Sv. måse; Isl. máfr og má’r. — Mꜳsefjør, f. Maagefjær. Mꜳse-egg, n. Maageæg. Mꜳs’ungje, m. Maageunge.
mꜳst, v. n. (Imperf. mꜳddest), slides, skrabes, afgnides. Nordre Berg. See mꜳ.
Mꜳt, n. 1) Maal, Mærke; Punkt eller Linie hvorefter man afpasser noget, eller hvori en Ting befinder sig. N. Berg. I rette Mꜳt’e: paa det rette Sted eller Punkt. Att-i same Mꜳt’e: til sin forrige Plads eller Stilling. Att-ꜳt Mꜳta: nær ved det rette, næsten passende. — 2) et Maal til at maale smaa Portioner med. Krutmꜳt. Halvpeilemꜳt. Skjelingsmꜳt (udmaalt Portion som sælges for en Skilling). Sdm. og fl. (Jf. Husemꜳt). Sv. mått. — 3) en vis Grad eller Maade, et bestemt Forhold; ogsaa Maadehold, Orden, Rimelighed. Sdm. Tr. Stift. Mæ Mꜳt: med Maade, læmpeligt, ikke for meget. Pꜳ eit Mꜳt: nogenlunde, saa taaleligt. D’æ vandt te treffe Mꜳt’e: det er vanskeligt at træffe det rette Forhold, at finde den rette Middelvei.
mꜳta, v. a. og n. (a—a), 1) passe, afpasse, afmaale eller tillæmpe noget saaledes at det kan passe. Tr. Stift, Gbr. Sdm. Nhl. (Isl. máta til, afmaale). Jf. mæta. 2) v. n. passe, være passende. Meget brugl. i Ørk. og Fosen. Jf. høva. 3) føie sig, træffe sig, være beleiligt. Fosen. Dæ mꜳta ’kje so før mæg: det falder mig ikke ret beleiligt. Ogsaa: passe paa en Leilighed, gribe Leiligheden. Sdm. Han mꜳta til mæ same me va færige (ɔ: han passede paa i det Øieblik da vi vare færdige).
mꜳta, adj. afpasset, passende. Dæ va so net mꜳta: det traf sig akkurat. Tr. Stift. Ved Bergen siges „so mꜳta“: saadant, saaledes beskaffent.
mꜳta, kan man vide, naturligviis; s. mꜳvita.
mꜳtꜳ, modnes; s. mata.
Mꜳte, m. 1) Maade, Maneer, Skik. G. N. máti. Ved Trondhjem ogsaa i Betydningen: Mode (som ellers tildeels hedder Mote). Pꜳ Mꜳten: i Moden, efter den herskende Mode. Ørk. — 2) Maade, Orden, Forhold eller Stilling hvori Tingene betragtes. Pꜳ den Mꜳten: i den Henseende, fra den Side betragtet. D’æ no pꜳ sin Mꜳte: det kan saa være under sine Omstændigheder; det maa nu betragtes fra sin egen Side (især om noget som ikke egentlig hører til Sagen). — 3) Maadehold, Maadelighed, passende Grad eller Forhold. Dæ va ingjen Mꜳte pꜳ: det var uden Maade, gik over alle Grændser. Mꜳten æ best lꜳten: Middelveien ansees som den bedste. Te Mꜳte: tilpas; paa rette Tid eller Sted. (Kunde ogsaa høre til Mꜳt).
mꜳteleg, adj. middelmaadig; ogsaa passende, bekvem; som har en passende Størrelse, Haardhed, Varme o. s. v. (Bruges ikke i Betydningen: ringe).
mꜳtelege, adv. med Maade, passende, hverken formeget eller forlidet.
Mꜳting, f. Afmaaling, Afpasselse.
mꜳtsam, adj. passende, bekvem, beleilig. Tr. Stift.
Mꜳtt, m. Styrke, Kræfter. Sdm. Sjelden og tildeels i Formen Mott (aab. o). D’æ kvorken Mod elde Mott i ’nꜳ. G. N. máttr. Jf. mꜳ og Magt.
mꜳttlaus’, adj. svag, magtløs. (Sjelden).
mꜳ-vita (aab. i): kan man vide, naturligviis. Bruges meget i Enden af en Sætning og bliver i Ag. Stift forkortet til „mꜳ’ta“. Paa Hedemarken hedder det ogsaa „mꜳ ’a“ og endnu oftere „ma“. — Jf. mꜳ.
Me, ɔ: Midte; Med o. s. v. — s. Mid.
me, ɔ: vi; see mid.
me, ɔ: mig; see meg.
mea, s. mida. — mean, s. meda.
meda, aab. e (for medan), conj. medens, mens. I Nfj. og Sdm. hedder det meda, og tildeels mada; i Stav. Amt: me’an, og ellers mest almindeligt: mæ. G. N. meðan. Sv. medan. Mæ han æ hær: medens han er her. Alt mæ du vil: saalænge som du vil.
medels (ee), adj. middels, middelmaadig. Gbr. Sdm. og fl. Eit medels Ꜳr. Ein medels Mann. — Ordet forandres ikke og synes egentlig at være en Form af et Substantiv.
Medna, s. Mennar.
meg (ee), pron. mig. (Objekt af eg). Har forskjellig Form, nemlig: meg (Sogn, Rbg. Tell.), me (Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ndm. Ørk.), mæg, og mæ (i de øvrige Distrikter i Tr. B. og Kr. Stift), mei (Østerd. og fl.). — G. N. mig, mik; og i Dativ mér.
megande (aab. e), adj. dygtig, som formaaer, er istand til noget. Nhl. Han va ’kje da megande: han formaaede det ikke. Stamordet mega (at kunne) er derimod gaaet af Brug; see mꜳ.
Megaren, s. Midgar.
megtast, v. n. formaae, være istand til. Helg. Jf. magtast.
