i en Plov, den Deel hvorpaa Plovjernet er anbragt.
Aurslag, n. Gruusart; eget Slags Gruusjord.
aurt, adv. ubeleiligt, forkeert, skjævt. Eg sat so aurt. Yttre-Sogn (hvor man ogsaa siger aurhendt).
aurut (aurette), adj. gruset, beheftet med Gruus eller Aur.
ausa, v. a. (øys’; auste), øse. G. N. ausa (eys, jós). Gram. § 281. ausa Bꜳten: øse Vandet ud af Baaden aus’ upp ein Brunn: øse en Brønd tom. ause bruges i Sdm. ogsaa i Betydn. slaae ud med Bagbenene, spænde, om Hestene. Heraf: Ausing, f.
Ausa, f. en Øse, Slev. (Isl. ausa).
Ausel, m. en Øse, en Skaal med Skaft, bestemt til at øse med eller drikke af. Ørkd. (Isl. eysill).
Ause-rom, n. Rum til at øse (i en Baad).
Auskjer (aab. e), n. Øsekar som bruges i Baadene. S. Kjer.
auskle, s. audsleg.
Ausmꜳl, n. en vis Mængde Vand som maa øses bort. Helg. Tr. Stift. Dæ va eit Ausmꜳl i Bꜳt’a: der var saa meget Vand i Baaden, at man maatte øse ud.
aust, adv. øst, mod Øst. (G. N. austr). I Guldalen forekommer Formen: ust (uust).
austa (for austan), adv. østenfra. (Sjelden eenligt). austa-ette: fra Øst, vestover. austa-fyre (austan-fy): østenfor. austa-til (i søndre Berg. austan-te): 1) paa Østkanten; 2) østenfra.
Austadrag, n. (-drog, f. og -drꜳtt, m.), østlig Vind i Skyerne.
Austakjøla, f. kjølig Østenvind.
austale(ge), adv. i Øst, paa Østkanten. (Sjelden).
Austavind, m. Østenvind. G. N. austanvindr) austbær, adj. om Vinden: noget østlig, i Vending til Øst. Helg. Tr. Stift.
austhall (n. halt), adj. hældende mod Øst, om Marker. (Søndre Berg.).
austleg, adj. østlig.
Austlending, m. Indbygger af det Søndenfjeldske, nemlig Agershuus og den østlige Deel af Kristianssands Stift, som af de vestenfjelds boende benævnes med det fælles Navn: Austland(et). Austmann har samme Betydning og er mere brugeligt. Kvinder fra samme Landskaber kaldes: Austlendska, eller oftere: Austlandskꜳna og Austlandsgjenta.
Austmann, s. forrige.
Austr (Aust’er), m. Vand som samler sig i en Baad; Øsevand. B. og Tr. Stift. Isl. austr.
Austr, f. Øsekar; see Øystra.
Austrønt, adj. n. østligt, om Vindens Retning. Sjelden; see innrønt.
Aust-yrje, f. langvarig Østenvind. Rbg. Tell.
autt, s. aud. — Auvunn, s. Ꜳvund.
av, præp. af. Isl. og Sv. af. Ang. of. Som Præposition bruges Ordet kun sjelden eenligt, og i dette Tilfælde hedder det: av (i Tell. og fl.), a’ (i Stavanger Amt) ꜳv (i Shl. og Sogn). Derimod sammenfattes det sædvanlig med: ut, altsaa: ut-av, uta, ’ta (mest alm.); ut-ꜳv, utꜳ, ’tꜳ (Søndre Berg. Hall. Vald. Guldbr. Ørkd. Ndm.); f. Ex ta Gar’a (tꜳ Gar’e): af Gaarden; ta Tre (tꜳ Tre): af Træ. Ved Dativer af en forældet Bøining er Formen av mere almindelig; saaledes: av Lagje, see Lag; av Huse, s. Hus.
av, adv. af. Hedder ogsaa: ꜳv (Søndre Berg. Hall. Vald. Gbr. Ndm. Fosen), ꜳ (tildeels i Sogn), ꜳg (tildeels i Nhl.). Betydningen er meget forskjellig; saaledes 1) af, fra. leggja av: aflægge. sleppa av: slippe fra, blive skaanet. verte av mæ: blive kvit. (Derimod: Dæ vart ikje av: der blev intet af det; det slog feil). Jf. setja av (afsætte), telja av (fraraade), vænja av (afvænne). — ꜳva-av (i Helg. ꜳvꜳn av): af det øverst liggende. utta-av: af det yderste; udenfra. Naar et Objekt føies til, og Ordet altsaa kommer i Præpositions Stilling, faaer det Formen: ut-av (’tav, ta, tꜳ), s. forrige Ord. 2) bort, hen, tilside, afsted. draga av: fare bort. smetta sig av: liste sig bort. gjøyma av: skjule, dølge. — Ogsaa: borte, henne. Meget brugt i Sogn, hvor det udtales: ꜳ, el. ao, f. Ex. han va ꜳ(v) ꜳ fiska (ɔ: ude og fiskede. Jf. Avbygd, Avdal, Avkrok. 3) over, hen, ud (om en Overgang, Henskriden, Hensvinden). Han lꜳg dær av Natt’a, el. Natt’a av: han laae der Natten over. Dæ gjekk væl av (gik lykkelig over). minka av: aftage, formindskes gradviis. Ligesaa: stillast av, takast av, o. fl. 4) til Ende, forbi, op (om en Afgjørelse eller Færdiggjørelse). Dei ha store av: de have skaaret alt sit Korn. Ligesaa: slꜳ av, pløgja av. Jf. gjera av, snakka av (ɔ: aftale). D’æ meir av, elde so att’ æ (i Sdm.): det er mere som er forbi, end som staaer tilbage. 5) itu,
