lytefeit, adj. altfor fed eller tyk, saa fed at det vansirer. Jf. skamfeit.
lytelaus, adj. ulastelig, uden Lyde.
lytestor, adj. forvoxen, utækkelig paa Grund af en usædvanlig Størrelse.
lytt, s. ly, lyd og lyta.
Lyu, en Lade; s. Løde.
Lyv (aab. y), n. Lindring, noget som stiller Smerten. Bruges i Hardanger. (G. N. lyf, Lægedom).
Ly-ver (ee), n. mildt Veir; s. ly.
lyvoren, adj. noget mild.
Læ, n. Led. — læ, v. n. see lægja.
læ, adj. om Luften: mild, ikke kold. Rbg. Tell. Gbr. Sdm. Namd. og flere. G. N. hlær. (Jf. ly). lætt Ver: mildt Veir, Tøveir. Heraf læna og Læka.
læa, s. lægja og ledje.
læast, v. n. blive mildere. Sjelden.
læg, s. lægja. — Læga, s. Lega.
Lægar, s. Lꜳg, f.
lægd (langt æ), f. et lavtliggende Sted; Huulning, Fordybning, en liden Dal eller en Flade som er omgivet af opstigende Bakker. Rbg. Tell. Nhl. Sdm. Helg. og flere. (G. N. lægð). Skulde ogsaa betyde Lavhed, af lꜳg, adj.
lægd, nedbøiet, af lægja, v. a.
Lægervall, Knibe, Forlegenhed. koma i Lægervall. Nhl. og fl. I andre Sprog betyder det den Kyst som man har paa Læsiden i Seiladsen (= Leland), men kan ellers forklares af lꜳg, adj.
lægja (lægje), v. a. (e—de), sætte lavere, gjøre lavt, nedtrykke. Rbg. (G. N. lægja). Af lꜳg. (Kunde hellere hedde lægra).
lægja (lægje), v. n. (læg’; log; lꜳe, — eller mest alm. lær; log; lætt), at lee; ogsaa smile, være lattermild; jf. smꜳlægja. — Inf. hedder ogsaa læa og læ, især i de sydlige Egne. G. N. hlæa, læa, læja. Præsens: læg’ i Gbr. Ørk. Sdm., ellers lær. Supinum lꜳe i Ørk. (hvor Imperf. hedder lo); ellers lætt, og maaskee nogle St. lægje. (G. N. hlegit). Imperativ læg! — Heraf Lꜳtt, Lætt; løgjen, løgleg, andløgd. — lægje ꜳt: lee ad, belee. Dæ log kvar Tonn’a ’ti han: hver Tand i ham loe, d. e. han var overordenlig munter. Nordre Berg.
lægjande (læand), adj. 1) leende. Han va bꜳde leikande ꜳ lægjande: han baade loe og spøgte. 2) som er at lee ad. D’æ ikje lægjande ꜳt di: det er ikke til at lee ad.
Lægje, n. Leie, Liggested. Mest i Sammensætning, som Kvennalægje (Mølleplads). Ogsaa om Fosterleiet i Dyr, f. Ex. Kalvslægje (i en Ko). Af liggja, lꜳg.
lægra seg, indkvartere sig, tage Herberge. Bruges tildels i B. Stift. (Jf. Sv. läger, Leir).
lægre (lavere), og lægst (lavest), s. lꜳg.
Lægsamar, m. den første Deel af Sommeren. Toten.
læja, s. lægja og ledje.
læka (læke), v. n. (a—a), blive mildere, om Luften eller Veiret. Nordre Berg. Rbg. og fl. — Jf. læ og lykka.
Læka (Læke), f. mildt Veir, Tøveir. Nordre Berg. Ørk. og fl. (Isl. hláka). I Gbr. Lække, som er mere regelmæssigt dannet (af læ) i Lighed med Lykka af ly, Mjꜳkkje af mjꜳ. (Gram. § 43).
læka, og lækall, s. leka.
lækja, v. a. (e—te), læge, helbrede.
lækjande, adj. som kan læges.
Lækjar, m. Læger, Helbreder (Læge).
Lækjeblad, n. Veibred (Plantago major). Ogsaa kaldet Lækjeblokka. Jæderen. I Sdm. Lækjingsblad og Grorablokke.
Lækjedom, m. Lægedom.
Lækjing, f. Lægelse, Helbredelse.
lækker, adj. bruges i Ag. Stift i Betydning: net, vakker, nydelig.
læli, eller lælli (for lægjeleg), adj. latterlig, pudseerlig. Namd. Indr. — Jf. løgleg.
Læm, m. 1. Falddør, Luge eller liggende Dør, f. Ex. ved Nedgangen til en Kjælder. Søndenfjelds. (Ellers Luka). Ogsaa en Luge eller Skaade paa en Væg, nemlig ved et Vindue eller en Glugge. (= Luka, Glasluka). Sv. lämm. Isl. hlemmr, et Laag. — 2) et Loft, et Fjelegulv paa Bjælkerne i den øverste Deel af et Rum eller Værelse. Kovelæm, Fjoslæm, Naustlæm. B. og Tr. Stift. (Ellers Træv, Hjell, Skukk, Spꜳng og fl.). I Nordre Berg. bliver et Loft kaldet Læm, naar det bestaaer af sammenføiede Fjele, men Hjell naar det dannes af Stænger eller løselig nedlagte Fjele. — 3) Gallerie; Pulpitur i en Kirke. (Kyrkjelæmen). B. og Tr. Stift. Ellers kaldet: Træv (Kr. Stift), Kor (Vald.), Hjell (Ørk.), Overlaup (Gbr.).
Læmende, s. Lemende.
læmja, v. n. (læm’; lamde; lamt), 1) banke, slaae. Shl. Han lamde pꜳ ꜳ slo. (G. N. lemja, mørbanke). Jf. lamd og lamen. — 2) rinde og dryppe idelig. Sdm. især om en langvarig Regn. Han helde pꜳ ꜳ læm’e ned.
Læmjing, f. idelig Regn. Sdm.
Læms (Lemsa), s. Lefsa.
Læn, s. Lin. læna, s. lina.
