for at de ikke skulle gaae for langt bort. — I Nordre Berg. hører hertil: Mjeltekrakk, m. Malkestol, Skammel. Mjeltekyr, f. Malkeko. Mjeltemund, n. Malketid. Mjeltestad, m. Malkeplads. Mjeltetaus, f. Malkepige.
mjøltego(d), adj. mælkerig; om Køer.
mjølut, adj. melet, hvid af Meel.
Mjøm (aab. ø), f. (Fl. Mjøma, r), Hofte. Nordre Berg. og fl. Hedder ellers: Mjømn (Sogn), Mjødn (Søndre Berg.), Mjønn (Tell. Ørk. Indr. Namd.), Mjenn (Helg. Ndm.), Mjærm (Gbr. Valders). G. N. mjöðm.
Mjømakul (uu), m. Hofteknude.
Mjønn, Hofte, s. Mjøm.
Mo, m. en Flade eller Slette; især en tør og sandig Flade, en Hede som strækker sig langs med et Elveløb; ogsaa en Skovstrækning, en skovbevoxet Flade. Meget brugeligt i de sydlige Distrikter til Sfj. og Gbr. Nordenfjelds bruges Ordet sjelden; men Gaardsnavnene Mo og Moen forekomme meget hyppigt endog i Nordlandene. — I Øvre Tell. hedder det Mog (Mog’e). Sv. mo.
Mo, Damp; see moe. Et andet Mo forekommer i Viserne fra Tell. i Talemaaden „tyggje Mo“, hvor det synes at betegne Skum eller Fraade.
mo, træt; s. mod.
Mod (aab. o), n. Avner, Stilke, smaat Affald af Høet (Høymod). Nordre Berg. og fl. I Valders Mø (Mo). Isl. moð. — Jf. Bos, Flus.
Mod (oo), n. Mod, Fyrighed; ogsaa Lyst, Attraa. Er mest udbredt i Formen Mot (Søndre Berg. Kr. og Tr. Stift).
mo(d), adj. træt, mødig, udmattet. Tell. Nhl. Helg. og fl. Mest i Forbindelsen „trøytt’ ꜳ mo’e“. (Jf. fotmod). G. N. móðr. Heraf: møde (møa).
moda, adj. modig, dristig; ogsaa lysten eller vel oplagt til noget. Han va ’kje moda pꜳ dæ: han havde ikke rigtig Lyst dertil. Mere udbredt i Formen mota, moten og motug.
modast, v. n. fatte Mod, faae Lyst til noget. Dæ va ikje noke te modast pꜳ: det var ikke noget som kunde vække Modet. Nordre Berg.
Modd, s. Modde og Mudd.
modda, v. n. om Kvæg: æde begjærlig; rode imellem Stilke og Affald efter Foder. Sdm. Dei ha modda dæ ti se. (Isl. moða). Jf. Mod.
Modde, og Modd, m. Smaatorsk. Fosen.
Mode, s. Mor, f. moden, s. moten.
modfallen, adj. modløs, nedslagen.
modlaus, adj. modløs, forsagt. I Neutrum ogsaa: kjedeligt, flaut, som ikke kan give noget mod. I Nfj. og Sdm. hedder det: modalaust; ellers mest alm. motlaust.
modleg, adj. behagelig, fornøielig, som vækker Modet. I Nordlandene: motle’.
Modløysa, f. 1) Modløshed; 2) Flauhed, Stillestand, kjedelig Tilstand. Mest alm. Motløyse; i Sdm. Modaløyse.
modt, i Forbindelsen „modt ꜳleine“: ganske alene. Nhl. I Sdm. siges „mode plitt’ ꜳleine“.
modug, adj. 1) modig, dristig. 2) villig, lysten, meget tilbøielig. Helg. og fl. (i Formen motug). 3) stolt, hovmodig. Gbr. (mo’ug). I Ørk. motau.
modven (aab. o), adj. tør og usmagelig, om Mad. Skal bruges i Hard.
Moe, m. Damp af Jorden, Solrøg, tørre Dunster som vise sig i Luften i varmt Veir. Meget udbredt Ord (B. Stift, Tell. Hall. og fl.). Ellers kaldet Landmo (Indr.), Ꜳlmo (Helg.), Ylmos eller Ølmus (Gbr.), Ꜳlrøyk (Hall.), Ylrøyk, Solrøyk, Solnisl, Nistr, Musk og flere. — I Ørk. betyder Moe ogsaa Dunkelhed i Luften af Uveir; saaledes om Ilinger af Regn eller Snee, som vise sig langt borte. Ellers Kov, Kave, Mugg, Yr.
moen, adj. om Luften: disig, uklar af Solrøg. (I Hard. mosen).
Mog, s. Mo.
mogeleg (aab. o), adj. mulig; ogsaa rimelig, som vel kan have Sted. Rbg. Tell. Hall. Hedder ellers: mogele’, med oo (Hard. Sogn), mole’ (Sfj. Sdm.), maule’ (Nhl.). G. N. mögulegr. Jf. mꜳ.
Mogelegheit, f. Mulighed. Te Mauleheit: rimeligt, med Maade. (Nhl.).
Mogg, n. Muggenhed. (Sjelden).
moggjen, adj. muggen, bedærvet af Fugtighed. Jf. Mugg og Mygla. (I Fleertal mogne, el. moggne).
mogjen (aab. o), adj. (Fl. mogne), moden. Tell. — Sv. mogen.
mogna (moggne), v. n. (a—a), mugne, blive muggen.
mognas (aab. o), v. n. modnes. Tell.
Mognelukt, f. Lugt af Muggenhed; f. Ex. i Hø.
Moi og Moir, s. Mor.
Moing, m. Indbygger af et Sted som hedder Mo; ogsaa Indbygger af Modum i Buskerud.
Mok (aab. o), Møg. Forekommer kun i Sammensætning (Mokdungje, Mokkok, Mokslede). Ellers Myk.
moka (aab. o), v. a. (a—a), muge,
