sig af Søvnen. Tell. (oftest i Formen: mønne seg). I Gbr. hedder det i denne Betydning: magne se. (Skulde vel egentlig hedde: morgna seg). Sv. morna sig. — S. Mennar.
Mennar (for Mernar), pl. m. Morgener. (S. Morgon). B. og Tr. Stift i Formen Mednar, Medna, Menna. I Tell. Mønnar. Um Medno: om Morgenerne. (Voss). I Nordre Berg. „um Mennꜳ“. Mennann’ ꜳ Kveldande: hver Morgen og Aften.
Menne, n. Menneske; Mand. I en mere omfattende Betydning findes det (ligesom G. N. menni) kun i Sammensætninger, som Godmenne, Illmenne, Vanmenne; Mismenne. Ellers bruges det kun i visse Forbindelser; saaledes i Nhl. med et Begreb af Kræfter eller Dygtighed; f. Ex. „Han va ikje Menne te da“, ɔ: han var ikke i Stand dertil, han formaaede det ikke. (Jf. Talemaaden „vera Mann til“). I Hard. er det meget brugeligt, men tillægges sædvanlig et Begreb af Selvfølelse eller Stolthed. „Han tykst vera Menne“: han indbilder sig at være ret dygtig. „Da va noke te Menne“: det var En som vilde have Respekt. (Andre Steder siges Mann). Jf. menna seg.
Menneskje, n. og f. Menneske. I Gbr. og nogle flere Steder er det Feminin; i Sdm. Femin. i den bestemte Form, men Neutrum i den ubestemte. (Sv. menniska, f. G. N. manneskja, f.). Han mꜳtte dꜳ vera Menneskje: han burde dog bære sig fornuftigt ad, fare sømmeligt frem. — I Sammensætning bruges ikke „Menneskje“, men kun Mann og Folk. (Det foranførte Menne vilde være et langt bekvemmere Udtryk for dette Begreb).
Menning (Mandskab eller Mand), findes kun i Sammensætning, s. Almenning, Trimenning, Nymenning.
ment (mænt), adj. bemandet, forsynet med Folk. Di æ for lite mente: de ere for faa om Arbeidet. Helg. Mere alm. i fꜳment og mangment. (Jf. manna, hjelpa). G. N. mentr.
menta (mænte), v. a. (a—a), 1) banke, tilberede ved Bankning. Gbr. 2) berede Skind ved et Slags Garvning, især til Klæder. Mere alm. (Hedder ellers semska). Hertil menta, adj. beredet, garvet. Mentaskinn, n. beredet Skind. Mentabrok, f. Buxer af beredet Skin.
Menting, f. Beredning; Bankning.
Merg, m. Marv. I nogle Dial. Merj; ellers ogsaa Marg (Helg. Hall.). G. N. mergr. Sv. merg.
merga, adj. marvfuld. Rbg. og fl.
Mergbor (oo), n. den mellemste Planke af en Stok, den Fjel som indeholder Marven.
mergjast (el. merjast), v. n. udmarves, hentæres, afkræftes. Sogn.
merglaus, adj. marvløs.
mergsvelta, v. a. sultføde, udmarve ved Sult. Nhl.
Merk, og Merker, s. Mork.
merka, v. a. (a—a), lægge Mærke til, give Agt paa, mærke sig (jf. marka); ogsaa erfare, lære eller blive opmærksom paa ved Erfaring.
merkande, adj. værd at lægge Mærke til.
merkja (mærkje), v. a. (e—te), 1) lægge Mærke til (= merka). mærkje Or: lure efter Ens Yttringer. 2) sætte Mærke paa, f. Ex. paa Kar. G. N. merkja. 3) efterlade et Spor, sætte en Rift eller Stribe paa. F. Ex. Snøen æ so har at dæ mærkje ikje pꜳ han. (Imperf. udtales: mærte).
Merkjar, m. En som sætter Mærke paa, f. Ex. paa Trælast; Tømmermærkjer.
Merkje (Mærkje), n. 1) Mærke, Kjendemærke; ogsaa Spor efter noget. G. N. merki. 2) Grændseskjel, f. Ex. imellem to Gaarde. Tr. Stift og fl. 3) Tegn, Forekomst hvoraf man kan slutte eller vide noget; Exempler hvorved en Mening bestyrkes eller bevises.
Merkjejarn, n. Mærkejern (= Svidjarn). Hedder ogsaa Merkjingsjarn.
merkjeleg (mærkjele), adj. mærkelig.
Merkjesgar, m. Gjærde som danner Grændseskjel imellem to Gaarde eller Udmarker. Søndre Berg. og fl. I Ørk. Mærkjes-utgar. (G. N. merkigarðr). Ellers Skiftesgar, Skilgar, Haggar.
Merkjestein, m. Skjelsteen. Ellers Bytestein, Deildestein.
Merkjing, f. det at man sætter Mærke paa.
merkt, part. mærket; ogsaa som har faaet Striber, Saar eller Ar. Udtales almindelig: mært eller mært’e.
Merr, s. Mær.
meskjen, adj. (femin. meskjo), lysten efter et Slags Mad (om Frugtsommelige). Shl. (I Sdm. „mæ Loste“).
Messa, s. Myssa.
mest, adv. 1) mest, i høieste Grad. Jf. meir. 2) oftest, for det meste. 3) næsten. Alm. og meget brugl. Han æ mest vaksen (næsten fuldvoxen). Tunna va mest full (næsten fuld). Eg vart mest rædd (jeg blev næsten bange). —
