lik-som (for like som), ligesom. Hedder tildeels: likso og liksꜳ.
Likspon, m. Talgspaaner i Lys, Talg som flyder ud af et Lys og størkner i Form af Høvlspaaner. Tr. Stift.
Likstrꜳ, n. Liigseng. Han ligg pꜳ Likstrꜳ: han er nylig død. Gbr. og fl.
likt, adv. ligedan, eens, paa samme Maade.
Liktorn, n. Ligtorn. Hedder sædvanlig Liktꜳrn, men skulde efter Analogien hedde Liktonn, m. — Ved Bergen siges ogsaa Liktꜳ, f.
Likveitla, f. Gjæstebud i Anledning af en Begravelse. Hard. og fl. Ellers Gravøl, Erve, Sjaund.
lilla, huje, synge; s. lirla.
Lim (ii), n. 1) Liim. 2) Kalk; jf. Limstein. Toten, Hedemarken og fl. (Isl. lím). Ogsaa i danske Dialekter.
Lim (aab. i; ogs. Lem), m. (Fl. Lime, r), Lem, Deel af Legemet. G. N. limr.
lima (aab. i), adj. beskaffen med Hensyn til Lemmer. godt lima, storlima, tjukklima og fl.
Lime (ii), f. Plage, Svaghed, Sygdom; f. Ex. Augnelime. Sdm. (Isl. lími, Byrde).
Lime, m. 1. Feiekost af sammenbundne Kviste (= Sopling, Sopel). Kr. og Ag. Stift. (G. N. limi, Kvist).
Lime, m. 2. en Deel af et Vers; Halvdeel eller Trediedel af en Strofe (s. Upptak). Sogn.
Limelde, og Limende; s. Lemende.
limkasta, adj. kalkslaaet. Hedm.
Lim-mjøl, n. et Slags fiin Kalk. Gbr.
Limna, s. Livnad.
Limp, m. Hjørne, Kant, Snip; f. Ex. paa Tørklæder. Valders.
Limstein, m. Kalksteen. Hedm.
Lin (ii), n. 1) Liin, Hør. Alm. (Jf. Horr). 2) et Slags Hovedtøi af Linned.
Lin (aab. i), n. Formildelse, Sagtning, Standsning, f. Ex. i en Storm. Mest nordenfjelds. Dæ va inkje Lin paa: det bruste og stormede stedse.
lin (aab. i), adj. myg, blød, slap, ikke haard eller stiv; ogsaa mild, lemfældig. Udtales ogsaa len (ee) og adskilles fra linn, som ellers har samme Betydning. (G. N. linr; Sv. len). Heraf lina, linka, lindra.
lina (aab. i), v. a. (a—a), slappe, formilde, gjøre myg eller blød; stille, faae til at sagtne; ogsaa løse lidt, f. Ex. paa et stramt Baand. Udtales tildeels: lene, lena, og i Tr. Stift: læna, lana (Namd.), lꜳnꜳ (Ørk.). G. N. lina. — „lina seg“, er ogsaa at bøie eller hælde sig til Siden, læne sig. (Sjelden). See ellers linast.
lina (aab. i), part. slappet, dæmpet. Hertil: Linabrød, sammenbøiet Brød; Fladbrød som blødgjøres ved Varme for at kunne sammenbøies og nedpakkes. Nordre Berg. I Tr. Stift: Lænabrø’, Lanabrø.
Lina (ii), f. 1) Linie, Streg. Kr. og Ag. Stift. (Isl. lína). 2) Linning, Strimmel. Tell. Ellers Lining. 3) Line, Toug paa Fartøier. 4) Fiskeline, Toug som er besat med Angler (Medekroge) og indrettet til at ligge paa Bunden eller i kort Afstand fra samme. Hertil Lineagn, Linebruk, Linefiskje.
Lin-ak’, n. s. Linty.
linast (aab. i), v. n. slappes, blive blødere, ogsaa formildes, stilles, sagtne. I Tr. Stift: lænast, lanast, lꜳnꜳs. I B. Stift ogsaa lina og linnast.
Linbendel, m. Spergel (en Urt). Kr. Stift.
Lind, f. Lind (Træ). Hertil lindebast, Lindebork, Lindestuv og fl.
linda, v. a. (a—a), svøbe, omgjorde. Helg. og fl.
Linde, m. en Svøbelist, et bredt Baand hvormed Barnesvøb omvikles. G. N. lindi, Bælte.
lindra, v. a. lindre, formilde. (Egentlig linra, af lin, adj.). — lindrast, v. n. lindres, stilles. Lindring, f. Lindring.
Linebruk, n. Brug af Fiskeliner.
Linedubl, n. Bøie paa en Fiskeline.
Lin-erla, f. den almindelige Erle (til Forskjel fra Gul-Erlen). Søndenfjelds.
linfaksut, adj. om Heste som have hvid Man, men ellers ere rødhaarede. Gbr. og fl.
Linga’n (for garn), n. Liintraad, Liintøi.
Lining, m. Linning paa Klæder. I Tell. hedder det Line, f.
linka, v. a. (a—a), 1) lindre, formilde (af lin). Ikke alm. 2) fortynde (Mad eller Drikke), gjøre mere tynd eller slap. Tell. og fl. 3) v. n. formildes, stilles, aftage; f. Ex. om Smerte. N. Berg. Ellers linast, linnast.
linn, adj. 1) bøielig, slap, ikke stiv. Egentlig samme Ord som „lin“, men synes at være mere udbredt. 2) tynd, blød; om Mad, ogs. om tynd Drik. Søndenfjelds. (Modsat stinn). 3) lind, mild, ikke skarp eller haard; ogsaa om Mennesker: skaansom, lemfældig. Han æ for linn mæ dei: han skaaner dem for meget.
linnast, v. n. blive lind eller mild.
