denfjelds om et Engstykke, som man kan slaae for en Løn af en Mark eller 24 Skilling.
Markevidd, f. Udmarkernes Vidde.
Mark-lag, n. den mindste Eenhed af Jordskylden, udgjørende en Fire-og-tyvendedeel af en Øre. Ørkedalen. Ogsaa kaldet Mark.
Mar-klung, m. en naturlig Kvast eller Krands paa en Green. Helg. See Marisop.
Marknad, m. 1) Marked. Nordenfjelds. hedder det deels Markna, deels Martna. I de sydlige Egne: Markn eller Marken. Sv. marknad. — 2) et Handelssted, en Landhandlers Gaard. Helg. (i Formen Martna).
Marlakje, el. Marlak, n. Bladmaven, den tredie Mave i de drøvtyggende Dyr. Nordre Berg. I Gbr. Marlꜳkꜳ, m. Ellers Lakje og fl. — Ordets første Deel er maaskee det gamle margr (mangen). Jf. Sv. mångfåll, som har samme Betydning.
Marlauk, m. (egentlig Havløg) Søgræs, Havbændel (Zostera marina). Shl. I Stavanger Amt hedder det Madlauk, og i Yttre-Sogn Mannlauk. Ellers Maralm, Sjøgras, Ꜳlegras.
Marm, m. Knurren, Mukken; ogsaa Susen af Vind eller Søgang. Sdm.
marma, v. n. knurre, mukke eller klynke for noget; ogsaa suse, om Vinden. Sdm.
Marmæle, m. Havmand, et fabelagtigt Væsen, som efter Folkesagnene skulde kunne svare paa vanskelige Spørgsmaal og aabenbare skjulte Ting. Nordre Berg. Siges ogsaa ofte om En som taler meget om Ting som han ikke forstaaer. (Af mæla). Jf. Isl. marmennil.
marna, v. n. (a—a), frønnes, opløses eller begynde at raadne. Tr. Stift (s. maren). I Sdm. marnast, især om Træ.
mar-rꜳtt, adj. n. meget raat og blødt. Helg.
Mars, m. Marsch. (Unorsk).
Martna, s. Marknad.
Marulk, m. Ulke (Cottus), en Fisk. Nordre Berg. Ellers Ulk, Frusk, Forosk, Fisksympa.
Mas (langt a), n. 1) Snak, Prat. Shl. og fl. 2) Overhæng, idelig Begjæring og Paamindelse om noget; ogsaa Indfald, Nykker. Nordre Berg. Tr. Stift. 3) Slæb, Strabads, Anstrengelse. Søndenfjelds.
masa, v. n. (a—a), 1) snakke, fordrive Tiden med Snak, især om ligegyldige Ting. Me sat dar ꜳ masa heile Kvelden. Hard. Shl. Jæd. (Isl. masa, sladre). — 2) bede eller paaminde idelig om noget, gjentage et Ønske tidt og ofte; ogsaa komme med mange forskjellige Indfald og Begjæringer (ligesom Børn eller syge Folk). Han masa ette dæ so lengje han laut fꜳ dæ. Nordre Berg. Tr. Stift. Helg. I Gbr. og Ørk. mꜳsꜳ; i Sogn: mæsa. Jf. breka. Ogsaa drive eller paaskynde En i et Arbeide. „masa pꜳ ein“. Valders. — 3) slæbe, anstrenge sig eller have det travlt med noget; undertiden ogsaa at forsøge noget ofte og uden Held. Søndenfjelds. Han masa mæ dæ. „masa seg“, eller „masa seg ut“: arbeide sig træt, anstrenge sig saa at man udmattes. Hall. Buskerud. — Heraf utmasa.
masa-rid, f. (i Barselsygdom), et lettere Anfald af Fødselssmerterne, uden nogen kjendelig Virkning. Sdm.
masasam, adj. om En, som altid har noget at bede og minde om. Tr. Stift.
masast, v. n. sove ind, eller begynde at drømme. Nhl. Yttre Sogn.
masen, adj. 1) som idelig anmoder eller paaminder om noget. Nordenfjelds. 2) besværlig, som medfører Anstrengelse. Tell.
masgjengd, adj. om en Vei: tung, besværlig. Tell.
Masing, f. 1) Snak; 2) Tryglerie, kjendelige Anmodninger; 3) svage eller frugtesløse Forsøg; ogsaa Strabads, Anstrengelse.
Mask, n. 1. smaa Spaaner og Affald af Træ. Sagemask. (Nordre Berg.). Ellers Ma, Tafs, Nugg, Flis.
Mask, n. Støi, Tummel.
maska, v. n. (a—a), støie, tumle, drive Leg og Spøg. Nordre Berg. Sdm. Gbr.
Massing, m. Messing. Hedder ogsaa Messing og Masing (Ørk.).
Massion, m. Konfirmation. En forvansket, men meget udbredt Form.
Mastove, aab. o (for Matstova), f. en liden Stue, hvori man hensætter Mælk og anden Slags Mad. Sdm. Ligesaa paa Helgeland: Mastøve og Mastua, om en Mælkestue, et Mælkebuur. Ogsaa i Inderøen. (Mastuu). I Ørkedalen er Mastugu et Kogehuus eller Ildhuus.
Mastr (Mast’er), f. en Mast. (Hedder ogsaa i mange Dialekter Mast). Isl. mastr, n.
mastra, v. n. opsætte Masten i en Baad.
Mastugu, s. Mastove.
masur, adj. karrig; s. matsꜳr.
Mat, m. 1) Mad, Spise. 2) Kjerne i Korn. „fꜳ seg Mat“: spise. Til Mats
