Mysseim, s. Midsøym.
Myssemund, n. den Stund da Gudstjenesten i Kirken holdes. Nordenfjelds.
myst, feil, forgjæves; s. Mist.
Mystrygn, s. Mistrygn.
myta, v. a. (e—te), 1) lure, liste, føre afsted hemmeligt eller i Smug. Dei mytte dæ ꜳt han. Jf. muta. 2) skjule, gjemme noget for at undgaae Opsigt. myte seg: snige sig afsted, skjule sig. Meget brugeligt i Nordre Berg. og fl. ogsaa Helg. hvor man ellers siger „muste“. Han gjeng ꜳ myte seg: han lister sig omkring ubemærket; vil ikke vise sig.
myten, adj. lurende, som søger Skjul.
Myting, f. Luren, hemmelig Gang; ogsaa Gaver som gives hemmeligt.
Myting, m. En som søger Skjul. Maten ær ingjen Myting, ɔ: Maden viser sig snart; den som faaer god Kost, seer ogsaa godt ud. Sdm.
Mytt, n. s. My.
mæ, præp. med, ved, hos. Skulde egentlig hedde med (aab. e), men denne Form bruges ikke. (I Læsningen siger man mæd og mæt). G. N. með; Ang. mid. Ordet træder ofte i Stedet for „ved“ og bruges i forskjellige Betydninger og Forholde, som kunde ordnes saaledes. A, med Akkusativ. 1) ved, nærved, i Nærheden af (om en Væren eller Forbliven). Upp mæ Gar’en: oppe ved Gjærdet. Ut mæ Sjøen. Uttar mæ Dør’a. Mæ Bor’e. Mæ Kyrkja (ved Kirken). Jf. attmæ. 2) om, ved, paa en vis Tid. Mæ Dagj’en: om Dagen, ved Dag. Ligesaa: mæ Natt’a, mæ Helgj’a, mæ Sumaren. — B, med en ubestemt Form (egentlig Dativ). 3) med, af, med et vist Indhold eller Stof. Eit Lass mæ Høy (et Hølæs). Eit Fat mæ Konn. Ein Haug mæ Sand. Ligesaa „ein Grand mæ Regn“: lidt Regn. Jf. Talemaaden: full mæ ɔ: fuld af. — C, med Dativ. 4) langs med, fremad ved Siden af. Upp mæ Gar’a: opad langs Gjærdet. Ut mæ Sjø’no: udad langs Søen. I denne Henseende adskiller dette Ord sig fra andre Præpositioner (i, pꜳ, fyre, yve, under), da disse styre Dativ ved en Forbliven, og Akkusativ ved en Bevægelse. — 5) hos (= hjꜳ), i Ens Hjem eller Nærværelse. Ho æ heime mæ Foreldrom. Ogsaa om en Modtagelse af, eller et Tilgodehavende hos En. E fekk dæ mæ den Mann’a so va hær. Mid skal ha ein Dale mæ ’nꜳ, ɔ: han skylder os en Daler. Sdm. — 6) ved en Henvendelse til, et Sammenhavende med; f. Ex. snakka mæ ein. Eg sa’ dæ mæ dei, ɔ: jeg sagde det til dem. hava mæ ein: befatte sig med En. Ligesaa: byta, skifta, handla mæ ein. — 7) i Følge eller Forbindelse med. Han va mæ Grannom. Ogsaa om Medhold, Hjælp, Begunstigelse. Han æ korkje mot elder mæ. — 8) ved en Medførelse eller Overbringelse af. Han kom mæ Brevom. Ogsaa om en Besiddelse eller at have noget; f. Ex. Han mæ den store Hatt’a. — 9) ved en Paavirkning eller Behandling af. fara væl mæ: behandle vel. agte seg mæ: være forsigtig med. Ogsaa om en Omgang med, Forhold imod. Ho æ go’ mæ Bonnom (ɔ: venlig mod Børnene). Han æ for strid mæ dei. — 10) ved Brug el. Hjælp af (nemlig et Redskab); f. Ex. mæ Kniv’a, mæ Hamara. Han gjer’ ikje mæ di: han behøver det ikke. Ubestemt om en Befatning med noget; f. Ex. Kva du buldra mæ: hvad larmer du efter. — 11) i en vis Omstændighed, Tid eller Stilling. Dei kom heim mæ Dagj’a (ɔ: førend Dagen var endt). Dæ tæk til mæ Nyꜳre. Mæ Tid’enne: med Tiden, engang. Mæ Armod’enne: i Armod. Mæ rettꜳ: medrette. Dæ va ikje gjort mæ di: dermed var det ikke afgjort. — 12) med Hensyn til, hvad angaaer. Dæ lyt vera som dæ kann mæ di (ɔ: i den Henseende). Eg veit ikje kor d’æ mæ Pris’a. Saaledes ogsaa om Ens Tilstand; f. Ex. D’æ smꜳtt mæ dei. — Om Ordets Ombytning med „ved“ kan jævnføres Talemaaderne: fꜳst mæ, koma mæ, rꜳde mæ seg, standa mæ, taka mæ.
mæ (for med), adv. 1) med; i Følge med. Han vil ikje vera mæ. — 2) ogsaa, tillige (efter et Ord hvorpaa der lægges nogen Vægt). Dei ha vore hær mæ: de have ogsaa været her. Han mæ va hær: ogsaa han var her. D’æ so stort mæ: det er desuden saa stort. Hall. Vald. Sdm. og fl. — Ellers sædvanlig: og, ogso, ꜳ, au.
mæ (for medan), conj. mens, medens. Han va hær mæ me kvilte (ɔ: medens vi hvilede). S. meda.
mæ-dregjen, meddragen; medbragt.
mæ-faren, adj. behandlet, medhandlet.
Mæfær, f. Behandling, Medhandling. Mæ go’ Mæfær: ved en varsom Behandling.
Mæhangar, m. Medhænger, Jabroder. Hedder ogsaa Mæhæ, m.
Mæhelde, n. Medhold, Samtykke.
Mæhjelpar, m. Medhjælper.
Mækje, (m.), vilde Sværdlilier (Iris
