fastere Ved i Naaletræerne. Søndenfjelds. (Ellers Adel, Al, Goved). Hertil Malmfuru, Malmve(d) og flere.
Malt, n. Malt. Jf. melta.
Mamma, f. Moder (i Børnenes Sprog). I Sætersd. bruges det ogsaa af voxne Folk, nemlig som Tiltaleord.
mana, v. a. (a—a), opægge, ophidse, udfordre; ogsaa fremkalde, mane.
Managras, s. Krꜳkefro.
mandomsam, s. under Mann.
mang (el. mꜳng), mangen. Kun sammensat med ein (mang-ein); i Femininum med ei (mang-ei). I Neutrum bruges det ogsaa eenligt (mangt) og oftest substantivisk; f. Ex. Dei hadde mangt te snakka um. I Berg. Stift: mꜳngt.
mange, adj. pl. mange. Hedder ogsaa mꜳnge (mest alm. i Berg. Stift) og mangje (Hard. Voss). Jf. Mꜳng, n. G. N. og Isl. margir; men Ang. manig; Gam. Tydsk manag. Af Formen marg findes Spor i marglia; jf. marfreisten og Marlakje.
mangeleis (for -leides), adv. paa mange Maader. I Hall. og Valders hedder det mangelein.
mangestade, adv. mangesteds. Hedder ogsaa mangesta’n, og mꜳngestads.
mangfaldig, adj. 1) mangfoldig; 2) vidtskuende, som har meget forskjellige Tanker og Planer.
Mangjelsausa, f. Madslev, Suppe-Øse. Helg. (Vefsen, Ranen). Saaledes ogsaa Mangjelsgryta, f. Madgryde. (I Sdm. Maggjarsgryte). Jf. Maggjer og Mꜳng.
mangla, v. a. rulle eller presse Klæder med Mangletræet. Helg. og Tr. Stift.
mang-lia (aab. i), adj. vel bemandet, som har en stor Familie, eller har mange Folk hos sig. Tell. Hos de Gamle ogsaa marglia, for marglida, af det gamle lið, ɔ: Folk. Modsat fꜳlia.
mangmꜳlug, adj. snaksom, som taler meget. Tell. (sjelden).
mangment, adj. mandstærk, som har mange med sig. Dær æ ikje mangment (ikke meget Folk). Helg. Dei va so mꜳngmente. B. Stift.
mangorig, adj. snakkesalig, som bruger mange Ord. I B. Stift: mꜳngorige (Sv. mångordig).
mangtenkt, adj. som har mange Tanker og Planer. Sjelden.
Maning, f. Manen; Opæggelse.
manka, s. mꜳnka.
Mann, m. (Fl. Menn’er), 1) Menneske, Mand eller Kvinde. (G. N. maðr, acc. mann). Denne gamle Betydning findes kun i visse Forbindelser, saasom: Karmann og Kvinnmann; mannheilt, mannkjemt, mannvond; Mannekjøt, Manneblod, o. s. v. Ligesaa i Talemaaden „vera Mann til“, ɔ: være i Stand, have Kræfter til; — hvilket bruges baade om Mænd og Kvinder; f. Ex. Ho va ikje Mann te gꜳ lenger. B. Stift. (Jf. Menne). — 2) Ætling i nedstigende Linie, Led i en Slægt. Mann ette Mann: fra Slægt til Slægt, Søn efter Fader. Dæ va femte Mannen frꜳ han: han nedstammede fra ham i femte Led. Te niande Mannen: til niende Led. Jf. Trimenning, Firmenning. — 3) Mand, Mandfolk; Karl, Arbeidsmand. (Jf. Kar). Naar et Tal eller et lignende Ord gaaer foran, hedder Fleertal ogsaa „Mann“; f. Ex. fem, seks Mann; alle Mann. I samme Tilfælde bruges ogsaa Genitivet „Manns“, f. Ex. Tie Manns Vit ꜳ tolv Manns Styrkje. Fleertal hedder ellers Menner (med Halvlyd), Menn’ar, Menn’a, Menn’e. (G. N. menn). I bestemt Form; Menn’enne (Menn’inn, -ann). Dativ: Mennom (Ørk.), Monnꜳ (Sdm.). — 4) Ægtemand, gift Mandsperson. (Modsat Dreng, Gut). — 5) Huusfader, Familieforstander; ogsaa Opsidder, Gaardbruger; f. Ex. Dær æ fire Mann pꜳ den Gar’a (Gaarden bestaaer af fire Brug). Med et eget Eftertryk betegner det ogsaa en dygtig eller anseelig Mand; f. Ex. Dæ vart Mann ’ta han, ɔ: han kom sig godt, blev en anseet Mand. (Jf. Folk). — Af gamle Former mærkes: Manne eller (i Søndre Berg.): Manna, som egentlig er et Fleertals-Genitiv og bruges i Talemaader, som følgende. „Manne høgst“: høiest i Rækken eller i Selskabet. Han sette seg Manne høgst. (I Søndre Berg. Manna høgst). Ein kann ikje høyra Manne Mꜳl: man kan ikke høre Menneskers Stemme. I Manna Minne: i Mands Minde, saa længe som Folk mindes. „Koma til Manne“ (el. te Manna): komme til Folk, til et beboet Sted. (See første Betydning af Mann). Derimod: „koma te Manns“: komme sig, komme til Velmagt, blive anseet. „Til Manns“ betyder ellers: tilmands, for hver Mand. Manns Fær: mandigt Væsen, Adfærd som passer for en Mand. Ligesaa: Manns Snakk, Manns Or og flere. Pꜳ Manns Vis: mandigt, som det sømmer en Mand. I Manns Hand: i Menneskers Hænder. Mann-
