Fleertal hedder ogsaa Mør (Tr. Stift), Mør’e (B. Stift), Mør’a, Mø’ar (Rbg.). — „Ho Mor“: min (eller vor) Moder. Nogle Steder ogsaa Huusmoder, og i Forbindelse med et Familienavn omtrent det samme som Madame. — Ved Siden af det foranførte „Mode“ findes i Sammensætning tildeels „Mo“ saaledes Mobror (Morbroder) og Mosyster, forkortet Mo’ster (Morsøster); ligeledes „Mors“, f. Ex. i Morsmꜳl; hvilket sidste er en ny Form. — Mor betegner ellers ogsaa Frugtmoder eller Fosterleie, ligesom i andre Sprog.
Mor (for Mord), n. 1) Mord, Drab; 2) Ødelæggelse, Nederlag; ogsaa en heldig Fangst, en stor Bedrift; især om en stor Fiskefangst. Dei ha gjort eit heilt Mor mæ Toskj’a. Sdm. og fl.
mora (aab. o), v. n. stoppe i Pølser (Mor); ogsaa grave, hule, undergrave.
Morbogje (aab. o), m. et Stykke Kjødpølse.
Moreld (aab. o), m. Skin eller Lysning, som viser sig i Søen, naar man rører i den i Mørket; ligesaa om den Lysning, som viser sig i raa Fisk og tildeels i blødt og raaddent Træ. I Søndre Berg. hedder det Maureld. (Isl. maurildi, Emmer). I svenske Dial. mareld; i danske: Marild, hvilket vel kunde forklares som Hav-Ild. De norske og islandske Former synes dog at forudsætte en anden Oprindelse. Jf. maura (mylre), Mꜳr og Maur (Insektnavne), moren (raadden).
moren, adj. skjørnet, opløst, lidt raadnet. Ørk. Jf. maren og morkjen.
morgirug (oo), adj. vild, hidsig; graadig efter en Fangst eller Fordeel. (Udtales ogs. morgjerig). Vel egentl. mordlysten.
Morgon, m. Morgen. Hedder ogsaa Morgo og Morgꜳ (Nordre Berg. Ndm. Gbr. og fl.), Morꜳ, Mꜳro, Mꜳron (paa forskjellige Steder). I Sdm. ubestemt F. „Morgꜳ“, og bestemt F. „Morgꜳnin“. G. N. morgunn. — Fleertallet Mennar er forhen anført; i Nhl. hedder det ogsaa Morgje, bst. F. Morgjenna. — I Morgon: imorges; ogsaa imorgen. Naar disse Begreber skulle adskilles nøiere, hedder det første: „i Morgo var“, og det sidste: „i Morgo kjem“. — Te Morgos: til imorgen. — Morgondagjen: den følgende Dag.
Morgo(n)bite (aab. i), m. lidt Mad, som man spiser førend man gaaer til Arbeidet om Morgenen.
Morgo(n)fugl, En som er tidlig oppe.
Morgonmꜳl, n. 1) Frokost. 2) den Mælk som er malket om Morgenen.
Morgo(n)rode (aab. o), m. Morgenrøde; eller oftere: det at Skyerne ere røde om Morgenen.
Morgonsi(d)a, f. den første Deel af Dagen. „Pꜳ Morgosi’a“: om Formiddagen. (Søndenfjelds). I Tr. Stift hedder det „pꜳ Morgꜳtal’e“.
morgo(n)svævd, adj. som vil gjerne sove om Morgenen. Hall. og fl.
morgontung, adj. døsig og søvnig om Morgenen.
Morgo(n)vær, m. Frokost. Gbr. og fl. Sv. morgonvard.
Morgo(n)ykt, f. den første Arbeidsstund paa Dagen; Tiden fra Kl. 4 eller 5 til Frokosttiden. Oftest Morgꜳykt.
Mork, f. 1. (Fl. Merk’er), en Mark, et halvt Skaalpund. Hedder paa nogle Steder: Mark (Indr. og fl.). G. N. mörk. „Han æ strid i fyste Morkꜳ“, siges om en Bismer, som holder drøi Vægt paa de første Marker; uegentlig om en Person som er streng i Begyndelsen, men siden bliver mere føielig.
Mork, f. 2. 1) en Skovstrækning, en stor Skov. Hall. Vald. Gbr. (Jf. Mark). Ꜳt Mork’en: til Skoven. G. N. mörk. Heraf adskillige Gaardsnavne. — 2) Riis, friske Kviste som samles til Foder for Kvæget. Hard. Shl. Ellers Beit, Brum. Det tilsvarende Verbum hedder marka.
Morkaskora, f. Skurer som angive de enkelte Marker paa en Bismer.
morkjen, adj. (Fl. morkne), mør af Fugtighed eller Varme; skjørnet, frønnet, næsten raadden; f. Ex. om Træ. Meget brugeligt vest- og nordenfjelds. G. N. morkinn; Sv. murken. — I Tell. hedder det moskjen. Jf. maren og moren.
morkna, v. n. (a—a), skjørne, forkulles, frønnes. S. morkjen.
Morkurv, m. Kjødpølse. Sogn.
morlaus (oo), adj. moderløs.
Morn (maarn), en Form af Morgon, brugelig i Hilsningen „Gu’ Morn“. En lignende Form er Morning, som dog høres sjelden iblandt Almuen.
Moro, f. Morskab, Fornøielse; Leg og Spøg. Meget brugl. overalt i de sydlige Egne til Trondhjem. (Sv. ro). Maaskee egentlig Modro. — Fyre Moro Skuld: for Morskabs Skyld.
moroa, v. a. (a—a), more, fornøie. moroa seg: more sig. (Sv. roa).
Moro-bok, f. Morskabsbog. Saaledes ogsaa Morovisa f. Morostykkje, n.
