(te Mass): til Mættelse. kjenna seg te Mass: føle Mættelse, kjende at man er mæt. B. Stift, hvor Sammensætningsformen ellers sædvanlig hedder Mata, f. Ex. Matamꜳl, Mataløysa o. s. v.
mata, v. a. (a—a), made, give i Munden.
mata, v. n. modnes, faae Kjerne; om Kornet. Hedder ogsaa matast (som er en bekvemmere Form). I Ørk. mꜳtꜳ, hvilket ogsaa betyder: oplægge, sammenspare, især Madvarer.
mata, adj. om Korn: modent, kjernefuldt. „lite mata“: svangt, magert.
Matbot, f. Madskifte, Forbedring i Kostholdet. Tr. Stift.
Mateple, n. halvsure Æbler, som tillaves til Mad.
matfull, adj. fuld, overmættet, om Dyr. Ogsaa matdiger. Østerd.
Mathug, m. Madlyst, Appetit.
Matlag, n. Bordselskab.
matlaga seg, tillave Mad.
matlaus, adj. madløs, som ikke har Mad. I B. Stift matalaus’e.
matlꜳng, adj. „ei matlꜳnge Rid“: en Stund som er saa lang at man kan spise et Maaltid. Nordre Berg.
matleg, adj. mættende, nærende.
Matlost, m. Madlyst. I Berg. Stift: Matalost.
Matløysa, f. Mangel paa Mad.
Matmann, m. Spiser. „Ein liten Matmann“: en smaatærende Person.
Matmꜳl, n. et Maaltid.
Matmor, f. Madmoder, Huusmoder. „Ho Matmor“: vor Madmoder. Jf. Husbond.
Matmun, m. mættende eller nærende Kraft i Mad. I B. Stift: Matamun; f. Ex. D’æ ikje noken Matamun i da: det mætter ikke noget.
Matnøyte, n. Bordselskab, Folk som spise sammen. Skal bruges i Tr. Stift. Ellers Matlag.
Matsꜳd (Matasꜳ), f. en Smule Mad. B. Stift, Gbr. og fl. — Jf. Sꜳd.
matsꜳr, adj. karrig paa Mad. Tell. I lignende Betydning siges „masur“ i Sdm. Isl. matsár.
Matstell, n. Tillavning af Mad. Kaldes ogsaa Matstyr og Matsti, n.
matsøkjande, adj. tjenlig til Mad; f. Ex. om Fisk. „Han æ so smꜳ at han æ ’kje matsøkjande“. Nordre Berg.
matte, agtede; see mæta.
Mat-tid, f. 1) Spisetid; 2) et Maaltid som holdes omtrent Kl. 10 for Middag (= Dogur). Jæderen.
mattroten, adj. madløs (= kosttroten).
matvand, adj. kræsen paa Mad.
Mauk, n. 2) Vædske; især de Vædsker, hvoraf Maden tillaves, saasom Vand, Mælk eller Valle; i Modsætning til Melet, som sammenmænges dermed. Nhl. og flere. I Helg. hedder det Mok (aab. o), og i Sdm. Mokk (Grautamokk, Supamokk). Heraf møykja. — 2) en Blanding, Røre, Deig. Gbr. Jf. Isl. mauk, Suppe. — 3) Stof, Materie. Jæderen. D’æ godt Mauk i den Karen: der er Styrke i den Karl, han har en ret god Legemsbygning. Jf. Mꜳng.
maula, v. a. (a—a; eller a—te), 1) tygge, især langsomt og med Møie. Shl. Jæd. (Isl. maula). — 2) spise noget ublandet eller uden den sædvanlige Tilmad. maule Brød: spise tørt Brød, uden Suul. maule Smør: spise Smør alene, uden Brød. Tr. Stift, Sdm. Gbr.
mauleg, mulig; s. mogeleg.
Maur, m. 1. Myre, et bekjendt Insekt. I Nordre Berg. siges oftere Migemaur. (I Østrd. Mor, aab. o). G. N. maurr.
Maur, m. 2. en ubehagelig Kløe eller Krillen i et sygt eller saaret Lem. See maura.
maur’, adj. karrig, sparsom. Forekommer i Sdm. f. Ex. Han æ ’kje so maur’e pꜳ dæ: han regner det ikke saa nøie.
maura, v. n. (a—a), 1) mylre, vrimle, som Myrer; ogsaa slæbe, arbeide. (Sjelden). 2) kløe, krille, f. Ex. efter Saar eller Frost. Sdm. Ørk. Helg. (Jf. kleia, hatra).
Maurbad, n. Bad i et Afkog af Myretuer.
Maurbit (aab. i), n. Myrestik. Kaldes ogsaa Maurmig, n.
Maureld, s. Moreld.
Maurmark, f. Mark som er opfyldt af Myretuer.
Maursand, m. smaa Hobe af Sand eller Jord, hvori Myrerne opholde sig. Ogsaa kaldet Maurrask. Hard. og fl.
Maursott, f. en vis Kvægsygdom. Sdm.
Maurtuva, s. Myretue.
Maurveg, m. Myrernes Vei eller Gang i Nærheden af Tuerne.
mauska, v. n. æde graadigt, tage Munden fuld. Sdm.
Mauskje, s. Moskje.
mꜳ, v. n. (mꜳ; mꜳtte; mꜳtt, eller mꜳtta), 1) kunne, formaae; ogsaa have Anledning eller Adgang til noget. — 2) maatte, være skyldig eller nødsaget til (= ljota). Den første og ældste Betydning er mindre bekjendt og forekommer almindelig kun i nogle særegne Tale-
