Lend, f. Lænd, Kryds, Hofter. Ved Kristiania hedder det ogsaa Lund. (G. N. lend).
lenda (lænde), v. n. (e—e), lande, komme til Land. Kr. Stift, Hard. og fl. Ellers landa. (G. N. lenda).
Lende, n. Mark, Jordbund; f. Ex. godt Lenge te kjøre. Østerd. og fl. I Sammensætning bruges oftere Lenda, f.; saaledes Ulenda, Nylenda, Lꜳglenda.
Lending, f. Landing, Landstigning.
Lending, m. Beboer af Distriktet Land i Kristians Amt. Ellers sædvanligt i Sammensætning, som Upplending, Norlending, og fl. (ofte med Udtalen: Lænning).
lendt, adj. n. beskaffent med Hensyn til Land eller Jordbund. Oftest sammensat, som: lꜳglendt, vꜳtlendt etc.
lene (ee), v. a. laane; s. lꜳna.
Lengd, f. 1) Længde. G. N. lengð. 2) en enkelt Tings Længde, som Maal eller som Deel af et Heelt; f. Ex. fire Stokkelengder; ei Huslengd; Toglengd, og fl. 3) en lang Tid. Dæ vart ikje noka Lengd.
Lengja, f. Længde; ogsaa en Ting som er meget lang. Hard. og fl. — Udkanterne af en Hud kaldes i Nhl. Lepalengja. Jf. Isl. lengja, Læderstrimmel.
lengja (længje), v. a. (e—de), forlænge, gjøre længere. G. N. lengja.
lengjast (længjest), v. n. 1) forlænges, blive længere. 2) længes, føle Længsel. (Oftere lengta).
lengje, adv. længe, i lang Tid. Komparativ: lenger (lengr); i Rbg. og Tell. hedder det: leng. — Superl. lengst. — Pꜳ lengje: paa lang Tid. Jf. lꜳnge.
Lengjing, f. Forlængelse.
Lengse, f. en stor Længde, Langvarighed; ogs. en meget lang Strækning. Sdm. sædvanlig i Formen Lænse.
Lengsel (Længsl), m. Længsel.
lengta, v. n. (a—a), længes, føle Længsel. Især at føle Hjemvee, længes tilbage til et Sted, hvor man forhen har været. Alm. og meget brugeligt. I Gbr. lengtast. (Sv. längta). I Sdm. forekommer ogsaa lengta, v. a. i Betydn. forlænge, gjøre længere.
lengten, adj. længselfuld.
Lengting, f. Længsel; Hjemvee; idelig Erindring om et Sted som man har maattet forlade.
lens, adj. lens, blottet. Nyt Ord, ligesom lensa seg: blotte sig. S. aud.
Lensberg, n. Marked (Ledingsberg). Helg. Pꜳ Lensbergje: paa Markedet.
Lense, f. en Kjæde af sammenbundne Stokke, som tjener til at standse og samle det nedflydende Tømmer i en Elv. Ag. Stift. (Maaskee egentl. Lendsa). Om en andet Lense, s. Lengse.
Lensmann, m. Lensmand, Sognefoged. I Hard. hedder det Linsmann.
lenten, adj. spottende, som gjerne finder noget at lee ad og drive Spot med. Nhl.
lentug, adj. lystig, spøgefuld, morsom. Gbr. Rommerige og fl. (Roden til disse Ord er ubekjendt).
Lepe (aab. e), m. 1) Læbe; især paa Dyr. (Sv. läpp). gjera Lepa: vise sure Miner; flæbe, græde. — 2) Læp, Flig; især af Hud. Hertil Lepalengja; s. Lengja.
Lepelag, m. Læbernes Stilling.
lepja, v. a. (lep’; lapte; lapt), labe, søbe med Tungen. G. N. lepja.
Lepje, f. noget vaadt eller blødt; vade Klæder, Skind og deslige. Sdm.
Lepp, m. Tot, Visk; et lidet Knippe, f. Ex. af Hø. Søndre Berg. Rbg. Tell. I Sdm. hedder det Lopp. (G. N. leppr, Lok).
Ler (ee), for Ledr; s. Led.
Lereft (aab. e), n. Lærred; Liintøi. G. N. og Isl. lereft. Sv. lärft. — I Sammensætning lyder det som Lerefs, f. Ex. Lerefsvæv.
lerka, s. lirka.
lesa (aab. e), v. n. og a. (les; las; lese), at læse. Inf. hedder ogsaa lasa (Namd.) og lꜳsꜳ el. lossꜳ (Ørk. Indr.). G. N. lesa. Imperf. ogsaa les, med ee (Shl. Jæd. og fl.), lis, ii (Sogn); Fleertal: lꜳse (Sæt.), loso (Hall.). Supin. lose, aab. o (Sdm. og fl.), lise, aab. i (Nfj. Sogn og fl.). — lesa fyre Presten (eller blot lesa): læse til Konfirmation. (Hertil Talemaaden: Dæ Ꜳr’e me gjekk ꜳ las). — lesa fyre Maten: læse en Bordbøn. lesa uppatte: læse om igjen. lesa rangt: læse urigtigt.
lesande, adj. som man kan eller bør læse. Dæ va ’kje lesande: man burde ikke læse det.
Lesar, m. 1) Læser. Ein go’ Lesar: Ein som læser godt. 2) Konfirmand. 2) af de saakaldte Hellige, En som idelig læser og holder Andagts-Øvelse.
Lesarbonn, n. pl. Konfirmander. Saaledes ogsaa Lesargut, Lesargjenta, eller Lesartaus. Nogle St. Lestrabonn.
Lesarfolk, n. Folk som holde gudelige Forsamlinger og drive megen Andagts Øvelse. Ogsaa „Bønefolk“.
