Østerdalen det samme som Lakseteina. Jf. Mara.
Mærafta, Midaften. (Helg. (Namd.). See Mørafta.
mærke, s. merka. Mærkje, s. Merkje.
Mærrein, f. en Bakke, tæt nedenfor Strandbredden i Vandene. Tell. Buskerud. — S. Marbakkje.
mært (for merkt), s. merkja.
mæ-sett, adj. tillagt til Opfostring, om Kvæg. Nhl. og fl. Ellers: pꜳsett.
mæt (mæt’e), adj. anseelig, dygtig, fuldkommen, som har noget Værd eller Fortrin. Meget udbredt søndenfjelds og i B. Stift, men bruges sædvanlig kun med en Negtelse; f. Ex. Han æ ’kje for mæt’e: der er ikke meget ved ham. (G. N. mætr, ypperlig). — mætare: bedre, fortrinligere.
mæta, v. a. (mæt’; matte; matt), agte, ændse, skjøtte om; ansee, sætte nogen Priis paa. Han matte dæ ikje stort. B. og Tr. Stift, Tell. og fl. — G. N. meta, vurdere; Sv. mäta, maale. — Jf. Mꜳt og mꜳta.
Mæta, f. Værd, Fortrin, Anseelse. Dæ va ikje stor Mæta pꜳ dei: de vare ikke af noget stort Værd.
mætande, adj. værd at agte.
mæteleg, adj. fortrinlig, ypperlig. Nordre Berg. (Kun ironisk).
Mø, s. Mod. Møa, s. Møde.
mødall, s. mødesam.
mødd, besværet, overlæsset; ogs. træt.
møde (møa), v. a. (e—de), 1) udmatte, gjøre træt. Gbr. Sdm. og fl. (Af mod, adj.). møe seg: anstrenge sig, arbeide sig træt. — 2) besvære, uleilige, paaføre Møie. Mere alm. Eg tord’ ikje møe han mæ dæ. Jf. bry.
Møde (Møa), f. Møie, Besvær, Uleilighed. Sv. möda. G. N. mæði. (Paa nogle Steder bruges ogsaa den unorske Form: Møie). — Et „Møde“, n. af Subst. Mod, findes i Tolmøde.
mødelaust, adv. mageligt, uden Møie,
møden, adj. anstrengende, trættende.
mødesam, adj. møisom, besværlig. (I Sdm. mødasam’e). Ogsaa mødall og mødeleg (møele).
mødest (møast), v. n. (Ipf. møddest), besværes, have Møie med noget.
Møding, f. Anstrengelse, Udmattelse.
møe, s. møde og mykje.
Møk, s. Myk. møl, s. mylja.
Møle, n. Stemning, Lune, Humør. Meget brugl. i Ørk. Gbr. Sdm. og fl. (Jf. Lot, Lone, Føre). Ogsaa om den Tilstand eller Beskaffenhed hvori en Mølle befindes; man siger saaledes, at Kværnen er „i godt Møle“, naar den er skarp og maler godt, men „i lꜳkt Møle“ (eller Omøle), naar den maler slet. Denne Betydning er maaskee den oprindelige, og Ordet kunde altsaa udledes af mala (mol).
mølt, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Malningen, om en Kværn. 2) sindet, i et vist Lune eller Humør.
Møna, f. Rygmarv. Nhl. (hvor der gjøres Forskjel paa Merg og Møna. (Isl. mæna).
Møne, n. Tagryg, det øverste af et Tag; ogsaa Gavl, Ende af Tagryggen. Alm. Hertil Mønesꜳs (nogle St. Mønꜳs), m. den øverste Tagbjælke. Søndenfjelds. Mønetrode (-troa), f. i en Stang imellem de øverste Fjele i et Spærretag.
Mønnar (Morgener), s. Mennar.
møra (for mødra), v. a. (a—a), lade patte, slippe Lammene til deres Mødre for at de kunne patte. Nordre Berg. Sdm. Helg. og fl. Heraf Møring, f. og Møringstid, f. den Tid, da Lammene føres til Mødrene, omtr. Kl. 6 efter Middag.
Mørafta(n), m. Midaftens Tid, omtr. Kl. 6 eller lidt senere. Nordre Berg. Sdm. Kunde forklares af det foranførte Møring, men Ordet bruges ogsaa i Namd. og Helg. i Formen Mærafta. (I Namd. omtrent Kl. 5). I svenske Dial. findes merafta, hvilket ogsaa hentyder paa en anden Oprindelse.
Møring, m. Indbyggere af Mørerne (= Normøring, Sunnmøring). Ogs. Mør, m. og Møra, f. forekomme, men meget sjelden udenfor Sammensætning.
Møse, s. Mysa. møsse, s. myssa.
møta, v. a. og n. (e—te), 1) møde, træffe, f. Ex. paa en Vei. G. N. mæta. (Jf. Mot). Ogsaa v. n. komme i Veien, støde imod. — 2) sætte sig imod, standse, hindre, drive tilbage eller til Siden. (Jf. gjegna, bægja, venda). møte frꜳ Ꜳkra: bortvende Kvæget fra Ageren. møte i Dyr’enne: passe paa at ingen slipper ud. — 3) indfinde sig paa bestemt Tid og Sted, komme til et Møde. — Particip møtt, mødt; standset.
møtast, v. n. (Imp. møttest), mødes, møde hinanden; ogsaa støde sammen, grændse til hinanden; f. Ex. om Gaardenes Marker. G. N. mætast.
Møte, n. 1) Møde, Sammentræf (= Mot). 2) Sammenkomst, berammet Møde. 3) Hindring, Standsning, Noget som kommer i Veien. — Te Møtes: imod hinanden.
