efter noget, f. Ex. et Slags mad (om frugtsommelige Koner). Nordre Berg.
losta, v. a. (a—a), tage Barken af Træer. Nhl. Ellers løypa, flekkja og fl. (Jf. G. N. ljósta næfrar). Hertil: Lostebjørk, f. Birk som man har taget Barken af.
losta, adj. lysten, begjærlig. Sjelden.
Lostemat, m. Lystemad, Mad som vækker Appetit. (Isl. lostætr matr).
lo-stor, adj. storløbet, om Geværer. Rbg.
Lot (aab. o), n. Lune, Stemning, Humør. Meget brugl. i B. Stift. Han va ’kje i rette Lot’e. (Jf. Lone).
Lot, m. s. Lut. — lota, s. ljota.
lota (aab. o), adj. sindet, tilsinds. Eg æ ’kje so lota: jeg er ikke ret i Lune.
Lotbruk, s. Lutbruk.
Loteig (oo), m. et Engstykke som ligger beleiligt for Gjødsel; Engen tæt ved Fæhusene. Ndm. (Jf. Lo og Losig).
loten (aab. o), adj. tilsinds, i Lune. — godt loten: munter, fyrig, godt oplagt. Ørk.
lotet (aab. o), adj. lunefuld, foranderlig i Sindelaget. B. Stift. (Af Lot). Jf. lonefengjen.
lotig (aab. o), adj. tækkelig, som er tilpas, efter Behag. Nhl.
Lotte, m. Stille, Sagtning i en Storm eller et Uveir. Ørk.
Lov (aab. o), f. (i Tell. m.), en Lov. Nyere Form for Log.
Lov (aab. o), n. 1. Lov, Tilladelse; ogsaa Frihed, Fritimer. I Udtrykket: „fꜳ Lov pꜳ“, synes Lov at betyde: Løfte; jf. lova og Løyve. „Han fæ Lov te dæ“, bruges ofte ironisk i den Mening: han bliver nok nødt dertil.
Lov (aab. o), n. 2. Lov, Ros, Berømmelse. (Sjelden). G. N. lof. Han fekk korkje Lov elder Last.
lova (aab. o), v. a. 1. (a—a), rose, berømme. Sjelden, f. Ex. i Ordsproget: „D’æ alle lasta nꜳr dei skal giftast, ꜳ alle lova nꜳr dei æ daude“.
lova (aab. o), v. a. 2. (a—a; eller a—de), love, give Løfte om. (Med Dativ og Akkusativ). G. N. lofa.
lovande, adj. som man kan love.
Love (oo), m. Haandflade, den indvendte Side af Haandfladen. Næsten alm. (Mangler i en Deel af Tr. Stift). G. N. lófi; Sv. lofve. — Ogsaa den indre Side paa Handsker eller Vanter. Jf. Løvd.
lovebreid, adj. som har brede Haandflader.
Lovekyrkja (aab. o), f. en Kirke som opholdes ved Gaver, eller som man fordum gjorde Løfter til, naar man var i Nød. Hard. og fl.
Lovnad, m. Løfte, Forsikring.
Lu, s. Lur. — Lua, s. Luva.
lua, v. n. lyde, lade til, give Formodning om. Sdm. Dæ lua so pꜳ Snakkja hass, ɔ: man kan formode det efter hvad han sagde. — Andre St. lye (eg. lyda). Jf. G. N. lúða for lýða.
Lubb, m. og Lubba, f. En som er tyk og fyldig. Tildeels nordenfjelds.
lubben, adj. tyk, fyldig, rund. Tr. Stift.
Lufs, m. En som har tykt og stridt Haar; ogsaa En som er skjødesløs i Holdning og Dragt. I Nordre Berg. siges Lusp.
lufsen, adj. stridhaaret; ogsaa uredet, ikke pyntet eller kjæmmet. (I Nordre Berg. luspen).
Luft, f. 1) Luft, Himmel. Kr. Stift og den søndre Deel af Ag. Stift. (Ellers hedder det: Lukt). G. N. loft, lopt, n. (Jf. Lukt og Loft). — 2) Lugt; især ond Lugt, Stank. B. Stift, Gbr. og fl. I Sdm. og Ndm. hedder det Lyft. — I B. og Tr. Stift er saaledes Betydningen af Luft og Lukt ganske omvendt, hvilket ellers kan betragtes som en simpel Overgang, da det ene Ord formodentlig kun er en Variation af det andet.
lufta, v. a. (a—a), 1) udlufte, udsætte for Luften. 2) v. n. lugte, give Lugt. B. og Tr. Stift. I Sdm. lyfte, mest om at stinke.
Lugg, m. 1. et Slags store Ørreder. Lister, Dalerne.
Lugg, m. 2. 1) Haartop, Hovedhaar. (Sv. lugg). taka ein i Luggjen: gribe En i Haaret. — 2) Haarsokker, Oversokker. Helg. Kun i Fleertal (Lugga). Ellers Raggar, Loddar, Lester.
lugga, v. a. rykke En i Haaret.
lugom, adv. tilpas. Gbr. Ørk. — Oftest som Adjektiv: passende, bekvem; ogsaa net, vakker; f. Ex. ein lugom Hest. Sv. lagom.
Lugomheit, f. Bekvemhed. Ørk.
Lugt, s. Lukt. — Lugu, s. Lega.
Luka, f. 1. Haanden, den hule Haand. Han tok upp i Lukꜳ ꜳ drakk: han øste med Haanden og drak. Nordre Berg. og fl. (Isl. lúka). Jf. Loka.
Luka, f. 2. Luge, Lem, Falddør; ogsaa Skaader for en Glug eller et Vindue. I det Søndenfjeldske siger man oftere: Læm.
luka, v. a. (a—a), tillukke med Luger eller Skaader. — I det gamle Sprog havde man luka med Formerne: lyk, lauk, lokje(t); og med Betydningen:
