maader, saasom: mꜳ tru: kan man troe. mꜳ vita: kan man vide. I B. Stift siges ogsaa: Eg mꜳ ’kje seia da, ɔ: jeg kan ikke bestemt sige det. Du mꜳ so seia: du har Aarsag til at sige det. I Rbg. og Tell. er det imidlertid mest brugeligt; f. Ex. Mꜳ eg gange, ɔ: kan jeg faae gaae? Mꜳ eg fꜳ dæ: kan jeg faae det. Dæ va sꜳ nær at du mꜳtte sjꜳ dæ (ɔ: at man kunde see det). Sætersd. — Ordets egentlige Rod er mag, og det skulde altsaa hedde maga eller mega, hvilket sidste forudsættes i „megande“ (som bruges i Nhl.). G. N. mega; Ang. magan. — Heraf Umagje, mogeleg, Magt, Mꜳtt. Jf. G. N. magn; og Sv. förmåga.
mꜳ, v. a. (r—dde), slide, skrabe, afgnide eller afstumpe. Meget brugl. paa Helgeland; f. Ex. Di ha mꜳtt ut Bokstavann’. Du mꜳr ut Kniven (ɔ: afstumper Eggen paa Kniven). G. N. má. I B. Stift bruges oftere mꜳst, v. n.
mꜳdd, part. slidt, skrabet, gneden. (G. N. máðr). Ogsaa i Berg. Stift; mest sammensat: avmꜳdd, utmꜳdd, f. Ex. om Skrift.
mꜳ-fꜳ, i Talemaaderne „i mꜳfꜳ“, og „te mꜳfꜳ“, ɔ: forgjæves, uden Nytte. Meget brugl. i B. Stift. Ei Mꜳfꜳ-Reis: en Reise, hvis Hensigt ikke opnaaes. Eit Mꜳfꜳ-Arbeid: et unyttigt Arbeide. Eit Mꜳfꜳ-Tre: Emne eller Ting, som ikke duer. I Sogn ogsaa: „eit Mꜳfꜳ-Menneskje“, om En som bærer sig taabeligt ad, som kun fordærver og forvirrer Sagen.
Mꜳg, m. Svigersøn, Datters Mand. Alm. og meget brugl. Sv. måg. G. N. mágr.
mꜳgꜳ, s. maga. Mꜳgꜳ, s. Magje.
Mꜳgskap, n. Svogerskab. Sjelden.
mꜳka, s. moka. Mꜳkꜳ, s. Makje.
Mꜳkje, og Mꜳk (Fugl), s. Mꜳse.
Mꜳl, n. 1. 1) Maal, Rum, Længde, Størrelse. Heraf mæla. Ogsaa et afmaalt Stykke. „Eit Mꜳl Jor“, betegner i Tell. Hall. og flere Steder et Stykke Jord som udgjør 8 Stænger à 6 Alen i Længde og Brede, altsaa 2304 □ Alen eller lidt mere, da man nemlig for hver Stang tillægger et „Nevetak“, d. e. en Haandbred. Mꜳl betyder ellers — 2) Maaleredskab, f. Ex. Alnemaal o. s. v. — 3) Grændse, Mærke eller Punkt, hvortil noget udstrækkes, eller hvortil man sigter. (Sjeldnere). Jf. Flodmꜳl, Skotmꜳl. skjota til Mꜳls. I Ørk. forekommer Talemaaden „Han ær i dæ Maal’e“, ɔ: han er kommen omtrent saa langt, omtrent til det Punkt. Jf. Mꜳt. — 4) et Tidspunkt, en vis Tid eller Stund. I dæ Mꜳl’e: ved den Tid. Meget brugl. i Ørked. (G. N. mál). Hertil Rismꜳl, Dogurmꜳl, Sumarmꜳl. — 5) et Maaltid. Alm. og meget brugl. Sv. mål. G. N. mál. Daganne æ mange, ꜳ Mꜳl’a æ fleire. „Te Mꜳlanne“, en gammel Form, som tildeels bruges i B. Stift; f. Ex. koma heim te Mꜳlanne: komme hjem til Maaltiderne. — 6) en Malkning, den Mælk som malkes og opsættes paa een Gang. Saaledes: Morgomꜳl, Kveldsmꜳl, try Mꜳl Mjelk o. s. v.
Mꜳl, n. 2. 1) Stemme, Røst, Maal; saavel om Dyr som Mennesker. Alm. Han fekk ikje upp Mꜳl’e: han kunde ikke faae nogen Lyd frem. D’æ eit fælt Mꜳl i den Hunden (den har en frygtelig Stemme). Heraf høgmælt, grannmælt og fl. — 2) Mæle, Taleevne; ogsaa Maade at tale paa, Egenhed i Talen eller Tale-Organerne. Heraf umꜳlug, tidtmælt, kleismælt. — 3) Maal, Tungemaal, Sprog; ogsaa Landskabssprog, Dialekt. Pꜳ vꜳrt Mꜳl: i vort Sprog. Pꜳ anna Mꜳl: i et fremmedt Sprog. G. N. mál. — 4) Tale, Sigende, Udsagn. (Sjelden). Han svara so Mꜳl’e vara: den som finder sig berørt ved det Talte, pleier ogsaa at svare derpaa. Nordre Berg. Jf. Mꜳlemne, mꜳlbinde. — 5) Sag, Ærinde, Anliggende. (Sjelden eenligt). G. N. mál. bera upp Mꜳl’e sitt: fremføre sit Ærinde. Nhl. Jf. Klagemꜳl, Søksmꜳl, Tvivlsmꜳl.
Mꜳl, n. 3. Maling, Farve. Sdm. Ellers Mꜳling.
Mꜳla, f. en Touglængde; et Toug eller en Line af sædvanlig Længde, som bruges ved Fortøining og Fiskerie. Strengjemꜳle. B. Stift. (Shl. Sdm. og fl).
mꜳla, v. a. (a—a), male, overstryge med Maling. (Alm. Form). Sv. måla; G. N. mála. Hertil part. mꜳla, malet, farvet; f. Ex. raudmꜳla.
Mꜳlablad, n. Herreblad i Kort.
Mꜳlar, adj. en Maler. — Mꜳlarkunst, m. Malerkunst. Mꜳlarlæra, f. Malerlære.
mꜳlbera (aab. e), v. n. fremføre sit Ærinde. Gbr. Jf. Mꜳlemne.
mꜳlbinde, v. a. overvinde En i en Ordstrid, sætte En i Forlegenhed for Svar. Buskerud.
Mꜳlbrøyte, n. Forandring i Sproget eller Udtalen. B. Stift.
Mꜳlbyte (el. Mꜳlebyte), n. Forandring
