lodda, v. a. 1. (a—a), lodde, sammenlodde (Metal). Jf. brasa.
lodda, v. a. 2. maale med Lod.
loddar, m. Bismer til Lodvægt.
loddbeint, adj. n. lodret.
Lodde, m. (mest i Fl. Loddar), Oversokker, Haarsokker. Kr. Stift. Ellers Leste, Lugga, Raggar.
loden (aab. o), adj. laadden. Ogsaa: loen, lꜳen, løen og (i Ørk.) lauen. G. N. loðinn.
Lodna, f. Laad, Laaddenhed. (Sjelden).
lodna, og lodnast, v. n. blive laadden. Mest alm. lonna.
Lodo, s. Løde, f.
Loft, n. et Loft; ogsaa en Sal eller et Overværelse i Almindelighed. Jf. Læm, Hjell, Træv. — Betydningen Høide eller Luft (G. N. loft) forekommer kun i Talemaaden: „ꜳ Lofte“, ɔ: ophøiet, hævet fra Grunden. Jf. Loftur, Luft, lyfta.
Loftluka, f. Falddør i et Loft.
Loftstova, f. Stue med Loft, i Modsætning til Røgstuerne.
Loft-ur, f. en Steensamling (Urd), hvori de enkelte Stene ligge over hinanden og ligesom opløftede („ꜳ Lofte“), saa at der er store Aabninger eller Huller under samme. Nordre Berg. — Ellers: Lykt-ur (Gbr.), Glop-ur (Kr. Stift).
log (lo), s. lægja.
Log (aab. o), m. Saft, Vædske; især et Afkog af Hø eller Løv, som man giver Køerne at drikke. B. Stift. I Tr. Stift hedder det Laug. I Sogn siges Log ogsaa om det Afkog, som gydes paa Maltet i Brygningen, hvilket ellers hedder Lag, n. — Jf. Barlog, Einelog, Tjørelog. G. N. lögr, Vædske.
Log (aab. o), f. en Lov, Lovbeslutning. Voss. „Da stend’ i Logj’enne“ (det staaer skrevet i Loven). — Paa andre Steder er denne rigtige Form fortrængt af den unorske Form: Lov (el. Lꜳv). G. N. lag, n. lög eller log, plur. Sv. lag. Jf. Lagrett, Lagverja.
Loga (aab. o), f. 1. en Touglængde, saa meget Toug som lægges eller spindes paa een Gang (jf. Maala). Berg. Stift. Egentlig et Læg eller Lag. Jf. Ꜳloga, Fyreloga, Utloga.
Loga (aab. o), f. 2. et Slags Fakkel, dannet af et Bundt af lange Spaaner. Mest søndenfjelds (Tell. Buskerud) hvor det hedder Loge (Laage) og Logu. Jf. Lysa og Kyndel.
loga (aab. o), v. n. (a—a), lue, flamme, brænde stærkt. G. N. loga.
Loge, s. Loga, og Logje.
Logg, f. (Fl. Legg’er, Legg’re), den nederste Deel af et Kar; i Særdeleshed: det Indsnit i Staverne hvori Bunden indfældes; undertiden ogsaa den Deel af Staverne, som er nedenfor Bunden. Alm. G. N. lögg. Sv. lagg. I Sammensætning: Lagge, f. Ex. Laggeband. See lagga.
logga, s. laugga. loggast, s. lauggast.
Logje (aab. o), m. 1. Lue, Flamme. Udtales ogs. Loje, Lꜳga, Lꜳgꜳ. G. N. logi; Sv. låge.
Logje (aab. o), m. 2. Vandflade, Vandets Overflade. Sogn. Tildeels i Formen Loge. Upp i Logen: op i Vandfladen. I Nhl. Sjølok; ellers Vassmꜳl og Sjøatrøm.
logjen (aab. o), adj. løiet, opdigtet.
Logn, f. Stilhed, Havblik, Sagtning i en Storm. Hard. og fl. (G. N. logn; Sv. lugn). Ellers Lygna, Løgje, Dov, Dus, Lotte.
logn, adj. stille, rolig; især om Vandet. Tell. Hall. Gbr. (Sv. lugn). Heraf lygne.
logna, v. n. suurne, bedærves (= ulna, kasa). Hard. I Helg. legna.
Logo, s. Lega.
logra, v. n. slaae feil, befindes at være falsk. Nordre Berg. (S. ljugast).
logsta (for laugsta), v. a. beskylde En for Løgn, sige „du laugst“. S. ljuga.
Lok (aab. o), m. Bregne. Shl. hvor man ogsaa har Verbet: loka, at samle Bregner. Ellers Slok, Burtn, Blom.
Lok (aab. o), n. et Laag, et Dække. G. N. lok. (S. luka). leggja unde Lok: skjule, gjemme. felle unde Lok: døe, komme i Liigkisten. (Valders). Jf. Sjølok.
Loka (aab. o), f. Laage, en Slaa hvormed en Dør tillukkes. I Gbr. hoko (oo). G. N. loka.
Loka (oo), f. Lab, Fod paa et Dyr; ogsaa en Næve. Sogn, Nhl. — Jf. Luka.
loka (oo), v. n. (a—a), nøle, tøve, ikke blive færdig. Sdm. „Kva du loka mæ“: hvad nøler du efter? (Isl. lók, Forhaling).
loka (aab. o), v. a. tillukke med en Laage eller Slaa. Kr. Stift. (Jf. luka). Et andet „loka“ dannes af Lok, m.
lokjen (aab. o), part. „ned-lokjen“: udflydt, nedrunden af et Kar. See leka.
Lokk, m. et Slags Hujen eller Sang hvormed man lokker Kvæget til sig. Ag. Stift.
lokka, v. a. (a—a), lokke, kalde venligt; ogs. forlede til noget. Heraf Lokking, f.
