dog noget som kan kaldes Penge. (Sogn og fl.). Te Namns: i Navnet (ikke i Virkeligheden). ropa ein pꜳ Namn: kalde En ved at nævne hans Navn. gꜳ ette Namna: ønske at blive opkaldt. (Sigter til det Tilfælde, at en Kone drømmer om en af sine afdøde Slægtninger, kort efter at hun har faaet et Barn, da nemlig den Afdøde siges at gaae efter Navnet eller ville at Barnet skal faae hans Navn).
Namne, m. en Navne. Han æ Namnen min: han har samme Navn som jeg. (Ligt for begge Kjøn).
Namnebyte, n. Ombytning af Navn.
Namnetal, n. Register, Navneliste. (Sjelden).
namngjeten, adj. navnkundig, meget omtalt. B. Stift. Tell. Indr.
namngjeven, adj. nævnt, navngiven.
namnkjend, adj. navnkundig, hvis Navn er vel bekjendt.
namnlaus, adj. som ikke har Navn.
Napp, m. s. Knapp.
Napp, n. 1. et Nip, et lidet Ryk.
Napp, n. 2. Noppe, Flos, smaa Dusker som ved Vævning eller Syning sættes fast paa Tøi. Især om det store Flos, som ved Vævningen slaaes ind i et Sængetæppe. (Ryenapp). Berg. Stift. Gbr. Ørk. — Hertil Napp-ull, f. kort Uld, som bruges til „napp“. Nappekjevle, n. en Model eller Valse hvorpaa Nappet tilskjæres. (I Sdm. Nappekjølve).
nappa, v. a. (a—a), noppe, sætte Flos eller Noppe paa. Heraf nappa: noppet, flosset. Ei Nappa-Huve: en Hue med Flos eller Noppe.
nappa, v. n. (a—a), 1) pille, plukke; f. Ex. i Haar eller Fjær. Gbr. Ørk. og fl. (Andre St. nuppa). 2) nippe, rykke smaat. Søndenfjelds.
nappast, v. n. rykkes, trækkes med hinanden. Mest søndenfjelds.
Nappetak, n. en liden Strid eller Dyst.
nara, v. n. (a—a), blæse, lufte; især om en kold Vind. Rbg. Tell.
Nare, m. en svag og noget kold Vind, Træk, Fjeldvind. Rbg. Tell. (Det samme som Snoa). I svenske Dial. nare. Jf. Snære og Gnerre.
Narill, s. Nꜳresle.
Narr, n. Nar. gjera Narr ’ta ein: have En til Nar, gjøre Spot og Latter af En. Eit stort Narr: en meget naragtig Person.
narra, v. a. (a—a), 1) drille, bryde, drive Spøg med En (= bry, erta). B. Stift og fl. 2) narre, skuffe, bedrage.
narrast, v. n. drilles, gjækkes; ogsaa spøge, skjemte med En. Eg bære narrast mæ deg: det er kun mit Spøg. Jf. fantast.
Narrefær, f. naragtig Adfærd. Ligesaa Narresnakk, n. naragtig Snak.
narrefus, adj. tilbøielig til at drille og drive Gjæk med Folk. Tell.
narreleg, adj. naragtig. Tell.
Narreskap, m. Gjækkerie, Narrestreger. Oftere Narri (for Narreri), n. hvilket ogsaa betyder Skuffelse eller Bedragerie.
Narrestikka, f. Gjæk, Spottefugl.
Narri, n. s. Narreskap.
narva, v. n. gnave, tygge paa noget.
Narve, m. Tværstykke; s. Norve.
Nasa, f. Næse. Tildeels i Kr. Stift, Nordre Berg. og fl. Ellers Nos (med Fleertal Nasa, Nasar); nogle Steder Nase, m. (Romsd. og fl.). I Nordre Berg. hvor det hedder Nase, f. bruges det ofte i Fleertal og har da i Dativ Nosꜳ (aab. o). I Ørk. hedder Eentallets Dativ: Nusun (Nomin. Nasa). — I Sammensætning bruges altid Formen Nase eller Nasa. Hertil Nasebein, n. Næsebeen. Nasebit (ii), m. en meget skarp Kulde. Naseblod, n. Næseblod. Nasebora (aab. o), f. Næsebor. Naseduk, m. Lommetørklæde. Nasefiskje, n. Fiskerie, som begynder heldigt, men snart faaer Ende. Nasegrꜳt, m. tvungen eller fremhyklet Graad. Naseklꜳde, m. Næsekløe; Nysgjerrighed. Nasekort, m. Næsetip. (Nordre Berg.). Ellers Nasetipp, m.
nasa, v. n. (a—a), 1) lugte til noget; mest om Dyr. (Isl. nasa). 2) speide, snuse, vise en utidig Nysgjerrighed.
nasefim (aab. i), adj. som har skarp Sands til at lugte, er nem til at kjende noget paa Lugten. Sogn.
naselaus, adj. næseløs.
nasevis (ii), adj. meget nysgjerrig; ogsaa næsviis, uartig.
nasing, f. Speiden, Snuserie, overdreven Nysgjerrighed.
nask, adj. behændig, rask, nem. Nordre Berg. (I Neutr. nakst). Isl. naskr.
nastra, v. n. klynke, græde; om nyfødte Børn. Sdm. (I Sogn: kjastra).
Nat, eller Nate, m. 1) Fuge, Sammenfældning i Plankeværk; Stedet hvor to Kanter støde sammen. Shl. Ellers Mot og Fella. (Holl. naad). 2) Hjørnesnit, det Skaar hvorved Tømmerstokkene sammenfældes i Hjørnet af en Væg. Nedenæs. Ellers Laft, Nov, Navehogg.
nata, v. a. fælde sammen. (Sjelden).
Nate og Nata, Sammensætningsform
