Pseudacorus). Jæderen. (G. N. mækir, et Sværd). Navnet grunder sig paa Bladenes Skikkelse.
Mækje, m. Tørkehuus; s. Makje.
mækra, v. n. (a—a), bræge. Tell. Gbr. Namd. (Isl. bekra). I Tell. kun om Gjeder; derimod „blækte“; om Faar. Jf. bræka.
mæ kvart, 1) efterhaanden, lidt efter lidt. Mest i Nhl. hvor det hedder mæ kvært. Jf. ettekvart. — 2) undertiden, af og til, en og anden Gang. Meget brugl. i Fosen, Namd. og Helg. 3) deels, snart. Mæ kvart sꜳg e han, ꜳ mæ kvart sꜳg e han inkje. Helg.
Mæl, m. Sandbakke, Elvebakke; de bratte Bakker som efterhaanden have dannet sig langs med Elveløbene, og som tildeels bestaae af løs Sand (Runemæl). Meget brugl. i Tr. Stift. Vel egentlig Mel (Jf. Isl. melr, Sandgrund). Gaardsnavnene Mele (aab. e) i B. Stift ere at henføre til dette Ord.
Mæl, s. Mælonn. mæl, s. mala.
Mæla, v. a. (e—te), maale, udmaale, beregne efter Maal. Alm. (G. N. mæla). mæle upp: opmaale. mæle upp-atte: maale om igjen.
mæla, v. n. (e—te), tale, sige noget. (Sjeldent Ord). G. N. mæla. Mest i Talemaaden „mæle fyre“, ɔ: omtale noget forud, tale om noget som skal skee. Sdm.
mælande, adj. som man kan maale.
Mældr, m. det som man maler; Korn som bringes til Møllen, eller Meel som bringes tilbage fra samme. N. Berg. Sdm. Helg. og fl. I Kr. Stift tildeels Mæld. (Sv. mäld). — Mældralass, n. Læs som føres til eller fra en Mølle. Mældrasekk, m. Sæk med Korn eller Meel.
Mæle (Haudemæle), s. Hovudlag.
Mæle, m. et Maal, som udgjør en vis Deel af en Tønde. Størrelsen af dette Maal er meget forskjellig. I Sdm. betegner det en Trediedeel af en Tønde, og bruges kun som Maal til Sild og anden Smaafisk. I Nhl. skal det betegne en Fjerding; i Tell. en Sjettedeels Tønde, og paa Hedemarken en Ottendedeel eller en Skjeppe. I Sogn, Hall. og Valders er Mæle mest brugeligt, nemlig som Kornmaal, og betegner da en Tiendedeel af en Tønde (det samme som Askje paa Voss). I sidste Tilfælde udgjør det altsaa henimod en Skjeppe, da nemlig den gamle Tønde, hvorefter Mælerne regnes, er noget større end den almindelige Maaltønde. G. N. mælir synes ogsaa at have været noget forskjellig (Jf. Berg. Kalvsk. 29. 101). Isl. mælir forklares ved en ⅓ Tønde.
Mæle, n. Mæle, Stemme. Mest i Forbindelsen „Mꜳl ꜳ Mæle“. (G. N. mæli).
Mælestꜳng, f. Maalestang.
Mæling, f. Maaling, Opmaaling.
Mæling, m. 1) et Maal Jord (2500 □ Alen). Ørk. og fl. Ei Mælings Lengd: en Længde af 50 Alen. Ørk. — 2) et Engstykke, som man kan slaae paa een Dag. Hall. Gbr. Kaldes ogsaa Markateig og ansees som 4 Maal Jord.
Mællag, n. en Jordskyld, som udgjør en Fjerdedeel af en „Vog Fisk“, og svarer omtrentlig til en halv Skylddaler. Søndmør (hvor Gaardenes Størrelse sædvanlig regnes efter Mællag). Maaskee for Mælelag. Ordet udtales med et kort æ, men ikke med Lyden af dobbelt l.
Mælonn, f. Midsommer, Tiden fra Pløiningen til Høslætten („millom Onno“). Valders. Ogsaa Mæl’en (Toten, Hedemarken). Ellers Hꜳball.
mælt, adj. 1) maalt (af mæla). 2) beskaffen med Hensyn til Stemme. høgmælt, grannmælt, kringmælt.
mælut (mælꜳt), adj. fuldt af Sandbakker; s. Mæl.
mænast, v. n. (est—test), skrante, vantrives, plages med en langvarig Svagelighed. Nordre Berg.
Mænasykje, f. langvarig Syge, indvortes tærende Sygdom. Ogsaa Mænelse, n.
Mængd, s. Mengd. mængje, s. mengja.
mænke, hindre, forbyde, s. meinka.
mænt, s. ment, mænte, s. menta.
Mær (el. Mærr), f. en Hoppe. Alm. og meget brugl. I Eental udtales det altid kort (som Mærr), men Fleertal hedder tildeels Mærar og i B. Stift overalt Mara (i Hard. Marar). Hertil svarer Sammensætningsformen Mara, f. Ex. Marafyl, Maramjelk. Jf. Verbet mara. (Sv. märr; G. N. meri og merr; Fleertal marar forekommer i Lovene I, 75). Sjeldnere Navne ere Horsa, Rossa, Skjut; jf. Øyk, Fylja, Tobba. — I Sammensætning betegner Ordet tildeels Hest i Almindelighed; saaledes Marahꜳr (Hestehaar), Marastall (Hestestald); ligesaa i Forbindelse med Lass, Krubba, Mꜳn, Myk, Land o. s. v. Kan jævnføres med G. N. marr, Hest.
Mær, m. et Slags Kurv eller Kube til at fange Fisk med i Elvene. Jæd. I
