mos. Ag. Stift. (Jf. Lꜳn og Lad). Heraf lynne.
Lunne, m. 2. Fordeel, Bekvemmelighed; see Lunnende.
lunnelaus, adj. 1) om et Landingssted som mangler „Lunner“ (s. Lunn). — 2) om en Gaard, som ikke har nogen særdeles Bekvemmelighed eller Fordeel (s. Lunnende). Hedder ogsaa: lunneslaus (Ørk.), lunnalause (Hard. Voss).
lunneleg, adj. bekvem, beleilig. Ein lunnele’ Gar: en Gaard som har betydelige Fordele eller Herligheder. Nordre Berg.
lunnelege, adv. bekvemmeligt.
Lunneløysa, f. Mangel paa visse Bekvemmeligheder.
Lunnende, n. Bekvemmelighed, Fordeel, Lettelse; især visse Fordele eller Herligheder ved en Gaard. Nordre Berg. Ellers: Lunn, el. Lunnar, pl. (Hard. Voss), Lundar, pl. (Tell.), Lunne (Ørk.), Lynne, n. (Nhl.). G. N. hlunnindi, el. lunnende. — Denne Skogjen æ eit stort Lunnende (en stor Fordeel for Gaarden). Han fekk dæ mæ Lut ꜳ Lunnende (med Rettigheder og Herligheder). G. N. með lutum ok lunnendum.
Lunnstikke, f. Lundstikke, Tværnagle i Enden af en Hjulaxel. Ag. Stift. (I B. Stift: Hjulspyta).
lunsa, adj. oplagt, som har Lyst eller Lune til noget. Eg æ ’kje so lunsa. (B. Stift). Jf. Lone og lyndt.
Lur, m. 1. en Luur, et Instrument af Træ til at blæse i, dannet som en Trompet med et langt Rør. Alm. men hedder ogsaa Lu (Sogn, Tell.), formodentlig for Lud eller Ludr. (G. N. lúðr). I Tell. ogsaa Langelu, til Forskjel fra lignende mindre Redskaber, som ellers kaldes Tut og Stut. — Lur bemærker ogsaa et Rør eller noget sammenrullet som ligner et Rør. Borkalur, Nævrelur. (B. Stift).
Lur, m. 2. Møllebænk, de Planker hvorpaa Kværnen er anlagt. Hertil: Lurꜳs, m. Bjælke under en Møllebænk.
Lur, m. 3. 1) en Koie eller Seng i et Fartøi. Nordlandene. — 2) en Blund, en let Søvn. Alm. Sv. lur.
Lur, n. i Talemaaden „stꜳ pꜳ Lur“: lure, lytte. Hedder paa nogle Steder: Lurr (aab. u). Han høyre sjøldꜳ sitt Lov so pꜳ Lurr stend’e, ɔ: den som lurer, hører sjelden sin Ros. Sdm.
lura, v. n. (e—te), lure, liste sig omkring; ogsaa passe paa en Leilighed; sjeldnere om at lytte, s. lyde. Ogsaa v. a. f. Ex. lure seg te: liste sig til noget. lure seg av: liste sig bort. lure te seg: tilsnige sig.
lura, v. a. (e—te), overliste, besnære, narre. Meget brugl. Han æ ’kje go ’te lure. Dæ va dæ som lurte meg. Hertil Particip: lurt, narret, bedragen.
luren, adj. listig, skalkagtig.
Luring, f. Luren; Overlistelse. Derimod Luring, m. en listig Person.
Lurk, m. Kjæp, Stok, Kjølle. G. N. lurkr.
lurka, s. lirka.
lurre, v. n. lure; s. lura.
Lurumdrei, s. Lørung.
Lurva, f. en Pjalt (= Filla); et pjaltet, forrevet Klædningsstykke. (Isl. larfr). Mest i B. Stift. Den eine Lurvꜳ slær hi, ɔ: den ene Pjalt dingler ned over den anden. Ogsaa om uanseelige Dyr og Mennesker. (Jf. Larv). Rovꜳ gifte Lurvꜳ, ɔ: har man Jord saa bliver man gift, om man seer nok saa daarligt ud.
lurvast, v. n. blive pjaltet.
lurvet, adj. laset, pjaltet, forreven. Ellers larvut, fillut.
Lus, f. (Fl. Lys’er), Luus.
lusa, v. a. gjøre reen for Utøi; ogsaa: tugte, prygle.
lus-alen, adj. nem til at befænges med Utøi. Nordre Berg.
Lusing, f. Tugt, Prygl, Indsmøring.
luska, v. n. lure, passe paa en Leilighed. B. og Tr. Stift. Ogsaa v. a. gjøre reen for Utøi.
Lusp, m. en uanseelig Person; En som har stridt og uredet Haar; s. Lufs. luspen, s. lufsen.
Lut (uu), f. Lud, Askelud. I Sammensætning tildeels Luta, f. Ex. Lutagryte.
Lut (aab. u), m. (Fl. Lute, r), 1) Lod, Deel, Part som tilfalder En ved en Uddeling. Arvelut, Landslut, Mannslut. (Alm.). I Vald. og Sdm. tildeels: Lyt (aab. y); i Tr. Stift: Lot (aab. o). Fleertal deels Luta(r), deels Lute; i Tell. Lutir. G. N. hlutr, lutr. Sv. lott. (Jf. G. N. hljóta, faae, bekomme). — 2) Eiendeel, Kostbarhed, Klenodie. Brugeligt i Nordre Berg. Jf. Eignalut. — 3) Deel, Stykke, Afdeling af Rum eller Tid. Øvste Lut’en: den øverste Deel. Fyste Lut’en pꜳ Dagj’a: den første Deel af Dagen. (Nordre Berg.) — 4) Stump, Stykke af noget som er adsplittet. Tell. Hall. Han slo dæ i Lutir (i Stykker). — 5) de enkelte Led eller Tommer i et Hestemaal. Tell. (Ellers Støl og Stolpe).
