Ꜳborgras, n. Aakande (Nymphæa). Hadeland.
Ꜳbot, f. s. Husebot.
Ꜳbreidsla (Ꜳbreitla, Ꜳbreltje), f. Sengedække, Overklæder i en Seng (modsat Underbreidsla). Nhl. Sdm. og fl. (Isl. ábreiðsl). Ogsaa: Yvebreidsla. I Tell. Ꜳbreie (for Ꜳbreida).
Ꜳbreie, see forrige.
ꜳbrengjen, adj. besværlig, overhængende med Bønner og Fordringer. Tell. (Jf. brekjen). Ꜳbrengje, f. En som altid har noget at trygle og bede om.
ꜳbrikje, s. avbrikje.
Ꜳbrot, n. Jordfald, Udskylling i Bredderne af en Aa. Gbr.
ꜳbry, v. a. (r—dde), 1) bryde eller drille En med noget, som han ikke vil have omtalt (s. bry). Skal bruges i Hall. og Buskerud. 2) plage med Skinsyge eller Jalousie, mistænke sin Elskede for Utroskab. (Tell. Hall. Nhl.). Jf. mistryggja.
ꜳbryen, adj. 1) stridslysten, tilbøielig til at drille og udfordre. Østerd. 2) skinsyg, jaloux. Tell. Guldbr. I Voss og Nhl findes det ogsaa i Formen: ꜳbru. (I Gam. Norsk forekommer: ábrúðigr).
Ꜳbryskap,, m. Skinsyge, Jalousie. Tell. Jf. Mistrygn, Svartsykja.
Ꜳbur, (for Ꜳburd), m. Væxt, Frugt, Afgrøde. (Inderøen).
Ꜳbyr (Ꜳbør), m. Vind som er for stærk til at seile med. Tr. Stift.
ꜳbyrgjast, el. ꜳbyrgsla, v. a. forsikre, staae inde for. Den første Form skal bruges i Sfj., de øvrige ere: ꜳbyrsta (Mandal, Nedenæs), ꜳbyrsla (Sdm. og fl.), ꜳbygsla (Vald.), ꜳbrygsla (forældet i Helg.). G. N. ábyrgjast.
Ꜳbyrgsla, f. Ansvar, Borgen, det at man indestaaer for noget. Ordet hedder: Ꜳbyrsle (Hall. Sdm. og fl.). Ꜳbysl, -lsje (Ørk.), Ꜳlbryst (Shl. Jæd.), Ꜳlbysling (Ørk.). G. N. ábyrgsl.
Ꜳbyrst, f. see forrige.
ꜳdꜳ (el. oddꜳ), v. n. mylre, vrimle. Ørk. Ordets egentlige Form (ada, eda, oda?) er ubekjendt. Gram. § 65.
Ꜳdr (Ꜳd’er), f. (Fl. Ꜳdra, r), Aare, Blodaare. Hedder ogsaa: Ꜳd, pl. Æd’e (Sdm.), Ꜳ (søndre Tr.), Ꜳr (Jæd. og fl.), Ꜳrder (Nhl.) — Sv. åder. Isl. æð. Ang. ædre.
ꜳ ende, s. Ende.
Ꜳfall, n. 1) Paafald, f. Ex. Vandets ved en Mølle. (Sjelden). 2) Fløden paa et Mælkekar (en Kolle). Sdm. Hertil: Ꜳfalle-ringje, f. det samme som Rjomekolla og Mjelkebunk.
Ꜳ-far, n. Elveløb, Flodseng. Guldbr.
ꜳfꜳtt, som feiler eller mangler. Tell. (sjelden), Sdm. (meget brugl.). Dær æ altid noke ꜳfꜳtt: der er altid noget at anke over. Isl. áfátt.
ꜳ felde, paa Færde, i Bevægelse. Sogn.
ꜳfingjen, adj. stærk, berusende, om Drik. Sdm. ꜳfingje Øl: stærkt Øl. (Isl. áfengr).
Ꜳ-fjøra, f. sandig Elvebred, Sandbanker ved en Aa. Tell. og fl.
Ꜳ-fløy, f. en liden Baad til at fare over en Elv med. Guldbr. Jf. Eikja. Isl. fley (digterisk Navn paa Fartøier).
ꜳ-fløygd, adj. overmættet, fuldproppet saa at man ikke kan bevæge sig hurtigt. Guldbr. Vel egentl. avfløygd.
ꜳfære seg, aabenbare sin Hensigt, udlade sig med noget. Nfj. Sdm. — ꜳfærlege, adv. aabenbart, uden Forstillelse.
ꜳg, s. av, og.
Ꜳgꜳng (for Ꜳgang), m. Tilløb, Indryk af Folk. Nordre Berg. Sdm. ꜳgꜳngsam’, adj. om en Gaard: beleilig for Indryk, meget besøgt af Fremmede. — Jf. kjemt, folkekjemt.
ꜳ gꜳngje, paa Færde, i Bevægelse. Romsdalen, Sdm. — Nogle St. ꜳgꜳgnꜳ.
Ꜳgjedn, f. s. følg.
Ꜳgjegn, el. Ꜳvgjegn, f. noget udmærket eller usædvanligt (vel ogsaa Stræben efter udmærkelse, Lyst til at glimre). Bruges blot i Forbindelse med paa, f. Ex. Han arbeidde pꜳ ei Ꜳgjegn ɔ: han anstrængte sig meget for at overgaae de Andre, for at gjøre Opsigt. Ordet hedder i Shl.: Ꜳgjegn el. Ꜳvgjegn (maaskee: Ovgjegn, s. gjegna); i Sdm. Ꜳgjøgn (el. Ꜳgjygn); i Ndm. Gjøgn; men i Nhl. Ꜳgjedn, el. Ꜳgjidn. (Jf. Isl. ágirni, Gjerrighed.
ꜳgjengjen, adj. paatrængende. Nhl.
Ꜳgjøe, n. noget usædvanligt eller overdrevet. Nordmør.
Ꜳgjøgn, s. Ꜳgjegn.
ꜳ gruve, for over, næsgruus. Nhl. Hall.
Ꜳgust, f. en Hudsygdom med stærk Hævelse. Hard. Jf. Alvgust. ꜳhar’ adj adj. meget stærk (om Vind). Sdm.
ꜳ haude, paa Hovedet. S. Hovud.
Ꜳ-kall, n. Nøk, Vandvætte. Gbr.
ꜳkan (ɔ: vor), s. okke.
Ꜳkan, n. Tværstykker eller Stolper i en Grind. Sdm., see Okje.
