lukke, ogsaa ende, slutte. Heraf komme Ordene: Lok, Loka, Luka, Lykjel, Endelykt. Stamordet luka med de anførte Former synes ellers at være ganske tabt.
Lukk, m. Smule, Gran. Kvar ein Lukk: hver en Smule. Nordre Berg.
Lukka, f. Lykke, Held. Vestenfjelds og tildeels i Tr. Stift. Ellers hedder det: Lykke. G. N. lukka. — Til Lukke: til Lykke! (Ønske ved høitidelige Anledninger). Til Lukkenne: lykkeligviis, til al Lykke. Lukkꜳ va be’re hell Ꜳtfær’æ: Lykken var bedre end Fremgangsmaaden. (Nhl.).
lukkast, v. n. (a—a), lykkes, gaae heldigt. Hedder lykkas søndenfjelds. G. N. lukkast.
Lukkefugl, m. i Spøg om En som altid har Lykken med sig.
lukkelaus, adj. uheldig, uden Lykke.
lukkeleg, adj. lykkelig. G. N. lukkulegr.
lukt, adv. ganske, lige til, med eet. Dei sprang lukt i Vatn’e. Han kunna slegje seg lukt ihæl.
Lukt, f. 1. Luft, Himmel. Bruges paa de fleste Steder vest- og nordenfjelds; ogsaa i Hall. Vald. og Gbr. I Sdm. hedder det Lykt. Ellers i Kr. og Ag. Stift: Luft. (Jf. G. N. loft. Holl. lucht). Upp i Lukt’a: op i Veiret, i Høiden. Burt i Lukt’a: hen i Veir og Vind. I lause Lukt’enne: frit i Luften, uden Fodfæste. I Lykt ꜳ Sky: i flyvende Fart, i Hu og Hast. Jf. Lukting.
Lukt, f. 2. Lugt (= Angje, Dꜳm, Tæv). Hedder i B. Stift: Luft. (Sv. lukt, som efter Ihre’s Formodning egentlig har betegnet Luften).
lukta, v. n. lugta (= anga, dꜳma).
Lukting, m. Lyn, Lynild. Sogn. Kan forklares af det foranførte Lukt (ligesom Isl. lopteldr), men har ellers en mærkelig Lighed med Angels. lihting (ɔ: Lyn) og lyht (ɔ: Lys). Jf. Lykt.
lulla, v. n. (a—a), nynne, synge for et Barn for at dysse det i Søvn.
Luma (aab. u), f. Lomme. Hedder mest alm. Lumme (tildeels masc.).
Lump, m. en Klods, en tyk Stump. Helg. Ellers Kubb, Kumb og fl.
lumpen, adj. tyk, klodset.
lumren (lumbrin), adj. døsig, sløv, mat. Nordre Berg.
Lun, n. Lyn; s. Ljon.
luna (aab. u), v. n. (a—a), lure, liste sig frem. Sdm. (sjelden).
Lund, m. 1. Lund, plantet Skov eller Række af Træer; Allee. Sjelden.
Lund, m. 2. Lettetræ; s. Lunn.
Lund, m. 3. Stemme, Sangstemme; eller en vis Klang i Stemmen. Han heve so go’ Lund te syngje. Sdm. I G. N. findes lund, f. Maade; jf. lyndt.
Lund, f. Hofte; s. Lend.
Lunde, m. 1. en smuk Søfugl af Alkeslægten (Mormon arcticus). Nordenfjelds. I Helg. Lunne.
Lunde, m. 2. flammet Ved, som voxer ud paa et Træ hvor Barken er afreven. Sdm. (Ellers: Jꜳr, Ripel, Runne). Hertil Lundeskaft, n. et Skaft af saadan Ved.
lunfengt, s. lonefengjen.
Lunga, f. Lunge.
Lungegras, n. Kongelys (Verbascum). Sogn og fl. Ogsaa kaldet Lungerokk og Lungerot, hvilket sidste paa andre Steder betyder Brunrod (Scrophularia). Jæd.
Lungesykja, f. Lungesygdom. Ogsaa kaldet Lungesott, f.
Lunk, m. Lunkenhed, en mindre Grad af Varme. Ogsaa Lunkje.
lunka, v. a. (a—a), gjøre lunken, varme lidt. Synes at forudsætte et Adjektiv „lun“; jf. ly og lyngje.
lunka, adj. lunken, lidt varm.
lunkast, v. n. varmes lidt, blive lunken. Jf. lyna, fløna, fjelgna.
Lunkje, m. s. Lunk.
Lunn, m. 1) en Stok eller Træstamme som tjener til Underlag, hvor noget skal lægges op eller trækkes frem; saaledes især om de Stokke som nedlægges paa et Landingssted (Stød) for at lette Optrækningen af Baadene. B. og Tr. Stift. (G. N. hlunnr). — 2) Haandspig, Lettetræ, at flytte Steen med. Tell. hvor det ogsaa hedder Lund. (Jf. Brut, Vaag, Handspik). I Ag. Stift, om Underlaget i en Tømmerstabel; s. Lunne. — 3) Bekvemmelighed, Herligheder ved en Gaard; s. Lunnende. Altsaa i Almindelighed: noget som er til Lettelse eller Bekvemhed.
lunna, v. a. (a—a), 1) lægge Underlag; nedlægge Stokke (Lunner) paa et Landingssted eller i en Kjørevei. 2) oplægge Tømmer i en Stabel. (Buskerud). S. Lunne og lynne. — Om en Fisker, som kommer hjem uden Fangst, siges at han maa „lunne“, for at hans Reise ikke skal være ganske forgjæves. Nordre Berg.
Lunnbit, m. et Skaar i Kjølen paa en Baad (som nemlig er til Hinder naar den skal optrækkes). B. Stift.
Lunne, m. 1. en Tømmerstabel, et stort Lag af Stokke; ogsaa en stor Dynge eller Hob, f. Ex. af Løv, Hø eller Fjeld-
