sens Lukka: et Menneskes Lykke. Mann av Huse, s. Hus.
manna, adj. bemandet, besat med Folk. Sjelden, s. ment.
manna (seg), v. a. opmande sig, tage Mod til sig. Buskerud. (manne se). I Tell. „magne seg“.
Mannadaue, s. Manndaude.
mannast, v. n. forfremmes, blive mere mandig, tage til i Kræfter og Duelighed. B. Stift og fl.
Mannatokka, s. Manntekkje.
Mann-aukje, m. Noget hvorved En udfylder det som mangler i hans Høide eller Længde; især en Klods eller Blok, som man lægger under Fødderne til at spænde imod, naar man roer. Tr. Stift.
mannbisk, adj. om et Dyr, som anfalder og bider Menneskene. Nordre Berg.
Mannbjønn, m. i Folkesagnene: en Mand som er forvandlet til en Bjørn; ogsaa en Bjørn som angriber Menneskene eller viser en usædvanlig Dristighed. Nordre Berg.
Manndaude (Mannedaue), m. Sygdom eller Ulykke hvorved mange Mennesker døe.
Manndom (Mandom), m. Mod, Kraft, Dygtighed; ogsaa Hjælpsomhed, Ædelmodighed, ædelt og ophøiet Sindelag. Meget brugl. i B. og Tr. Stift. — taka Mandomen fyre seg: tage Mod til sig, bruge Alvor, opbyde sine Kræfter. „Ein Mandoms Mann“: en dygtig og hjælpsom Mand. „Ei Mandoms Kꜳna“, siges især om en gavmild Kone.
manndomsam’, adj. dygtig, mandig, uforsagt, som veed at bruge sine Kræfter; ogsaa hjælpsom, gavmild. Mest i Nordre Berg.
Mannebein, n. Menneskebeen (= Folkebein). Saaledes ogsaa Manneblod, Mannekjøt, Mannehꜳr, Mannehovu(d), Mannekropp og flere. I Søndre Berg. Manna, f. Ex. Mannahove.
Mannebyte, n. Mandskifte paa en Gaard; det at en Mand afgaaer og en anden kommer i Stedet.
manne-høgst, s. under Mann.
manneleg, adj. mandig, dygtig, stræbsom og uforsagt, især i vanskelige Omstændigheder. Meget brugeligt i Nordre Berg. og ellers almeenforstaaeligt.
mannelege, adv. dygtigt, tilgavns. Dæ va mannele’ til-tikje: man havde taget ret dygtigt til. Nordre Berg.
Mannemagt, f. Menneske-Kræfter, i Modsætning til mekaniske og Dyrs (især Hestes) Kræfter.
mannemillom, adv. fra Mand til Mand, eller fra en Gaard til en anden. I B. Stift ogsaa mannamyllꜳ.
Mannemink, m. egentlig Formindskelse af Folk; oftere om en Forringelse eller Skam for en Familie, det at en Mand vanslægter fra sine Forfædre. Sdm.
mannerædd, adj. menneskesky. Sjelden.
Manneskifte, s. Mannebyte.
Mannetrꜳng, m. Trængsel, Tranghed i en Samling af Mennesker. Sjelden.
Mannfall, n. Mandfald, Nederlag.
mannfaren, adj. betraadt af Mennesker, om Fjeldmarker. Gbr. (?)
Mannfolk, n. Mandkjøn; Mandfolk. (Mest i Fleertal).
Manngar, m. en Ring eller Kreds af Mennesker. Dei gjore Manngar um han: de omringede ham, sloge en Kreds omkring ham. Meget udbredt Ord. G. N. manngarðr.
mannheilt, adj. n. 1) frit for Sygdom; saaledes at alle Beboerne paa et Sted ere friske. Yttre-Sogn. „Æ da mannheilt hjꜳ dikke“: staaer det godt til med Helbreden hos Eder? — (I Sdm. udtrykkes et lignende Begreb ved „Folkehelse“). — 2) om den Tilstand, at Beboerne paa et Sted ere de samme som før, og at intet Dødsfald i en vis Tid er indtruffet. Helgeland.
Mannheit, f. Mod, Kjækhed (= Manndom); ogsaa en Velgjerning, en ædel Handling. Nordre Berg.
mannjamt, adj. n. og adv. almindeligt, som finder Sted hos Alle, strækker sig til Alle og Enhver.
mannkjemt (mannkjømt), adj. om et Sted, som er meget tilgjængeligt, beleiligt for Tilløb af Folk, meget besøgt. Nhl. og fl.
mannkjend, adj. vel bekjendt med Folket paa et Sted. Voss.
Mannlauk, see Marlauk.
mannlaus (mannelaus’e), adj. mandløs; som har mistet sin Mand.
Mannloga (aab. o), f. Voldgift, Afgjørelse ved Skjønsmænds Dom. Sætersdalen. (Jf. laga og Log).
Mannløysa (Manneløyse), f. Mangel paa en dygtig Mand eller Familieforstander. Jf. Kꜳneløysa.
Mannsalder, m. et Menneskes Levealder.
Mannsemne, n. Dreng. Eit godt Mansemne: en haabefuld Yngling.
Mannshøgd, f. Mandshøide, som Maal.
Mannskade, m. Mandskade, det at Folk komme til Ulykke, f. Ex. paa Søen.
Mannskap, n. 1) Mod, Dristighed, mandigt Væsen. B. Stift. Han hadd’ ikje
