Millomsleng, m. Mellemspil; Omkvæd i Midten af et Vers.
Millomtid, f. Mellemtid. I Millomti’e (i-myllꜳ-tide): imidlertid.
milta, v. a. faae (Køerne) til at malke (= mylkja). Helg. — Ligesaa: miltast, v. n. begynde at give Mælk (= mylkjast). Jf. Mjelte, harmilt, lausmilt.
miltast, v. n. (2), styrte, ligge stiv af et Slags stærk Krampe; om Køer. Sdm. Gbr. (Altsaa ganske forskjelligt fra det helgelandske miltast).
Milte, n. Milte.
Miltestyng, m. el. Miltehogg, n. Sting eller Smerter i Siderne, foraarsaget af en stærk Anstrengelse især ved at løbe. B. Stift. I Tell. Livrehogg.
min, pron. min. Kjønsformer: min (kort) eller minn, m., mi, f., mitt (aab. i), n. Fleertal: mine. Dativ: mino, minꜳ og mine. (Gram. § 257). Jf. sin.
Mina, f. Mine, Gebærde.
mina, v. n. gjøre visse Miner; ogsaa gjøre smaa Forsøg eller Arbeider blot for Morskab; ellers ogsaa: minere, anlægge Miner. Hertil Minar, m. en Minerer.
mindre, adj. mindre. Nogle Steder minder (mind’r) og minn’er. G. N. minni. Jf. minka og minst. — vera mindre Mann: være Andres Undermand, formaae lidet imod en Anden. Han vert’e mindre Mann ’ta di: han har mindre Fordeel deraf, han taber mere derved. D’æ mindre Von: der er kun liden Sandsynlighed for det. B. Stift.
mindre, adv. 1) mindre, i mindre Grad. — 2) med Fradrag af, fraregnet (minus). Ein Dalar, mindre fire Skjeling ɔ: 116 Skilling. Ei Vꜳg, mindre tvo Merker, ɔ: 70 Marker. Tvo Alner, mindre ein Tume, ɔ: en Alen og 23 Tommer. — 3) med mindre, hvis ikke. Mest brugl. nordenfjelds, hvor det ogsaa hedder minders. Han vild’ ikje ha dæ, mindre dæ va nytt. Eg vil int sel’ dæ, minders eg fꜳr att’ dæ som eg gav. Tr. Stift.
mingla, v. n. spise eller drikke sparsomt, være smaatærende; ogsaa uddele sparsomt, give lidet ad Gangen. Nordre Berg,
Mink, m. Aftagende, Hensvinden, Formindskelse. Dæ dræg i Minkjen: det begynder at blive mindre.
minka, v. a. og n. (a—a), 1) formindske, gjøre mindre. (Sjelden). G. N. minka (af Roden min i mindre). 2) v. n. formindskes, aftage, blive mindre. Alm. og meget brugeligt. Dæ heve korkje muna eller minka: det er hverken blevet større eller mindre.
minkande, adj. aftagende. I minkande Mꜳne: i aftagende Maane.
Minkemun (aab. u), m. en vis Grad af Formindskelse. Sjelden.
Minking, f. Formindskelse.
minna, v. a. (e—te), minde, paaminde. G. N. minna. — minna seg: indfinde sig paany; ogsaa give sig tilkjende, yttre sig; om en naturlig Trang. minna seg pꜳ: søge at komme ihu; lægge paa Minde.
minnast, v. n. (-est, -test), mindes, komme ihu. G. N. minnast. (Bruges som Transitiv, hvilket ellers ikke er Tilfældet med Verber af denne Form). Eg minnest dæ.
Minne, n. Minde, Hukommelse. Eit godt Minne: en god Hukommelse. draga te Minnes: gjemme i Erindringen; ogsaa erindre dunkelt.
minnelaus, adj. glemsom. Heraf Minneløysa, f. Mangel paa Hukommelse.
minneleg, adj. som man let kan komme ihu. (Sjelden).
minnesam, adj. som erindrer noget længe og tydeligt. Nordre Berg. Han vart minnesam’e ’ta di: han fik nok huske det, han kom til at føle det længe.
Minnette, s. Midnette.
Minning, f. Paamindelse; ogsaa Mindelser, Spor; f. Ex. af en Sygdom.
minnug, adj. nem til at komme noget ihu, mindenem, som har en god Hukommelse. Meget brugl. og alm. men hedder ogsaa minnig’e (B. Stift) og minnau (Tr. Stift). G. N. minnugr.
minst, adj. mindst (Jf. mindre). I minste Lag: vel lidet, lidt mindre end sædvanlig. Minste-Mann: den mindst anseede i Selskabet eller Familien. Minste-Parten: den mindste Deel.
minst, adv. mindst, ogsaa i det mindste; f. Ex. Dæ va minst eit Hunder.
Mis (Miss), om en Feiltagelse; see Myss I Sammensætning betegner det deels Feil eller Misgreb, deels Ulighed, deels Mangel. Hedder ellers Myss overalt vestenfjelds, ogsaa paa Helg. og flere Steder. Jf. Mist og missa. (I de andre beslægtede Sprog findes kun Formen mis eller miss).
misbjo(d)e, v. a. byde for lidet; ogsaa undslaae sig for at byde; f. Ex. D’ær ingjen som misby’ deg dæ: Ingen vil vil negte at give dig saa meget. (S. bjoda). I Berg. Stift: mysbjoa og mysbjøde (aab. ø).
misbytt, adj. ulige deelt, saaledes at En
