Ljorebud, f. Bod med en Luge eller Aabning paa Taget. Helg. (Ljørebu).
Ljoregaupa (Ljøregaup’), f. den øverste Rand af Ljoren. Helg.
Ljoregrind, f. Karmen eller Rammen indvendig i Ljoren.
Ljorestokk, m. en Karm omkring Ljoren ovenpaa Taget.
Ljos, n. 1) Lys (i Almindelighed). Dagsljos, Solljos, Eldsljos. Hedder Ljos (Søndre Berg. og fl.), Ljøs, aab. ø (N. Berg og nordenfjelds), Løs (Fosen), Jos (Tell. Gbr. og fl.), Jøs (Østerd. og fl.). G. N. ljós. — 2) Noget at lyse med; især et støbt Lys, Talglys. Nogle Steder med en egen Benævnelse: Kjerteljos. — 3) Ild. Mest nordenfjelds. Hertil: „slꜳ Ljøs“: slaae Ild. gꜳ ette Ljøs: hente Ild. (Helg. Sdm. og fl.). laust Ljøs: Ildløs. rake Ljøs’e: tildække Gløderne paa Ildstedet. Jf. Verme.
ljos, adj. 1) lys, klar; oplyst. 2) lys af Farve, lysfarvet. hedder ligesom det forrige i Dial. ljos’e (oo), ljøs (aab. ø), jos, jøs. G. N. ljóss. — ljose Dagjen: ved lys Dag. Natt ꜳ ljose Dag: idelig, seent og tidlig. Dæ seie kvar sitt dæ ljøsaste: Enhver taler bedst om sit eget; man gjør altid sin egen Sag saa god som muligt. Nordre Berg.
Ljosbarn, n. synes at betegne et Barn i det Øieblik da det kommer for Lyset, eller da man første Gang seer det. I Tell. siges Josbꜳn om Barnet i Forholdet til Jordemoderen (som kaldes Josmor); saaledes: „Dæ va fyste Josbꜳn’e hennars“, ɔ: det første Barn ved hvis Fødsel hun betjente. I Shl. siges Ljosbadn (mest i Spøg); — den som først finder et Lam eller Kid, som er født ude paa Markerne, siges at have faaet sig et „Ljosbadn“, og faaer da en Bid Mad, som kaldes „Ljosbadna-Bete“ (eg. Bite). Ellers findes Ordet ogsaa i Valders (Ljøsbꜳn) og i Ndm. (Jøsban). Andre Steder siges „Strꜳba’n“ i lignende Betydning.
ljosblꜳ, adj. lyseblaa.
Ljosbrand, m. en brændende Brand; ogs. Tande i et Lys (= Skar).
ljosbrynt, adj. som har lyse Øienbryn. Tell. (josbrynt), og fl.
ljosbært, adj. n. aabent for Lyset, staaende i Lys, let at bemærke. Nordre Berg. (ljøsbært).
ljosdæmt, adj. lysladen, lys af Hudfarve. Søndre Berg.
ljosflekkut, adj. med lyse Pletter.
ljosgirug, s. ljøsgirig.
ljosgrꜳ, adj. lysegraa. Saaledes ogsaa: ljosgrøn, ljosgul, ljosbrun, og fl.
ljoshært, adj. lyshaaret.
ljoska (oo), v. n. (a—a), lysne; især om Luften, naar Skyerne adspredes saa at der bliver en klar Plet. Mest i de nordlige Egne, hvor det hedder ljøska.
Ljoskje, m. Lysning, lys eller klar Plet, især paa Himmelen. Hedder Ljøskje i Nordre Berg. og Joskje, i Gbr. — I Østerd. siges Jøske, om Nordlyset. (Maaskee for Ljoska, f.). Ogsaa paa flere Steder i Ag. Stift: „Værjøske“, Nordlys.
Ljosleikje (Josleik), m. Lyshed, lys Farve. G. N. ljósleiki.
ljosleitt, adj. lysladen, blond. (Sjelden). Oftere om Luften: lys, blid. Han æ ikje ljøslette vest-i: det seer ikke blidt ud i Vest. (Sdm.).
ljoslita (aab. i), adj. lys af Farve.
Ljosmole (aab. o), m. en Stump af et Lys. Ogsaa Ljosstubbe, m.
Ljosmor, f. Jordemoder. Tell. (Josmor), Sogn (Ljøsmor). Isl. ljósa, og ljósmóðir. Jf. Nærkꜳna.
ljosna, v. n. (a—a), lysne, blive lyst (jf. lysa); ogsaa faae en lysere Farve. Hedder ogs. ljøsna, jøsne, josne.
Ljosning, f. Lysning. Jf. Lysing.
Ljosrak, n. Væger i Lys.
ljosrau(d), adj. lyserød. Hedder: ljosrau’e, ljøsraud’e, josrau o. s. v.
Ljosri(d), f. det sidste Angreb af Fødselssmerterne, det Anfald under hvilket Barnet fødes. Shl. (i Formen Ljosri’) Nfj. Sdm. (i Formen Ljøsrid). Ellers: Fødeflaga, Føderid, Fø’ingari’. (Jf. Rid og Flaga). Ordets første Deel gjenfindes i Ljosbarn og Ljosmor.
ljosrædd, adj. lyssky, bange for Lys.
Ljosskar, n. Lysetande.
Ljostr (oo), f. en Lyster, en Stang med Jernspidser i Enden til at stikke Fisk med. Hedder: Ljost’er, Ljøstr, Joster, Jøster.
ljostra, v. a. (a—a), fange eller stikke med Lyster. Nogle St. ljøstre og jostre. — Sv. ljustra; jf. G. N. ljósta, slaae, støde.
ljosvoren, adj. noget lys.
ljot (oo), adj. styg, hæslig; ogsaa grim eller utækkelig af Udseende. Ikke alm. men meget udbredt; saledes ljot’e (i Søndre Berg. og Rbg.), ljøt’e, aab. ø (Sogn, Sdm.), jot’e (Tell.), jøt (Hall.). G. N. ljótr. Heraf Lyte.
ljota, v. n. (lyt; laut; lote, aab. o), maatte, være nødt til; egentlig: faae at gjøre. — Inf. noget sjelden; i Rbg.
