mussa, v. n. mukke, surmule. B. Stift. Nogle St. skal det betyde: hviske.
Musskjer, n. Spidsmuus (Sorex araneus). Jf. Vꜳndskjer.
Musskur, m. Korn eller Frugt, som Musene have pillet Kjernen af. I B. Stift Musaskur (aab. u).
musut, adj. muusgraa. Rbg. Tell. og fl. En Hest af denne Farve kaldes Mus’en.
muta, v. a. (a—a), 1) skjule, gjemme; eller især om Dyr: søge Skjul. Helg. (See myta). 2) give hemmelige Gaver; bestikke, vinde ved Skjænk og Gave. Tell.
Muta, f. 1) Skjul, Hemmelighed. Nordre Berg. Kun i Fleertallets Dativ. „I Mutꜳ“: hemmeligt, i Smug. Dæ gjekk i Mutꜳ: det blev holdt hemmeligt. — 2) en Gave som man giver hemmeligt, en Foræring som holdes skjult; saaledes ogsaa Stikpenge, Bestikkelse. Kun i Fleertal (Mutur). Tell. G. N. múta.
Mutebite (aab. i), m. Mad som man giver En hemmeligt. N. Berg. Saaledes ogsaa Mutegꜳve, f. om en Gave som man af visse Grunde holder hemmelig.
Mutel (aab. u), m. en liden Kniv. N. Berg.
mutla, v. n. arbeide smaat. Nhl.
mutra (muttre), v. n. lure, fare med noget i Smug; give hemmelgie Gaver (s. muta); ogsaa hviske, mumle. Sdm.
Mutt, m. Mund. Ligesaa mutta, v. a. kysse. Mest i Tiltale til Børn.
My, n. Myg. I Sogn hedder det Mytt (yy); ellers paa nogle Steder Mygg. (Isl. mý. Sv. mygg). Jf. Knott og Fly.
Mybit (aab. i), n. Mygstik.
mydje, v. n. (myd, mydde), om Kvæg: rode i Avner og Affald efter Foder. Sdm. Ellers modda. Jf. Mod.
Mygla (og Mygl), f. Skimmel, f. Ex. paa Brød. G. N. mygla; Sv. mögel. Jf. Mugge, Hy, Fare.
mygla, v. n. (a—a), blive skimlet. Hedder ogsaa myglast. — Particip mygla: skimlet.
Myglesmak, m. Smag af Muggenhed eller en Begyndelse til Skimmel.
Myhank, f. et Slags Myg med lange Fødder; ogsaa en Sværm af saadan Myg, som hvirvler omkring i Luften. Tr. Stift. Hedder ogsaa Myhankje (Namd.) og Myskank (Ørk.), Mihꜳnk eller Mehꜳnk (Sogn), Mehenkje (Gbr.). I Sdm. Myhak, n. om en Sværm af slige Insekter, hvorimod Dyret ellers hedder „Smikke“.
Myk (aab. y), f. Møg. Nordligst i B. Stift hedder det Mykr (og i Sammensætning Mykra). G. N. myki. Hertil Mykdungje s. Mokdungje. (I Sogn Mykjakok). Mykjakvitl, f. og Mykjastyng, m. en Møggreb. Sogn. Mykslee, s. Mokslede.
Myk (yy), m. Mygning, Blødgjørelse.
Mykedag, s. Mekedag.
mykja, v. a. (e—te), 1) myge, blødgjøre, faae noget mygt og blødt. Af mjuk. 2) tugte, prygle. Nordre Berg.
Mykja, f. 1) Blødgjørelse, Tilberedning. Sjelden. 2) en Opbankning, en Dragt Prygl. Ogsaa kaldet Myksle; ellers Dengsla og Dika.
mykjast, v. n. blive mygere; ogsaa ydmyges, blive føielig.
mykje (aab. y), adv. meget. Hedder ogsaa mygje (Kr. Stift), mye og mø (Ag. Stift). Sv. mycket. — so mykje: saavidt, i den Grad. „mykje-godt“: saa temmelig, nogenlunde, ikke saa lidet. (Meget brugl. i Nordre Berg.). „mykje-leikjen“: for en stor Deel. Sdm. „mykje fyre seg“: dygtig, mandig, ufortrøden (s. fyre). D’æ mykje te Mann: det er en Mand som kan gjøre meget, en udmærket Mand. „væl mykje“: temmelig drøit, næsten for meget. Jf. mali, meste, hoste, harle.
mykjen (aab. y), adj. megen. I Feminin: mykja (i, æ, ꜳ), Neutr. mykje. (Andre Bøiningsformer mangle. Jf. meir og mest). G. N. mikill, i Neutr. mikit. Sv. mycken. I den almindelige Betydning er Ordet kun kollektivt; f. Ex. mykjen Skog; mykja Mold o. s. v. I Sammensætning betyder det ogsaa fuld af eller rig paa noget; saaledes kjøtmykjen, hugmykjen, livmykjen. I enkelte Forbindelser ogsaa dygtig eller formuende. Han æ ’kje so mykjen Mann: han formaaer ikke saa meget. (Berg. Stift). — Af den gamle Form mykil el. mikill, med Betydningen: stor, findes kun Spor i Stedsnavne som Myklebost, Mykleby.
myklast, v. n. 1) blues, undsee sig, skamme sig. Ørk. Østerd. (mykles). Ligesaa i svenske Dial. mökles. — 2) føle Frygt, blive lidt bange, grue for noget. Ørk. Fosen, Indr. — 3) røres til Graad, komme til at græde. Gbr. Sdm. Jf. Isl. miklast, studse. Forøvrigt synes Ordet at staae nærmere ved „mjuk“.
myklesamt, adj. n. ubehageligt, som man gruer for eller ømmer sig ved. Fosen.
mykra, v. n. møge, om Kvæg. Nordre Berg. af Formen Mykr, s. Myk.
