Den første og sidste Betydning adskilles tydelig ved Betoningen, som nemlig i den første Betydning er meget stærkere.
mest, adj. mest; ogsaa størst (om en Deel eller Part). Meste Luten: den største Deel. Ogsaa „meste Parten“, og i Valders: „meste Faren“ (et Ord som ellers er ubrugeligt). Meste Mannen: den anseeligste eller mægtigste. (Sjelden). I meste Lag: vel meget, næsten for meget. — Jf. meir.
meste (el. mesta), adv. vel meget; f. Ex. meste stor, ɔ: næsten for stor, hellere for stor end for liden. meste heitt: næsten for hedt. Hedder paa nogle Steder mesta (Søndre Berg. Fosen) og mestꜳ (Nordre Berg.).
Mestefaren, s. mest, adj.
mete, v. n. fiske; see meite.
mett, adj. mæt. — G. N. mettr.
metta, v. a. (a—a), mætte. Æt ꜳ mette deg: spiis dig mæt.
Mette, m. Mættelse. Han fekk baade Maal og Mette (ɔ: et tilstrækkeligt Maaltid). I Tell. hedder det Mett; f. Ex. Han fekk Mett’en sin, ɔ: han fik nok, blev rigelig forsynet.
Metting, m. see Motting.
Mevæka, s. Midvika.
mi, s. mid, og min. Mia, s. Midja.
Mid (aab. i), n. Midte, Middelpunkt. (G. N. mið). Brugeligt i Tr. Stift i Formen Me. I Me’e: i Midten. Andre Steder hedder det Midt (Mitt), m. — I Sdm. har man Talemaaden: te Mids (te miss), ɔ: til Midten. Jf. Midja, Dalamid. I Sammensætning bruges mid (mi, me), ikke midt.
Mid (aab. i), f. Meed, Mærke hvorpaa man kjender Søveienes og Fiskepladsenes rette Beliggenhed. Mest bekjendt i Formen Me; ellers Mi (Sogn og fl.) og Mid (Nfj. Sdm.). G. N. mið, n. — taka Mid (Me): tage Mærke paa en Fiskegrund eller et andet Punkt paa Søen ved at iagttage Stedets Forhold til de nærmeste Landkanter eller Høider. „Ei go’ Mid“ kaldes det, naar man først har Mærke paa to forskjellige og langt fra hinanden afsondrede Punkter i lige Linie fra Forstavnen, og dernæst et lignende Mærke paa to bestemte Punkter i lige Linie fra Siden af Baaden, saaledes at begge disse Linier danne en ret Vinkel, idet Baaden ligger i Spidsen af Vinkelen.
mid (aab. i), pron. pl. vi. — Brugeligt i den største Deel af Landet, dog i forskjellig Form, nemlig: mid (Nfj. Sdm.), mi (Sogn, Tell.), mi (aab. i) eller me (mest alm. i B. og Kr. Stift), my (aab. y) el. mø (Valders). Forøvrigt forekommer „vi“ paa adskillige Steder i Ag. og Tr. Stift; ogsaa tildeels i Shl. Nfj. og Helg. G. N. vit, senere: mit, mith, mið (Total), og ver, senere: mer (Fleertal). — Tilsvarende Objekt er oss og okke; Genitiv okka. Formen „oss“ bruges i nogle Distrikter ogsaa i Stedet for me eller vi; f. Ex. Oss ha’ gjort dæ. (Gbr. Ørk. Ndm. Romsdalen). Jf. did.
mida (aab. i), v. n. (a—a), tage Meed eller Mærke paa et Sted (s. Mid, f.). Mest i Formen mea.
Mid-alder, m. Midten af et Menneskes Alder; dog sædvanlig regnet fra den Tid da man er fuldvoxen. Saaledes „ein Midalders Mann“: en Mand imellem de 40 og 50.
midbergs (mebers), adv. i Midten af Bjerget eller Fjellsiden.
midbogjen (aab. o), adj. bøiet paa Midten. Sjelden.
Midbolk, m. mellemste Stykke.
Middag, m. Middag. halde Middag: spise til Middags. kvile te Middags: tage Middagshvile. Halvgꜳtt te Middags: midt imellem Frokosttid og Middag (omtr. Kl. 10). Knapt Middag: lidt før Middag, i Begyndelsen af Middagsstunden. (I Tell. „lꜳgt Middag“). Høgt Middag: i Slutningen af Middagsstunden, lidt over Kl. 12. Avlide Middag: lidt efter, en liden Stund efter Middag. — Jf. Dogur.
Middagsbil (aab. i), n. Middagstider. Hedder ogsaa Middagsleite, n. (Helg. Gbr. og fl.).
Middagskvild, f. Middagshvile.
Middagsslætte, n. Engstykke som man kan slaae paa en halv Dag.
Middagsstad, m. det Sted hvor Solen staaer om Middagen. N. Berg. Helg. „Mꜳnen ær i Middagsstad“.
Middagsykt, f. Arbeidsstunden fra Frokosttid til Middag.
middrage, v. a. afpasse Kanten af Tømmerstokkene med en „Mide“.
Middykje, m. Midten, Middelpunktet paa en Ting. Nordre Berg. (Vel egentlig Midten af en Dug).
Mide (aab. i), m. en krum Gaffel, hvormed man trækker parallele Linier paa Tømmerstokkene eller afpasser Kanten af en Stok til en anden. Nfj. Sdm. og Tr. Stift, hvor det hedder: Mee, Mada (Namd.) og Mꜳdꜳ (Indr.).
Midel (aab. i), m. Formue, Eiendom. (Udtales Mid’el og har i Fl. Midlar).
