læna, v. n. (a—a), varmes, blive mildere; om Veiret. (Af læ, adj.). Tell. Sdm. og fl. Udtales sædvanlig kort som lænna. Jf. lyna. (Isl. hlána).
lænde, s. lenda. Lænding, s. Lending.
Længd, s. Lengd. længje, s. lengja.
Lænse, s. Lengsa. læntau, s. lentug.
Lær, n. Laar. Bruges paa mange Steder omvexlende med Lꜳr. (Isl. lær og lár). Lærbein, n. og Lærlegg, m. Laarbeen.
Lær, n. s. Led. — lær (leer), s. lægja.
læra, v. a. (e—te), lære; a) øve sig i en Kunst; b) oplære, undervise En. I sidste Tilfælde med Dativ og Akkusativ; f. Ex. Han lærte Bonnom Kunsten sin. — lære seg til: vænne sig til, øve sig i. lære upp-atte: lære om igjen.
Læra, f. Lære; især Haandværkslære. Ogsaa Studering; f. Ex. Prestlæra, ɔ: det theologiske Studium.
lærande, adj. værdt at lære.
lærd, adj. oplært, udlært; ogsaa lærd, studeret. Hedder oftest: lær, lær’e.
Lærdom, m. Lærdom, Lære; Studering, Videnskab; ogsaa Lærdhed.
Læresvein, m. Lærling. (Sjelden). Ellers Læregut, om en Dreng som gaaer i Lære.
Lærv, s. Larve. lærvꜳt, s. larvut.
læsa, v. a. (e—te), lukke, tillaase (af Lꜳs); ogsaa tilslutte, fæste, sætte fast. G. N. læsa. — læse atte: tillukke. læse upp: oplykke. — Particip læst: lukket, tillaaset. Jf. harlæst.
Læsing, f. Tillukkelse; ogs. Befæstelse.
læska, v. a. læske.
læst, v. n. lade til, udgive sig for; see lꜳtast. Af denne Form har man ogsaa dannet et Substantiv: Læst, m. f. Ex. Dæ va bære Læsten hass, ɔ: det var kun hans Foregivende, det var ikke Alvor. Pꜳ Læst: paa Skrømt. (Rettere Læta).
læt (lader), s. lata og lꜳta.
Læt, m. s. Lit. — Læta, s. Lete.
Læta (Læte), f. 1) Lyd, Tone; i Særdeleshed: Piben, Kvidren, Snadren o. s. v. Meget omfattende ligesom Stamordet lꜳta. Bruges næsten overalt; men hedder paa nogle Steder: Lꜳt, Lꜳte; ogsaa Læte, n. (eit Læte). Sv. läte, n. — 2) Skrig, Jamren; ogsaa Klynken og Klagen, ideligt Overhæng; ligesaa Skjenden, Knurren, idelig Gjentagelse og Oprippelse af en Sag. — 3) et Foregivende, eller noget som er fremkommet kun for et Syns Skyld. (Jf. lꜳta og lꜳtast). D’æ bære Læta: det er ikke noget virkeligt, eller alvorligt. (Jf. læst). Ei lita Læte: en Tingest, en liden Ting. Ørk. og fl. — I Sdm. siges ogsaa: „D’æ ikje noka Læte pꜳ di“: det seer ikke ud til noget, det har ikke nogen rigtig Skik. Jf. Vællæte, Illelæte.
Læte, n. 1) Lyd, Tone; ogsaa Klage, Klynken (ligesom Læta). Hard. Vald. og fl. — 2) Lader, Adfærd, Gebærder. Tell. og flere. Isl. læti. Jf. Storlæte, Ovlæte.
Lætt, og lættmild, s. Lꜳtt.
læve, v. n. (a—a), kludre, gjøre noget kun løseligt og ikke tilgavns. Sdm. Hertil læven, adj. om En som farer kun løseligt over et Arbeide og ikke gjør det stærkt eller fast nok.
Læven, n. Larm, Støi, Lystighed. (Egentlig en fremmed Form). Jf. Livnad og Liverne.
Læ-ver (ee), n. mildt Veir, Tøveir. Jf. Lyver.
Lø, f. 1) for Ljꜳ. (Indr.). 2) for Lod. (Ørk.). 3) for Løde (Tr. Stift).
Lø, m. Indbygger af Lom i Guldbrandsdalen. See Lomvær.
løa, v. s. løde. — Løa, f. s. Løde.
lødd, part. 1) oplagt, opstablet; 2) ladet; f. Ex. ei lødd Byrse: et ladet Gevær.
løde (løa), v. a. (e—de), 1) opstable, lægge lagviis eller i en Stabel (Lad). Hedder ogsaa la, lꜳ, lꜳdꜳ (see lada). 2) lade, lægge Ladning i (f. Ex. i et Gevær). I Hall. læa; see ledje. (G. N. hlaða, imp. hlóð). I Nordre Berg. siges „løde“, om at lade et Gevær, men „ledje“, om at lade et Fartøi.
Løde (Løa, aab. ø), f. en Lade, Hølade. Jf. Lꜳve, f. I Nfj. hedder det Lade; i Namd. forekommer Lodo, og Loo, som hentyder paa den mere regelrette Form Loda (aab. o). Ellers Løe og Lø, ogsaa Lyu (Hedmarken); jf. Høylo, Hulu. Sv. lada. G. N. hlaða, pl. hlöður.
Lødegrind, f. Stolper, Bjælker og Tværbaand i en Stavlade (altsaa Bygningens egentlige Ramme eller Skelet uden Tag og Vægge). Nordre Berg. (hvor Laderne sædvanlig ere Stavbygninger).
Lødelꜳn (Lølꜳn), f. Ladebygning. Jæd.
Lød-eng (Løæng), f. Engstykke som hører til en Skovlade, eller af hvis Hø en saadan Lade kan fyldes. Sogn.
Lødestav, m. Ladestolpe; s. Stav.
Løding, f. Opstabling; Ladning; s. løde.
Løfse, s. Lefsa.
Løgje, n. 1. Havblik, Stille, Sagtning i en Storm. Nordre Berg. (Jf. lægi, i Alvismál, V. 23).
