lettfør, adj. 1) rask, som bevæger sig let og utvungent. (Af fara, for). — 2) let at bevæge eller flytte. Meget udbredt (modsat tungfør). — 3) i neutr. (lettført), mageligt, let at komme frem. D’æ so lettført te gange. (Gbr. Tr. Stift).
lettføtt, adj. let og rask til at gaae.
lettgjengd, adj. 1) som gaaer let og raskt. (Sjelden). 2) let at gaae paa, om Veie og Føre. Mest i neutr. (lettgjengt), ligesom lettført.
letthendt, adj. lethaandet.
lettklædd, adj. letklædt, tyndklædt.
lettleg, adj. livlig, behagelig; især om et Sted med god Udsigt. Sogn.
lettlege, adv. let, mageligt. Hedder oftere lettele’.
lettliva, adj. munter, livsglad, som har et muntert Sind. Mest brugeligt i de nordlige Egne.
lettlyndt, adj. som har et muntert Sind (= lettliva). Søndenfjelds. (Isl. léttlyndr).
lettlæst, adj. let at oplukke og tillaase.
lettmælt, adj. som taler let og flydende. (Sjelden).
lettna, v. n. (a—a), lettes, blive lettere; ogs. opmuntres, og (om Luften) opklares.
Lettning, f. det at noget bliver lettre, f. Ex. Korn naar det tørres.
lettrodd (oo), adj. let at roe, om en Baad. I N. Berg. siges lettrødd’e.
lettsinna, adj. munter, lystig; ogsaa letsindig, ubetænksom.
lettskya, adj. let skyet, om Luften.
lettsløg, adj. let at slaae, om Eng. (Sjelden).
lettsvævd, adj. letsøvnet, som lettelig kan vækkes, ikke sover fast. (Modsat tungsvævd). Er alm. men hedder tildeels lettsvæv (Nordre Berg.) og lettsøvd (Ørk. og fl.). Paa nogle Steder søndenfjelds siger man „lettvak“ i denne Betydning, men „lettsvævd“ om den som lettelig sover ind.
lettvak, adj. let at vække. Buskerud.
Lettvind, m. Blæst med tørt Veir; Vind som tørrer godt. Saaledes ogsaa Lettve’r, om tørt Veir, Opholdsveir.
lettvinna, adj. let at arbeide paa, som ikke kræver meget Arbeide; især om Gaarde, hvorpaa Dyrkningen og Indhøstningen kan fuldføres med forholdsviis mindre Arbeide. Er alm. men hedder paa de fleste Steder lettvint, og nogle St. lettvunnen (Nordre Berg.). S. Vinna.
lettvint, adj. 1) let at dyrke (= lettvinna). 2) bekvem, beleilig, som ikke medfører stor Vanskelighed.
lettvoren (aab. o), adj. noget let; ogsaa ringe, daarlig.
Lett-æling, m. Kvalme, Opstigelse af skarpe Vædsker til Munden. Ørk. Ellers Hugbit. Jf. letten.
Lett-øl, n. Tyndøl (= Lettedrikke).
leva, s. liva. Levr, s. Livr.
Li, see Lid. — lia, s. lide.
Lid (ii), f. Bjergside, Fjeldside; især en høit liggende Skraaning, en skraat liggende eller kun lidet hældende Strækning ved Siden af et Fjeld (ikke om bratte Fjeldsider). G. N. hlíð. Alm. og meget brugeligt, i Formen Li (men i Nfj. og Sdm. Lid). Fleertal deels Lide (Lier), deels Lia, og Liar. (Jf. leide, leiden).
Lid (aab. i), f. Side; Kant. Meget udbredt og tildeels meget brugeligt. G. N. hlið. Udtales mest alm. Le, ellers ogsaa Li, med aab. i (Sogn, Sætersd.) eller Lid (Nfj. Sdm.), dog saaledes at det overalt adskilles fra det foranførte Lid (ii). — Pꜳ den eine Le’a: paa den ene Side. Pꜳ bꜳe Le’enne: paa begge Sider.
Lid (aab. i), m. Led, Ledemod paa Legemet. (Mest alm. Le, og Li). G. N. líðr. 2) Led eller Knude paa Straa. 3) Led i en Slægt, Generation. I denne Betydning er det oftest Neutrum, efter Skriftsproget.
Lid (aab. i), n. Led i et Gjærde, = Grind. (Mest alm. Le, og Li). G. N. hlið, lið.
Lid-ꜳs (Leꜳs), m. Langbjælke paa Siden under et Tag. Helg. og fl.
lide (aab. i), v. a. (a—a), bøie eller bevæge Lemmerne. (Mere alm. lia, lea, lee). — lea Fingranne: bøie eller røre Fingrene. lea seg: røre sig. Ogsaa med „paa“; lea pꜳ seg: bøie sig lidt til Siden. Ligesaa: lea pꜳ Foten o. s. v.
lide (lia), v. n. (lid’; leid; lide, aab. i), lide, forløbe, gaae hen, om Tiden; ogsaa skride frem, komme nær til Maalet, lakke med Enden. Dæ li’ te Kvelds. Dæ lei’ ut pꜳ Dagjen. Kva so li’e: hvor langt lider det, el. hvilken Tid er det nu? (B. Stift). Dæ li’ mæ Slꜳtt’a: Høslætten er snart endt. Dæ li’ ꜳt mæ han: det er snart forbi med ham. — Undertiden tilføies et Objekt i Dativ; f. Ex. Kva so lid’e Natt’inne, ɔ: hvor langt lider det paa Natten? (Nfj.). Dæ lid’e Fiskj’a: Fisken er snart kogt. Dæ leid hꜳnꜳ (el. dæ lei’ han): det var snart forbi med ham.
