Lokka, f. Lok, Haarlok.
Lokkar, m. 1) en Lokker, Tilskynder. 2) et Slags Dands eller Spil. B. Stift. (Vel egentlig det samme som Lokk).
Lokkevi(d), m. flammet Ved; Træ med Aarer eller Gange som ligne Krøller. Nhl. Jf. Rikka.
lokkut, adj. lokket, deelt i Lokker.
loll, s. lel.
Lom (oo), m. 1. et Slags store Vandfugle (Colymbns septentrionalis). Lomsegg, n. Lommens Æg.
Lom (oo), m. 2. Lab, Fod; især paa Bjørnen. Sdm. og fl. (Isl. lumma). Jf. Ram, Labb, Loka. — I „Ꜳralom“ betyder Lom et Greb eller Haandfang.
Lome, s. Luma.
Lomhund, m. Fjeldrotte. Sogn, Valders. See Lemende.
Lomvær (-væring), m. Indbygger af Lom i Guldbrandsdalen. Ogsaa kaldet: Lø, m. (af det gamle Navn Lóar).
Lon (oo), f. en dyb og stillerindende Bæk (= Løk); ogsaa en Vandpyt, Vandhule (= Hyl, Dam). Tell. og Mandal. (Isl. lón, et Vandstade).
Lone (for Luna?), f. 1) en Stund, en vis Tid (= Bil, Rid). Tell. og flere Steder søndenfjelds. Lange Lonur: lange Stunder. (Tell.). I lonevis: af og til, til enkelte Tider. — 2) Lune, Stemning, Humør. Meget brugeligt søndenfjelds; ogsaa i Ørk. men hedder i Fosen: Lune, (Ellers = Lot, Lag, Møle, Føre og fl.). Det svenske luna har, efter Ihre, begge de samme Betydninger.
lonefengjen, adj. ustadig af Sindelag, vægelsindet, lunefuld. Gbr. I Ørk. lonefengt; og i Fosen: lunfengt.
lonego(d), adj. om En som til enkelte Tider er venlig og godmodig, men til andre Tider uvenlig. Gbr. Toten.
lonut, adj. 1. (af Lone), ustadig, fuld af Luner eller Nykker. (Jf. Isl. lúnóttr).
lonut, adj. 2. (af Lon), sumpig, opfyldt af Vandpytter. Tell.
Lop (aab. o), n. Løb, Sprang (= Laup). Sjelden. I Shl. ogsaa Lopa, f.
lopen (aab. o), adj. 1) løben, faren. (Particip af laupa). Tr. Stift. Ellers: lypen (aab. y) og laupen. — 2) stivnet af Frost, s. loppen. — 3) opløst, smuldret; især om Kjød og Fisk, som løsnes fra Skindet eller sprækker og mørnes af Varme. Sdm. og fl.
lophendt, s. lopphendt.
lopna, v. n. mørnes, opløses, som Kjød naar det løsnes fra Huden eller Benene. Nordre Berg. (af lopen).
Lopp, m. 1. 1) en Visk eller Tot, f. Ex. af Hø. Høylopp, Ullalopp. (Isl. lopi). Ellres Lepp. — 2) en Flok, en liden Hob; f. Ex. ein Smalelopp: en Flok Smaafæ. Nordre Berg. Sdm.
Lopp, m. 2. en Frø (= Frosk). Tell. Buskerud. See Lappe.
Loppa, f. 1) Loppe. 2) det første Tegn til en Kjerne, f. Ex. i Nødder. Jf. Flo.
Loppekrꜳ, m. den Sliim, som omgiver Frøernes Æg. Tell. (Dette Krꜳ er ellers et ubekjendt Ord). I Hall. Loppefro (?). Ellers Lappesli, Gople.
loppen, adj. frossen paa Hænderne, stiv av Kulde (= valen). Ørk. Indr. Helg. (Isl. loppinn). Nogle Steder lopen (aab. o).
lopphendt, adj. stivfingret af Kulde. Tr. Stift. I Ørk. loppenhendt. I Sdm. lophendt’e, om En som er kraftløs i Hænderne. Han fæ ’kje vere lophænte so skal fꜳ dæ laust.
loppet, adj. ujævn, klumpet, sammenviklet i Klynger; f. Ex. om Hø; ogsaa ujævnt med Hensyn til Tørhed. Sdm. Ellers: fuld af Lopper.
Lopradag, s. Lappardag.
Lopurke, f. et Slags stivt Græs (Juncus sqvarrosus). Sdm. sjelden.
Lort (oo), m. Smuds, Ureenhed, f. Ex. paa Hud eller Klæder; ogsaa Dynd, Søle, f. Ex. paa en Vei; ligesaa Skarn, Exkrementer. (Brugen af Ordet er saaledes for en Deel ganske uanstødelig). Hertil: lorta, v. a. f. E. „lorta seg ut“: tilsmudse sig i Dynd eller Søle. — Ligesaa: lortet, adj. tilsmudset, skidden.
Los (aab. o), n. Løsning. koma pꜳ Los: komme i Bevægelse, blive løs eller færdig.
losa (aab. o), v. n. (a—a), komme løs, sætte sig i Bevægelse. B. Stift. (Isl. losa, løse). Af laus.
losen (aab. o), læst; s. lesen.
losera (aab. o), logere. Fremmedt Ord ligesom Losemente, og Losi (Logis).
Losig (oo), n. Gjødselfald, gjødende Vædske som udspreder sig over Engen fra Fæhusene. Sdm. Ndm. Ørk. (See Lo, n.). Ellers Tadsig, Hævdedrag.
losliten (aab. i), adj. luslidt, om Klæder.
losna (aab. o), v. n. (a—a), løsnes, blive løs; ogsaa komme i Gang med noget. I Ørk. lausna. (G. N. losna).
Loss (oo), m. Lods. Jf. Kjendmann.
lossa (oo), v. a. losse, aftømme.
Lost (aab. o), m. Lyst, Begjærlighed, Appetit. B. Stift. Matlost. (G. N. losti). Ho æ mæ Loste: hun er i Lysten
