Lesarskap, n. Læserie, idelig Andagt.
lesefør, adj. som kan læse godt.
leseleg, adj. læselig, tydelig, om Skrift.
leseljost, adj. n. saa lyst at man kan læse.
lesen (aab. e), partic. læst, udlæst; om Bøger eller Breve. Ogsaa losen, aab. o (Sdm. og fl.), lisen, aab. i (Nfj. Sogn).
Lesing, f. Læsning, at man læser.
Lesnad (Lessna), m. 1) Læsning, Læsen, Nogle Steder: Lestr. 2) Noget som er bestemt til Læsning; Læsestykker, ubunden Stil, i Modsætning til Sang.
Lesna(d)bok, f. Læsebog; Bog som indeholder Læsestykker eller Prosa.
lessa, v. a. (e—te), 1) læsse, lægge Læs paa. G. N. hlessa. (Af Lass). 2) besvære, trykke, betynge. Sdm. og fl. Dæ leste meg: det faldt mig tungt, var mig til Besvær.
lessalt, adj. n. trykkende, betyngende; om Omstændigheder. Sdm.
Lessing, f. Paalægning af Læs.
Lest, m. 1. (Fl. Leste, r), 1) en Læst, til Sko. — 2) Sokken eller Foden i en Strømpe. Hoselest. Hedder i Søndre B. Leist, og Fl. Leiste. (Isl. leistr). — 3) Oversokker, Halvstrømper at trække udenpaa. Berg. Stift. Ellers Raggar, Loddar og fl.
Lest, m. 2. (Fl. Leste, r), en Læst, et Maal af tolv Tønder.
Lest, m. 3. tætvoxet Græs, Straa som voxer i tætte Klynger. Saaledes Ruglest (Rolest), om Spirerne af Vinterrugen. Ag. Stift.
lesta (seg), v. a. om Græs eller Straa som voxer op i tætte Klynger. Gbr. Buskerud og fl.
Lestr, m. 1) Læsning. Meget brugl. i Søndre Berg. (G. N. lestr). 2) Læsestykker, Prosa, ubunden Stiil (= Lesnad).
Lestrabok, f. Læsebok (= Lesnadbok).
Lestrabonn (-bodn), Konfirmander (= Lesarbonn). Ligesaa Lestragut, Lestrataus. Søndre Berg.
let (ee), 1) lod, s. lata; 2) streg, s. lꜳta.
Let, s. Lit. — leta, s. lita.
Leta (aab. e), el. Lete, f. Ladhed. Nordre Berg. og fl. (af lat). G. N. leti.
leta (aab. e), v. a. (a—a), i Talemaaden „leta seg“: gjøre sig lad, ligge og strække sig, være doven. Shl. og fl. Ellers lata seg, og i Sdm. letje se. (Sv. lättjas).
Lete, s. Leite. leten, s. laten.
Leting (aab. e), m. en lad og doven Krop. B. Stift. (G. N. letingi).
letje, v. a. (a—a), s. leta.
letle, s. lettleg. letne, s. lettna.
lett’ (ee), adj. 1) let, ikke tung. G. N. léttr. 2) magelig, ikke vanskelig. 3) svag, kraftløs, som ikke kan virke meget. 4) rask, smidig, som bevæger sig let. 5) om Luften: letskyet, lys, uden Tegn til Uveir. — Mæ lettꜳ (Dativ): med Magelighed. (Sdm.). lett’e pꜳ Fot’en: rask til at gaae. lett’e fyre Brøst’e: som aander let, ogsaa om En som har en god og reen Stemme.
lett, adv. let, lettelig.
letta (ee), v. a. (a—a), 1) lette, gjøre lettere; ogsaa lindre, formilde. 2) løfte, hæve. lette seg upp: reise sig lidt. 3) v. n. om Veiret: lettes, klare op, nemlig naar Skyerne adsprede sig efter en Iling. G. N. létta.
Lettang, m. let Føre; især haard Snee eller Skare. Ørk. (Isl. léttángr, let Vei).
lettblæst, adj. letbrystig, som aander let eller kan holde længe ud uden at blive træt. Helg.
lettbært, adj. n. om et Sted, hvorfra man har en god Udsigt. Sdm.
Lette, m. 1) Lethed, det at noget er let. 2) Lettelse, Hjælp (i et Arbeide); ogsaa Lindring, Husvalelse. (Isl. léttir).
Lette, n. let eller kjærneløst Korn, som adskilles fra Avnerne. Nordre Berg. og Tr. Stift. (Jf. Skjele). Hertil Lettebrød, n. Brød som tillaves med en Blanding af dette Slags Korn. Lettemjøl, n. Melet, og Lettegrøn, n. Deigen af samme.
Lettedrikke, n. og m. tyndt Øl. (Nordre Berg.). Ogsaa Lett-øl.
Lettekonn, n. Korn med liden eller ufuldkommen Kjerne; s. Lette.
Lettelse, n. = Lette, m.
letten, adj. som plages af Væmmelse eller opstigende Vædsker (Hugbit). Ørk. Ellers vimlen, elgjen og fl.
Lette-tre, n. Hæver, Løftestang; Indretning hvorved en Mølle kan stilles høiere eller lavere.
lettfengd, adj. 1) let at bekomme. Ag. Stift. (Valders, Gbr.). Ellers lettfꜳdd, s. fꜳ. — 2) om Gaarde: let at dyrke, eller hvorpaa det Fornødne kun faaes med Lethed. Valders. 3) rask, flink, som arbeider med Lethed og Færdighed. I Tr. Stift er „lettfengt“ ogsaa: noget let, ligesom lettvoren.
lettfløygd, adj. let og rask i sine Bevægelser. Gbr. (Egentl. letflyvende).
lettfødd, adj. let at fostre eller opføde, som ikke behøver meget Foder. Alm. Nogle Steder ogsaa lettfostra.
