Megtung, adj. 1) stærk, kraftfuld (= magtig); 2) mægtig, formaaende.
Mehꜳnk, f. Myg; s. Myhank.
Meid (Mei), m. Mede; Draget eller det underste Træ i en Slæde. Alm. (I Sdm. forekommer ogsaa Formen Meg, aab. e). Sv. mede; G. N. meiðr, Træ. — stꜳ pꜳ Meiom: staae bag paa, staae paa Enden af Mederne, idet man kjører. Meidahals, m. den forreste, opadbøiede Deel af Slædemederne. Meidafar, n. Sporet efter Mederne i en Vei.
meig, see miga.
Mein, n. 1) Meen, Feil, Skade. G. N. mein. 2) Fortræd, Hinder, Trods. Te Meins: til Hinder, til Fortræd eller Uleilighed. „gjera te Meins“: gjøre noget til Trods imod En; gjøre med Forsæt hvad man veed, at En synes ilde om. (En meget udbredt Talemaade). I Sammensætning betegner Mein deels en Hindring, deels en afbrudt Vedbliven. Jf. Naud og Skam.
mein, adj. slem, fortrædelig, som træffer ubeleiligt. Ogsaa: nem til at træffe noget, sikker, behændig i at ramme det det som man sigter til. Brugeligt i Nordre Berg. og tildeels i Tr. Stift. Han æ so mein’e te kome pꜳ dæ: han er saa sikker i at falde paa det rette. Sdm. Dæ va dꜳ meint: det var da et mærkeligt Træf (især om noget ondt). S. meint.
meina, v. a. (a—a), negte, afslaae, formene, forbyde. B. Stift. (Jf. meinka). G. N. meina.
meina, v. n. og a. (a—a; eller: a—te), mene, tænke, holde for. Hedder paa nogle Steder mena (aab. e) og mæna. Med Eftertryk: „Han meinte so til“, ɔ: han paastod ikke noget mindre. Nordre Berg.
Meinbegse, n. en hinderlig Ting, Noget som er i Veien. Sdm. (Jf. Isl. meinbæginn, tvær).
meinen, adj. uvillig, tvær, trodsig. B. Stift. Af meina, v. a.
meinfri, adj. fri for Meen.
Meinføre, n. hinderligt Føre, Uføre som forhindrer Færselen. Søndenfjelds. Sv. menföre.
meingiven, adj. fortrædelig, høist ubeleilig; om Omstændigheder. N. Berg. Sjelden.
meingodt, adv. høist træffende, rigtigt tilpas (om noget som man siger eller gjør). Ørk. See meint.
meinhalda, v. a. holde fast og uafbrudt paa noget. Han meinhelt meg: han holdt mig saa fast, at jeg kunde intet udrette. B. Stift.
meinig, adj. menig. I Talemaaden „meinige Mann“: Almeenheden. Ligesaa: Meinigheit, f. Menighed. Nyere Ord.
Meining, m. og f. Mening, Tanke.
Mein-is, m. Iis som er til Hinder for Færselen; især om saadan Iis, som er for tyk til at gjennembryde og for tynd til at gaae paa. Ag. Stift.
meinka, v. a. (a—a), hindre, formene, negte. Meget udbredt, men hedder oftest menka eller mænke.
Meinkrok, m. en Krog paa et Træ, hvorved det bliver udueligt til sit Brug; ogsaa en tvær og modvillig Person. Sjelden.
meinlaus, adj. 1) feilfri, uskadt. G. N. meinlauss. 2) uskyldig, uskadelig, som ikke gjør nogen Hinder eller Fortræd.
Meinljos, og Meinlyse, n. Lysning som er til Hinder; især om Lysning som kommer nedenfra eller fra en Side hvor den ikke behøves. Et bekvemt Ord, som bruges overalt i det Vestenfjeldske.
Meinlæse, n. 1) Feil i et Laas (hvorved Nøgelen standses). 2) Meenlykke, et Snit i Nøglekammen, som passer til et vist Gjænge i Laaset. Denne Lykjelen æ mange Meinlæse pꜳ: denne Nøgel har mange Snit.
Meinløysa, f. Uskadelighed, Uskyldighed; ogsaa et godsligt Menneske.
meinsam, adj. hinderlig, fortrædelig; ogsaa modvillig, tvær.
meinstire, v. n. stirre uafbrudt paa en Ting. Ørk. Ellers einstira og naudstira.
meinsvørt, adj. n. som man kan forsværge. Sdm. f. Ex. om et Fiskerie: „Dæ va reint meinsvørt“, ɔ: det var ganske umuligt, man kunde ikke faae en eneste Fisk.
meint, adv. tvært, fortrædeligt; ogsaa behændigt, sikkert, nøiagtigt. Tr. Stift. Sdm. (S. mein). Dæ kom so meint i Veien, ɔ: lige eller midt i Veien (om noget som er til Hinder). Han kom so meint pꜳ dæ: han traf det saa nøiagtigt. Dei tok han so meint: de grebe ham saa sikkert, toge ham saa fast.
meintaka, v. a. gribe fast og haardt til, tage voldsomt eller med Magt. Sjelden. Jf. meinhalda.
meir, adv. 1) mere; i høiere Grad. I Sogn findes ogsaa Formen meira. (G. N. meira). 2) længere; ogsaa oftere, senere, for Eftertiden. Inkje meir enn tre Dagar. Han kom dær ikje meir. I Rbg. hedder det: mei.
meir, adj. 1) mere; om en større Mængde.
