i Kostholdet, Afvexling i Mad. Dæ va inkje Mꜳlebyte: man fik den samme Mad hver Dag.
mꜳldryg, adj. som holder rigt Maal.
Mꜳleinska, s. Mꜳllyska.
mꜳlemillom, adv. fra det ene Maaltid til det andet. I B. Stift mꜳlemyllꜳ.
Mꜳl-emne, n. Anliggende, Ærinde, Sag som skal omtales eller afgjøres. Tildels i B. og Tr. Stift. I Sdm. Mꜳlømne. — bera upp Mꜳlemne: fremføre sit Ærinde, bringe Sagen paa Bane.
Mꜳlene (aab. e), f. Multiplikations-Tavlen. Sdm. Maaskee af det Hollandske „een maal een“; dog kunde det ogsaa forklares som Mꜳl-lina.
Mꜳlfella, f. Egenhed i Talen eller Bygdemaalet. Nhl.
Mꜳlføre, n. Sprogart, Bygdemaal, Dialekt; ogsaa Egenhed i Sproget eller Udtalen. Meget brugl. i Tr. Stift. — Vel egentlig Tale-Organ eller en Egenhed ved samme. See Føre.
Mꜳlgreide, f. Forklaring, Fremstilling af en Tanke. Sdm. „gjere Mꜳlgreide fyre se“: udtale sin Mening, udtrykke sit Ønske med Ord; f. Ex. om en Døende.
Mꜳling, f. 1) Handlingen at male; ogsaa Malerkunst. 2) Maling, Farve hvormed man maler. (I Sdm. ogsaa Mꜳl, n.).
Mꜳlkjerald, n. Maalekar.
mꜳlkunnig, adj. sprogkyndig. Sjelden.
mꜳllaus, adj. maalløs, berøvet Stemmens Brug.
Mꜳllyska, f. Egenhed i Talen el. Sproget; ogsaa en egen Lyd eller Klang i Stemmen. Nordre Berg. Sdm. (Jf. Lyske). I Sogn hedder det Mꜳleinska, og ellers Mꜳlfella, Mꜳlføre eller kun „Mꜳl“. G. N. mállýzka, Sprog.
Mꜳløysa, f. Maalløshed.
Mꜳlskifte, n. 1) Forandring i Kostholdet (= Mꜳlbyte). 2) Omskiftning i Stemmen eller Sproget.
Mꜳlskikk, f. Maaltidsskik, Bordskik.
Mꜳlsmann, m. Talsmand. (Sv. målsman). Især En som følger med en Frier og fremfører hans Ærinde. Sdm. (hvor det ogsaa hedder Kvambelsmann).
Mꜳltid, f. 1) Spisetid; 2) et Maaltid. (Udtales tildeels Molti).
Mꜳltunna, f. Maaletønde.
mꜳlug, adj. talende, istand til at tale. (Jf. umꜳlug). Kun i Sammensætning.
Mꜳlvending, f. Forandring i Stemmen.
Mꜳn, f. Man, Manke; paa Heste. I Valders Møn (som forudsætter Mon, aab. o). Isl. mön.
Mꜳn, m. Forandring o. s. v. see Mun.
mꜳna, virke, forslaae etc. s. muna.
Mꜳnad (Mꜳna), m. Maaned. G. N. mánaðr. Er her lidet brugeligt, da man sædvanlig regner efter „Mꜳner“; see Mꜳne.
Mꜳndag, m. Mandag. Sv. måndag. G. N. mánadagr.
Mꜳne, m. 1) Maane. 2) Tiden fra den ene Nymaane til den anden; en Maaned regnet fra Maaneskiftet. Alm. og meget brugl. De fire første Maaner i Aaret have særegne Navne, nemlig: Jolemꜳne, Torre, Gjø og Krikla (eller Kvina). Forøvrigt siges Vꜳrmꜳnanne, Sumarmꜳnanne o. s. v.
Mꜳne-gar, m. en Ring i Skyerne omkring Maanen.
mꜳneljost, adj. n. lyst af Maaneskin. Modsat mꜳnemyrkt, naar Maanen ikke lyser.
Mꜳnemot (oo), n. Maanedens Udgang; samme Dag og Tid som i den forrige Maaned. (Sjelden). Jf. Ꜳrsmot, Ꜳttedagsmot.
Mꜳneskifte, n. Nymaane.
Mꜳneskin (aab. i), n. Maaneskin. I mange Dial. Mꜳnskjen; i Sogn Mꜳnaskin.
Mꜳne-tel (aab. e), n. den mørke Deel af Maanen, som undertiden viser sig kort efter Nyet. Sdm. See Tel.
Mꜳnetendring, f. Maaneskifte, Nymaane. Nordre Berg.
Mꜳng (for Mang), n. Blanding, Stof, hvoraf noget tillaves (egentlig det som sammenmænges). Sdm. D’æ godt te lage Mat nꜳr ein heve godt Mꜳng. Jf. Mangjelsgryta.
mꜳnge, s. mange.
mꜳnka, v. a. manke, klippe Manen paa en Hest.
Mꜳnkestøe, s. Mꜳnstøde.
Mꜳnkje, m. Manke, Man (eller Roden hvorpaa Manen staaer).
Mꜳnstøde, n. Mankens Stilling og Beskaffenhed. Eit godt Mꜳnstøe. (Tell. og fl.). I Sdm. Mꜳnkestyde (aab. y).
Mꜳr, el. Mꜳre, m. Midder, et Slags meget smaa Insekter. Hard. Maaskee egentlig: Mor, aab. o. (Isl. mor, n.). Jf. Mott.
Mꜳr, s. Mor. Mꜳrꜳ, s. Morgon.
Mꜳre, en vis Plante (Galium boreale). Tell. Isl. maðra.
mꜳsꜳ, s. masa. Mꜳsꜳ, s. Mose.
Mꜳse, m. Maage, en bekjendt Vandfugl. I Kr. Stift siges Mꜳkje eller Mꜳgje; i Tell. forekommer: Sjømꜳk. Jf.
