En noget, især noget ondt. Sogn, Sdm. og fl. Han avla dei ei Skjæmsla ɔ: han forvoldte dem en Irettesættelse, klagede paa dem saa at de bleve overskjendte. (Isl. afla, skaffe).
avlaga, adj. forstyrret, bragt i Uorden. Tell. og fl. — avlaga seg, fordreie Ansigtet, gjøre Grimaser. Tell.
av-lagd, forældet, gaaet af Brug.
avlagje, aflave, f. Lag.
avlands (Vind), som blæser fra Landet.
avlang’ (avlꜳnge), adj. aflang.
avlaus, adj. 1) fal, ledig, færdig til Benyttelse. B. Stift. 2) løbsk. Gbr. Øyken sprang avlaus for døm, ɔ: deres Hest gik løbsk.
Avlꜳting, m. Levning, Efterladenskab. Sdm.
Avle, m. Avling af Jorden, Frugt, Afgrøde.
Avle(d), m. see Uvlid.
avlefte, v. n. afhugge Lafterne (paa gammelt Tømmer). Rbg. Tell. — See Laft.
avleide (avleia), v. a. udsætte til en anden Tid, forhale. B. Stift.
Avleide (Avleia), f. Forhaling, Udsættelse til en senere Tid. I Nhl. Avleia og Ꜳvleia; i Sdm. Avleiding og Avleidsle, der udtales: Avleltje, el. Avlelsje.
avleides, adv. af Veien, afsides. (Sjeld.).
avleikꜳ, langt borte, langt fra Maalet. Sdm. (Uvis Oprindelse).
avleites, adv. af Syne, hen til et Sted som man ikke kan see. Jæd. (Udtalt: avleides, see Gram. § 90). Jf. Leite.
avlessa v. n. (e—te), aflægge Læsset.
Avletle, s. Avleide.
Avlette, et Slags Vafler (eg. Oblat). Guldbr.
av-liden (avleen), forløben, forbigaaen (om Tid). avli’e Middag: noget over Middag.
avlikka, adj. falmet, affarvet. Helg.
avloa (ꜳvloa), v. a. (a—a), slagte, dræbe. Søndre Berg. Isl. aflóga (som ogsaa betyder: afhænde). Jf. torga.
av-loa (for avloda), indhøstet. Di ha avloa: de ere færdige med Indbjergningen. Helg. (hvor Stamordet Lo(d) ikke bruges).
Avloding, f. Indhøstning; Afgrøde. Sdm.
avlug, adj. stærk, kraftfuld. (Sjelden).
Avlysing, f. Mørkning, Skumring. Tell.
av-lyst, afskaffet (efter offentlig Bekjendtgjørelse). See lysa.
Avlæte, n. 1) underlige, usædvanlige Gebærder. Guldbr. 2) see Ovlæte.
av-mꜳdd, afslidt, udskrabet. Helg. — S. mꜳ.
avmunds, adv. for seent, over den rette Tid (Mund, n.). Sdm. og fl.
av-møya, skilt ved sin Mødom.
av-noggjen, afdslidt ved Gnidning.
av-rꜳdd, 1) fraraadet; 2) som har opgivet sit Forsæt. Tr. Stift. Han æ avrꜳdd mæ dæ (Ørkd.): han har betænkt sig, er kommet paa andre Tanker.
Avrꜳnd, f. Udkant; Strimmel i Kanten. Valders; ogsaa Avrønd.
Avrꜳng, m. frossen Snee, Skare. Sdm. S. Harang (som maaskee er samme Ord).
avregda, m. frossen Snee, Skare. Sdm. S. Harang (som maaskee er samme Ord).
avregda, uhyre stor, usædvanlig. Sdm. Maaskee for Avbregda; see avbragsleg.
av-reidd, irettesat, overskjendet. Sdm.
Avreidsle (udt. Avreltje, el. Avrelsje), f. skarp Irettesættelse, Skjend, Sandsekage. Sdm. Nfj. (Jf. Skjemsla).
av-rokjen (aab. o), afdreven, bortdreven; s. rekan.
avsete (aab. e), Fl. f. de Ender af Rendegarnet, som blive tilovers, naar Væven er færdig. Bruges i de sydlige Egne, ogsaa i Sogn, Guldbr. og fl. Derimod: Avinga (Fl. m.), i Sdm. og Tr. Stift. Jf. Ave. Isl. afuggur.
avsett’ (ꜳvsette, ꜳgsett), afsat.
avsides (avsies), adv. afsides.
avskapt, adj. fordreiet, hæsligt udseende af Vrede eller Skræk. Sdm. og fl. (Rettere avskapa).
avsko, v. a. tage Skoene af.
avskoga, adj. blottet for Skov.
av-skoren, skaaren itu; ogsaa: afskaaren, f. Ex. om en Ager.
Avskur (aab. u), m. et afskaaret Stykke. Isl. alskurdr.
av-slegjen (sleien, slien) slaaet itu. Derimod: ha’ avslegje: være færdig med Høslætten.
av-sloppen, skaanet, undkommen.
av-snakka, aftalt, afgjort.
avstad, hen, ud, afsted. Hedder ellers: avsta, afta (Jæd.), ꜳvsta (Shl.), stad (Nfj.), sta (mest alm.).
av-starva, afgaaen, død. Helg.
avstrokjen (aab. o), undvegen, som har løbet sin Vei.
avstybbe, v. a. kappe, afhugge. Ørk.
avstyra, v. a. stille, bringe til Orden, forhindre fra Slagsmaal eller Voldsomhed. Berg. Stift. (Isl. afstýra, afværge).
Avsvøyp, m. Afkrog, Udkant. Sdm.
Avsøla, f. Skyggeside, et Sted som vender fra Solen eller har Mangel paa Solskin. B. Stift. Ellers: Bakside, Baklid. — Jf. Forsøla.
