linnfærleg, adj. lemfældig, som farer skaansomt og forsigtigt frem. (Bedre: linnfør).
linnkoka, adj. lindkogt, ikke meget kogt.
Linnleikje, m. Lindhed, Mildhed. (Sjelden).
linnvoren, adj. noget slap eller lind.
Linrøyr (el. Linnrøyr), f. Hestegræs (Holcus mollis). Nordre Berg.
Linseima, f. Synaal. (Helg.). S. Eima.
Linskav, n. Trevler af opplukket Linned; Charpie.
Lintꜳr, n. Liintrevle. S. Tꜳr.
Lin-to, f. Liingarn, Liintøi. Indr.
Linty, n. 1) Liintøi, Lærred. 2) Linned, Liinklæder. I nordre Sdm. siges ogsaa Linak, n. hvis Oprindelse er uvis.
Lippa, f. Læbe. (Alm.). Jf. Lepe.
Lippelag, n. Læbernes Stilling og Bevægelse. Mest i Spøg om Miner og Grimaser.
lippasid, adj. sidlæbet, med nedhængende Læber.
lirka, v. n. (a—a), lure, liste sig frem for at see eller forsøge noget, søge saa smaat og umærkeligt at komme til noget, forsøge smaat og ofte. — Betydningen er noget ubestemt, men ordet er meget udbredt og findes ogsaa i Formen lurka (Buskerud) og larka (Gbr.).
lirla, v. n. (a—a), synge eller huje med en rask Modulation i Stemmen, eller med Toner som ligne Fløitespil; især om Hyrder. Af og til vestenfjelds i Formen: lirla (Stav. Amt), lidla (Hard.) og lilla, ii (Sdm.). I Tell. jala. — Forskjelligt fra hua, el. hauka.
Liseime, f. pl. i Sdm. om tynde Straa eller Trevler.
lisle, s. litle.
Lissing, f. Lidser, Snorer (i en Væv).
List, f. f. 1. List, Kant, Ramme. Hertil Listhyvel (= Strikhyvel).
List, f. 2. List, Kneb. (Sjelden).
Lista, f. Liste, Fortegnelse.
Lit (ii), f. og n. Lid, Tillid.
Lit (aab. i), m. Farve, Lød. Udtales ogs. Let og tildeels Læt. (G. N. litr; Sv. lett). Alm. især om naturlig Farve, hvorimod kunstig eller paasat Farve ofte hedder „Fargje“. — Et andet Ord: Lit, n. forudsættes i Andlit, men bruges ellers ikke.
lita (aab. i) og litt, adj. farvet; beskaffent med Hensyn til Farven. F. Ex. om et Dyr: „kor æ dæ litt“ ɔ: hvilken Farve har det?
lita (aab. i), v. a. (a—a), farve, sætte Farve paa. (G. N. lita). Jf. likka. Hertil Litaga’n, el. Lita-ty, n. Tøi som skal farves. I Tr. Stift: Litato (Læta-To).
lita (ii), v. n. (e—te; eller: lit’; leit; lite aab. i). 1) i Betydningen: see paa, eller see efter noget (G. N. líta), forekommer det kun i gamle Viser; f. Ex. Han lite seg bak ive Hær. Herfra udgaaer: leita, Leite, Lit, Attelit og fl. — 2) vise, anvise, eller maaskee: ophitte, finde, især et Raad eller en Udvei. Sdm. Oftest transitivt og med Formen: e—te; f. Ex. Han litte me den Rꜳd’a. Kva vil du lite me, ɔ: hvad Middel vil du anvise mig? — 3) lide paa, stole paa noget. Alm. Hertil Ꜳlit, ꜳliten. — I Gbr. forekommer Talemaaden: „Du kann lite me ꜳt, ɔ: du kan betroe dig til mig, stole paa mig.
lita (seg), v. a. (e—te), lade sig nøie, være tilfreds med noget. Søndre Berg. og Stav. Amt. (G. N. líta). Han lit’ ikje seg mæ da. I Nhl.: Han læt ikje sæg lita mæ da.
litande, adj. værdt at lide paa. Dæ va ikje pꜳ-litande; el. Dæ va’ ikje litande pꜳ di.
litast (list), v. n. (sædv. list; leist; litest), synes om noget, tykkes. Kor list du pꜳ dei: hvorledes synes du om dem? Nordre Berg.
lite, adv. lidt; f. Ex. lite lenger: lidt længere. Med Eftertryk: kun lidt; f. Ex. Han va lite bere: ikke meget bedre, næsten ligedan. — lite-vetta, en Smule.
lite (aab. i), supin. af lita, lata og lꜳta.
liten (aab. i), overladt; s. laten.
liten (ii), adj. liden. Mangler baade Fleertal (s. smꜳ) og Komparativ (s. mindre), i den bestemte Form hedder det: litle. (G. N. lítill). I N. Berg. bruges det ogsaa som Subst. istedetfor Navnet paa et Barn. Han Liten (vor lille Dreng). Ho Lita (vor lille Pige). — Da Ordet liten ikke vel kan bruges i Sammensætning, ombyttes det sædvanlig med smaa, især ved Kollektiver f. Ex. Smꜳskog, Smꜳstein.
Liting (aab. i), f. Farvning.
litlaus (aab. i), adj. farveløs.
litle, adj. (bst. Form af liten), lille. Hedder ogsaa lisle (søndenfjelds) og med en egen Udtale: lilsje, lisje (nordenfjelds). G. N. litli, af lítill. See vesle. Hertil: Litlefingren: Lillefingeren. Litleriven: den mindste Bom i en Væverstol.
litsam, adj. tillidsfuld, som stoler eller lider paa noget. (Sjelden).
litt (aab. i), farvet, s. lita.
Liv, n. 1. 1) Liv, det at noget lever;
