Løgje, n. 2. Løier, Morskab. B. Stift. (sjelden). Udtales Løie el. Løye og adskilles saaledes fra det foregaende. — Lꜳtt ꜳ Løie: Latter og Spøg. gjera eit lite Løie: gjøre en Smule Løier. (Sv. löje, Latter).
løgje (løie), adv. latterligt; ogsaa underligt, besynderligt. Da gjekk so løie te. B. Stift.
løgjeleg (løile), latterlig; s. løgleg.
løgjen, adj. løierlig, pudseerlig, morsom; ogs. underlig, besynderlig. Meget brugeligt i B. Stift og udtales sædvanlig løien (undtagen i Indre-Sogn hvor det hedder løgen, aab. ø), men i Fleertal løgne, comp. løgnare; superl. løgnaste. See løgleg. Han æ so løien te snakka: han taler saa pudseerligt. Dæ va bꜳde ilt ꜳ løie: det var baade fortrædeligt og latterligt. Løgnefære, pl. latterlige Gebærder. Løgnesnakk, n. latterlig Snak. — Ordet forudsætter et Stamord løgja v. a. med Betydning: faae til at lee (af lægja, log); hvilket ogsaa findes i det gamle Sprog i Formen: hlægja. — Jf. andløgjen, andløgd og løgleg.
løgleg (aab. ø), adj. løierlig, latterlig. Rbg. Tell. Hall. Valders. (Isl. hlæilegr). Hedder ellers: løile, for løgjeleg (Gbr. Helg.), lælli, el. læli’ (Namd. Indr.), og løgjen el. løien (Vestenfjelds). S. forrige.
løgnaste, s. løgjen. løileg, s. løgleg.
Løk, m. 1. en dyb og stillerindende Bæk, et Vanddrag i en Sump eller Myr. Tell. Shl. Sdm. Ndm. Gbr. — I Tell. har det i Fleertal Løkjir. G. N. lækr.
Løk, m. 2. Navlestrengen paa et Foster. Brugeligt i Nhl.
Løk, Løgvæxt; s. Lauk.
løkja seg: danne blanke Striber som ligne Bække; om Søen i Regnveir. Hard. Af Løk (Bæk).
Løkje, n. en Vovehals, En som vil gjøre mere end de andre. Ndm. (sjelden).
Lømb, s. Lamb. Lømenne, s. Lemende.
Løn (langt ø), f. Løn, Belønning. G. N. laun.
løna, v. a. (e—te), lønne. (Den gamle Form launa synes at være tabt).
lønande, værdt at belønnes.
lørre, i Talemaaden „ꜳ lørre“, ɔ: paa klem, halv aaben. Ndm. I Sdm. „ꜳ lerre“.
Lørung, m. Ørefigen. Voss. (Isl. löðrungr). I Sdm. siges i lignende Betydning: Lurumdrei.
Løs, s. Ljos. — Løt, s. Lut.
Løvd, f. en Haandbred, Haandfladens Brede som Maal. Meget brugl. i B. Stift. (Isl. læfð). Af Love.
løyen, s. løgjen. løyle, s. løgleg.
løyna, v. a. (e—te), dølge, skjule. Nhl. Hard. Sæt. Tell. Valders. (G. N. leyna). Dæ løyne seg: det ligger skjult, det er vanskeligt at opdage.
Løynd, f. Skjul, Løndom. I Løynd: i Stilhed (Sjelden). Hertil hører maaskee den Talemaade: „i lyndꜳ“, som bruges i Nordre Berg. f. Ex. Han æ be’re i lyndꜳ eld i syndꜳ, ɔ: han er bedre end han seer ud til. S. følg.
løynd, adj. skjult. I Nordre Berg. hedder det lynd; f. Ex. ei lynde Hole: en liden Dal som ikke kan sees i Frastand.
Løyndom, m. Løndom. Sjelden.
Løyne, n. Skjul, Smuthul. Sjelden.
løynleg, adj. lønlig, hemmelig.
løynt, adv. hemmelig, i Stilhed. Valders.
Løynvꜳg, f. Undersø, Bevægelse i Vandet efter at Stormen er forbi. Hedemarken (Lønvꜳger). Jf. Grunnstøyt.
løyp, løber; s. laupa.
løypa, v. a. (e—te), 1) sætte i Gang, drive afsted, faae til at løbe. (G. N. hleypa). Af laupa. — løype Timbr: nedstyrte Tømmer fra et Fjeld eller over en Klippe. løype ned Snøre: lade Fiskesnøret gaae tilbunds. — 2) glide paa Snee eller Iis, rende paa Kjælke eller Skier. Rbg. Tell. (Ellers: aka, renna, skria). Hertil Løypebakkje, Løypeføre. — 3) løbe Mælk, varme Mælken saa at den brister eller ostes. (Jf. laupa). Ogsaa om at opkoge Fiskehoveder eller Fiskeaffald til Foder for Kvæget. — „løype Bork“, er derimod at flække Bark af Træerne. Ligesaa „løype Næver“. Ørk.
Løypa, f. 1) Bakke eller Klippe, hvorover man nedstyrter Tømmeret fra en Fjeldskov. B. Stift. Ellers Laup, Skot, Rensl. 2) Omstyrtning, Omvæltning, Rumstering. Nordre Berg. Han ha væl gjort ei Løype: han har vel gjort en Ulykke. I Sdm. siges ogsaa „Gløype“, som ligner G. N. glæpr, Forbrydelse.
Løypegjor, f. en Gjord eller Bugt af Træ, som man sænker tilbunds for at opfange eller ophale nedsjunkne Sager.
Løypegut, m. en Dreng som man leier til at gaae med Ærinder. Nordre Berg. Ellers Visargut.
Løyping, f. det at man sætter noget i Gang eller Løb; s. løypa.
Løypt, f. Løb, Fart; Nedgliden, Styrtning. Nordre Berg. Nordenfjelds udtales det: Løyft. kome pꜳ Løyft’a.
løypt, part. løbet, ostet; om Mælk.
løysa, v. a. (e—te), 1) løse, gjøre løs
