han er for svag af Kræfter, han kan ikke gjøre saa tungt Arbeide. Ein Kars Magt: en voxen Mands Kræfter. — Beslægtet med: mꜳ, Mꜳtt, megande.
magtast, v. n. formaae, have Magt eller Formue til noget.
magtig, adj. stærk, kraftfuld.
Magtlaus, adj. svag, kraftløs, udmattet, f. Ex. efter en Sygdom.
magtløysa, f. Vanmagt, Svækkelse, Udmattelse.
Mak, m. Ro, Mag, Stilhed. (Jf. Umak). G. N. mak, n. Bruges kun i Forbindelse med „i“, og oftest i Formen Makje (Dativ). „ver i Mak“: vær rolig. Nordre Berg. „fara i Makje“: fare sagte og langsomt frem. „gꜳ i Makje“: gaae langsomt. Ligesaa: ro i Makje, kjøyre i Makje o. s. v. B. og Tr. Stift. (Jf. rꜳleg, makleg). snakka i Makje: tale sagte, hviske. (Modsat: ihøgt, upp i høgt).
mak, adj. om Vinden: løi, svag, ikke stærk. B. Stift. G. N. makr, rolig.
maka, adj. magelig, bekvem, flad og jævn, om Veie. Tell.
maka, v. a. 1. (a—a), mage, lave, faae istand. Jf. Maksel.
maka, v. a. 2. (a—a), 1) sammensætte parviis, opstille som et Par. (Oftere para). 2) "maka seg“: parre sig; om Dyr.
makast, v. n. stilles, sagtne; om Vind. (Af mak). Hedder ogsaa maka seg. Nhl. og fl.
makelaus, adj. mageløs, overordentlig. makelaust, adv. uden Lige, overordentligt. (I de sydlige Egne hedder det: makalaust, ligesom Makaløysa og fl.).
Makeløysa, f. 1) Mageløshed; 2) en mageløs Ting, Noget som er uden Lige.
makeskifta, v. a. ombytte en Gaard eller Jordeiendom med en anden af samme Værd. — Makeskifte, n. Mageskifte.
Makje, m. 1. (Fl. Maka, r), 1) Mage, tilsvarende Han eller Hun; mest om Dyr, især Fugle. Jf. maka, v. a. — 2) den ene af to Ting, som høre sammen; f. Ex. Skoe, Handsker, Traade i en Væv o. s. v. — 3) Lige, Ligemand, eller lignende Ting. Alm. Hedder ogsaa Make, Maka (Ag. Stift), Mꜳkꜳ (Gbr. Ørk. Indr.). G. N. maki. Eg hev’ ikje haurt Makjen: jeg har aldrig hørt sligt. Dæ finst ikje mange Makanne: der findes ikke mange slige. Han æ ikje meir elder Manns Makje: han er ikke mere end andre Folk; der er intet usædvanligt ved ham.
Makje, m. 2. et Tørrehuus, Hytte hvori Korn tørres. Helg. (hvor det ogsaa hedder Bastua). I Namd. Mækje. — Jf. Turkestova.
Makk, m. Maddike, Larve, Orm. (Adskilles overalt fra „orm“, som her betyder Slange). Formen Makk er herskende i B. og Kr. Stift; derimod hedder det Mark i Ag. Stift, og tildeels i Tr. Stift og Helgeland. Sv. matk, mask; G. N. maðkr. Ang. maða.
Makkebøle, n. Indvoldsorm; en Sygdom som foraarsages af smaa Dyr i Indvoldene. B. Stift.
Makkehol (aab. o), n. Hul som er gnavet af Orm f. Ex. paa Nødder.
Makkehus, n. et Spind eller Dække, hvori en Larve ligger indhyllet.
Makkemat, m. Ormeføde.
Makkesmog (aab. o), n. Ormegnav, Ormehuller i Træ. — makkesmogjen, adj. forgnavet af Træorm. B. Stift. (Isl. maðksmoginn).
makk-eten, adj. ormstukket, forgnavet af Orm.
Makketid, f. den varmeste Aarstid, da Kjød og Fisk lettest bedærves af Maddiker.
makleg, adj. stille, rolig, ikke stærk eller voldsom; ogsaa magelig.
makle(ge), adv. sagte, langsomt.
Makrel (ee), m. Makrel. (Jf. Gjeir og Stokkꜳl). Eng. mackrel.
Makrelstyrja, f. Tantei.
Maksel, m. Skik, Snit, Maneer paa et Arbeide. Tr. Stift. Af maka.
Mal, s. Mol og Mæl.
mala, v. a. (mæl; mol, male), male til Meel, knuse. Ogsaa om den egne snurrende Lyd, som Kattene lade høre naar man kjæler for dem. — Supinum hedder ogsaa mile aab. i (Sdm.), mele, el. mæle (Tr. Stift).
Malar, m. Møller, Kornmaler.
malen, partic. malet til Meel. Hedder ogsaa milen (aab. i) og melen (Sdm. Romsdalen og fl.).
mali, eller malli, adv. meget, betydelig, ikke lidet. Namd. Indr. — Skal ogsaa hedde: manli.
Maling, f. Malen, Kornmaling.
maliskjøsk, adj. trodsig, næsviis. Nordre Berg. (Af et fransk Ord).
Malje, f. et Slags Spænder i Snørliv. Nordre Berg. — I Tell. Male, f. Jf. Mella.
malli, meget; s. mali.
Malm, m. 1) grovt Metal; især Jernmalm, og overhoved om støbt Jern. Hertil Malmhella, Malmplata, Malmklokka og flere. — 2) Kjerneved, den indre og
