naleite, Himmelsyne. — 3) Sted hvor man søger eller leder efter noget; især en Fiskeplads. Fiskeleite. Nordre Berg. I endeel Steds- eller Pladsenavne synes Leite at betyde en Malkeplads. — 4) omtrentligt Sted; Kreds, Egn, Region. Dæ va pꜳ dette Leite hær at æg miste dæ. (Inderøen). — 5) omtrentlig Tid, Stund, Tidspunkt. Igꜳr dette Leite, ɔ: igaar ved denne Tid. Jonsokeleite: Tiden næst for og efter St. Hans Dag. Meget brugl. søndenfjelds. Hedder paa nogle Steder Løyte. G. N. leiti, og löyti, f. Ex. Hallvards vaku læytit. Diplom. I, 301.
leiten, adj. som angriber eller søger ind paa. Siges især om Ilden naar den tændes og griber om sig i en Hast. Tr. Stift. Jf. ꜳleiten.
Leiting, f. Leden, Søgen; ogsaa Fiskerie med Snøre. S. leita.
leitt, adj. om et Udseende, især i Ansigtet. Bruges kun sammensat, f. Ex. rundleitt, langleitt, raudleitt. Nogle St. lett (ee); G. N. leitr; Sv. lett. Synes at forudsætte et forældet Subst. Leit, eller Leite.
Leiv, m. (Fl. tildeels Leive), et Fladbrød, et heelt Brød af Fladbrødsbagning. Alm. (G. N. hleifr). Tvo Leive: to hele Fladbrød. Ein halv’e Leiv (oftest: Halleiv): Halvdelen af et Fladbrød. Jf. Lefsa.
leiva, v. a. (e—de), levne, have tilovers. Alm. — Nogle St. løyve. G. N. leifa.
leivd, part. levnet, tiloversbleven.
Leiving, f. 1) det at man levner noget. 2) Levninger. Hedder ogsaa Leivning, m.
Leivsemne, n. Deig til et Fladbrød.
leka (aab. e), v. n. (lek’; lak; lokje, aab. o), 1) rinde, dryppe ned; baade om Vædske i et Kar, og tillige om Korn, Frø og lignende Ting som let falde ud af Revne eller Aabning. — 2) lække, være utæt, have Revner eller Aabninger; om Kar, Baade, Fartøier. Inf. hedder ogsaa læka (Tr. Stift), laka (Namd.), lꜳkꜳ (Ørk.). G. N. leka. Imperf. ogsaa: lok (aab. o), lek, ee (Shl.). Supin lekje (Sogn).
lekall (aab. e), adj. læk, utæt; især om Baade. Nogle St. lek.
Lekje (aab. e), m. en Læk, Revne, Aabning. Isl. leki.
Lekju (aab. e), f. en liden Vandrende. Gbr. Valders.
Lekk, m. 1) Ring, Led i en Kjæde eller Lænke. Rbg. Tell. og fl. 2) en Lænke, især af Vidier. Ørk. (Isl. hlekkr). Betydningen: Deel eller Stykke, forekommer i „Omagelekk“.
Lekkja, f. 1) Lænke, Kjæde, dannet af sammenhængende Led eller Ringe. B. Stift. 2) en Indretning med enkelte Hager eller Fæstepunkter (Lag), hvorved noget kan flyttes frem og tilbage. Kolelekkja, Sagelekkja.
lekkja, v. a. (e—te), flytte frem eller tilbage, lænke, fæste paa et vist Punkt. B. Stift, Tell. lekkje ned Gryta: hænge Gryden lavere. lekkje upp Kola: stille Lampen høiere. Andre St. hekta.
Lekkjeblom, m. Løvetand (Plante), saa kaldet fordi Børnene ofte lave smaa Ringe og Kjæder af Stilkene.
Leksing, m. en ung eller ufuldvoxen Lax. Buskerud. Hedder ellers Svilung, Silung, Tart, Pjakk.
lekta, v. n. (a—a), slatte, hænge løst, slænge af og til; f. Ex. om Sko, som ere for store. Nordre Berg.
lel (aab. e), eller lell, adv. alligevel. Meget brugeligt søndenfjelds; ogsaa i Tr. Stift. I Indresogn hedder det: loll (lol, aab. o). Ansees som en Forkortning af: likevæl, som paa nogle Steder hedder livæl.
Le-land, n. Landet paa Læsiden (i Seiladsen). koma i Leland: komme for nær til det Land som Vinden driver imod, komme i Lægerval.
leleg (ee), adj. bekvem, beleilig; især om en Stilling. Sdm. og fl. Isl. liðlegr. (Jf. Sv. läglig).
Lelegheit, f. Bekvemhed; ogs. Leilighed.
Lem, s. Lim, og Læm.
lemba, v. n. = lamba.
Lemende, n. Fjeldrotte (Lemmus, el. Hypudæus borealis). Sv. lemmel. Navnet er meget forskjelligt; saaledes: Limende (aab. i), Lemende, Læmende (Gbr. Sdm. og fl.), Lemelde (Nhl.), Lemet (Helg.), Lømenne (Tell.), Lemand (Indr.), Lomhund, m. (Sogn, Valders). Hvilket af disse der er det rigtigste, er vanskeligt at sige.
lempa, v. a. (a—a), læmpe, føie, lave. lempa seg: føie sig.
Lempe, n. og f. Læmpe, Lemfældighed. Mæ Rꜳd ꜳ Læmpe: ved en klog og lemfældig Fremgangsmaade.
lempeleg, adj. lemfældig, skaansom, føielig.
Lemsa (Læms’), fiint Brød; s. Lefsa.
lemstr (læmst’er), adj. mat, stiv, følesløs i Lemmerne (efter Stød eller stærk Anstrengelse). Nordenfjelds. Han va so læmster ꜳ lamen.
len, s. lin. — lena, s. lina.
