Siden, f. Ex. i en Stolryg, i Møggreber og deslige. Ørk.
Lein, f. 2. en Hælding, en skraat nedgaaende Fjeldside. Nhl.
leina, v. n. (e—te), hælde svagt, gaae skraat ned, om en Mark. Nhl. (sjelden). Jf. leide og slana.
Leir (for Ledr), s. Led.
Leir, n. Leer. (G. N. leir).
leira, v. a. beslaae med Leer.
Leira, f. Leergrund, Leerbanke; ogsaa en flad Sandbanke i Strandbredden. B. Stift, Helg. og fl.
Leir-aur, m. Gruusjord, som indeholder noget Leer.
Leirfall, n. Leerbanke som dannes ved Jordens Synkning i en Bakke. Helg.
Leirfivel, m. Planten Hestehov (Tussilago). Tr. Stift. Ogsaa kaldet Leirskreppe, f. det sidste betegner især Bladene; det første Blomsterne.
Leirgrunn, m. Leergrund.
Leirhella, f. tæt og haard Leergrund. I Tr. Stift: Leirhyll’. Ellers Leirbotn.
leirslegjen, adj. tilslaaet med Leer.
leirut, adj. leret, fuld af Leer.
leis (f. Ex. mangeleis), s. Leid.
leiskle, s. leidsleg. leist, s. litast.
Leist, m. Læst; Sokker; s. Lest.
leita, v. n. og a. (a—a; el. a—te), 1) lede, søge efter noget; see efter. G. N. leita. leita ette Fisk (eller blot: leita): roe omkring for at finde en Fiskeplads. leita upp (transitivt): oplede. Han leita seg uppatte: han kommer igjen af sig selv. — 2) v. a. udsøge, udvælge; ogsaa sanke, samle. leite Bær: sanke Bær. Han leitte seg ein Kvist (saae sig om efter en Kvist). leite meg noke: opsøg noget til mig, see om du kan finde noget til mig. — 3) angribe, tage haardt paa, svække, udmatte. Oftest med paa. Dæ leita pꜳ, ɔ: det tager haardt paa, der behøves Styrke til at kunne udholde det. Dæ leita ’kje pꜳ: det har ingen Nød. Meget brugl. i Kr. og Ag. Stift. Jf. røyna, nøyde. I Sdm. har man kun Talemaaden: Dæ leita pꜳ Haud’e mæ ’nꜳ, ɔ: det gjør ham forstyrret i Hovedet, han er paa Vei til at blive gal.
Leitagildre, f. en lang og møisommelig Leden efter noget. Sdm.
leitande, adj. til at lede efter. Hær æ inkje leitande: her nytter det ikke at lede. D’æ ikje leitande ette di lenger.
Leitarfisk, m. Fisk som fanges enkeltviis paa forskjellige Steder.
Leite, f. 1) den Strækning som man kan see eller overskue fra et vist Punkt; saaledes paa en Vei: Strækningen til den næste Krumning hvor Veien ikke længere sees; ligesaa i en Elv, om ethvert Stykke hvor Elven gaaer i lige Linie. Mest brugl. i Østerd. hvor det hedder Lete (ee). Ellers sjeldnere og mere ubestemt, da det tildeels betegner den hele Kreds som man kan overskue. Jf. avleites. Af det forældede leit, lita, ɔ: at see. — 2) en Høide eller Bjergryg i Horizonten; Forhøining som danner Grændsen for Udsigten fra et Sted; eller ogsaa de længst fraliggende Egne eller Punkter som man kan see. Shl. Jæd. Rbg. Tell. (G. N. leiti). Jf. Augleite, Him-
