almenningr. 2) Menigmand, Almeenheden, Folket. Forekommer kun i nogle Talemaader, som: Ꜳlmennings Toll ɔ: en almindelig Afgift, Told af hver Mand. (B. Stift). Ꜳlmennings Veg ɔ: Alfarvei. (Søndenfhelds hedder det: Almann-Veg).
ꜳlment, adj. n. almindeligt, gjængs overalt. (G. N. alment).
Ꜳlmoe (og Ølmo), m. Solrøg, Dunster i varm Luft. Helg. Jf. Ꜳlrøyk og Moe.
Ꜳlmose, s. Olmosa.
Ꜳlmugje, m. 1) Mængde, Hob, stor Forsamling af Folk; f. Ex. Ting-ꜳlmugje, Kirkje-ꜳlmugje. 2) Almue, Menighed. Hedder ogsaa: Ꜳlmogje (Nhl.), Almugje, Almug, Ælmug (Guldbr.), Ꜳlmue (Namd. Sdm. og fl.). Isl. almúgi. Sv. almoge.
ꜳ lofte, i en opløftet Stilling. „Dei ligg’ ꜳ lofte“, siges i Sdm. om Stene eller Planter som ligge tværs over andre, saa at der er et aabent Rum under samme. Jf. Loft-ur.
Ꜳloga (aab. o), f. et paalagt Stykke, især et nyt Blad paa en Øxe. Sogn, Hard. I Sdm. Fyreloge.
ꜳlrenne, v. n. spire, skyde Spirer (om Frugt, især Poteter). Sdm. og fl. S. Ꜳl.
Ꜳlrøyk, m. Solrøg. Hall. Vald. I Helgeland Ꜳlmoe. Jf. Yl.
ꜳlsveitt’, adj. vaad overalt af Sved. Tell. Hall. Sdm. og fl.
ꜳltekt, adj. bedækket overalt, især af Snee. Voss, Hard. I Tell. ꜳtekt.
ꜳlut’ (ꜳlette, ꜳlꜳtt), adj. stribet langsad Ryggen (om Gjeder og Heste).
ꜳlvakjen, adj. 1) ganske vaagen, lys vaagen. Sogn og fl. I Ørkd. ꜳlvak. 2) om Havvind, naar den vedbliver at blæse om Natten. Nordre Berg. Ogsaa ꜳrvakjen.
ꜳlvaksen, ganske voxen. Sdm.
ꜳlvꜳt, adj. vaad overalt, gjennemvædet. I Sdm. olvꜳt. Isl. alvátr.
ꜳlvelt (el. ꜳlvelte), ganske omvælet, med Fødderne i Veiret. Hard. Nhl. I Sdm. ꜳvelte.
Ꜳlvore (aab. o), n. Alvor. Hedder ogsaa: Øllvore, Alvore, Ælvor. Isl. alvara.
ꜳlvorsam’, adj. alvorlig (af Karakteer), som ikke farer med Spøg.
ꜳlvorsleg, adj. alvorlig.
Ꜳlvor-snakk, n. alvorlig Tale. Modsat: Gamal, Spøk, Fantri.
ꜳlæten. s. ꜳleten.
Ꜳløkje, n. et meget stort og triveligt Dyr. Sdm. Jf. Løkje.
Ꜳm, m. s. Alm.
Ꜳma, f. Larve, Kaalorm, Maddike, især af de lodne eller børstede Arter. B. og Tr. Stift, Guldbr. — I Sdm. ogsaa Aume; i Mandal: Dogg-ꜳm. (Findes ogsaa i svenske Dial.). Jf. Makk, Grasmakk.
ꜳma (for ovan), ovenfra. Tell. — ꜳmafe, s. ovafyre. ꜳma-te, s. ovantil.
ꜳmꜳla, v. n. bringe paa Bane, gjøre opmærksom paa noget. Skal bruges i Guldbr. I Sdm. ꜳmoge (aab. o), f. Ex. Han ꜳmoga pꜳ di jamt ɔ: han paamindede jævnlig derom. Isl. ámálga.
Ꜳmebøle, n. Hob eller Klynge af Larver.
Ꜳmesykje, f. et Slags Bylder, som skal foraarsages ved Larven af et Insekt. B. Stift. I Tell. hedder det: Troll, Trollverk.
ꜳmoga, s. ꜳmꜳla.
Ꜳ-mot, n. Sted hvor to Elve løbe sammen. (See Mot). Isl. ámót.
ꜳmuna (aab. u), v. a. forøge, lægge noget til (s. Mun). Tell.
Ꜳnd f. (Fl. Ænd’er), And (Søfugl). Hedder nogle St. And, i Vald. Ønd (egentl. Ond). Isl. önd (gen. andar, plur. endr). — Ꜳnda-egg, n. Andeæg. Ꜳndafjør, f. Andefjør. Ꜳndastegg, m. Han-And.
Ꜳnder (Ꜳnd’r), f. (Fl. Ꜳndra), Skie, at løbe med paa Sneen. Helg. Voss. I Indr. Ꜳndꜳr, om en Skie som er kortere end den anden og benyttes især ved Vending i Bakkerne. Isl. andr, andra.
ꜳndra, v. n. tumle, gaae blindt hen. Sdm.
ꜳnga, lugte; s. anga.
Ꜳngel, m. (Fl. Ꜳngla, -r), Angel, Medekrog. I Hard. Ꜳngle; i Ind. Ꜳngꜳl. Isl. aungull. Ikke alm. søndenfjelds; s. Krok, Fiskekrok.
Ꜳngelsmakk, Regnorm; s. Raudmakk.
Ꜳngje, Lugt; s. Angje.
ꜳngla, v. a. faae fast paa Angelen.
Ꜳnglebolk, m. den Deel af en Fiskeline, som er besat med Angler.
Ꜳnglemakar, m. 1) Anglemager; 2) en Havfugl, saa kaldet af dens Stemme, som ligner Ordet: Ꜳngel. (Sdm.).
ꜳngra, s. angra.
Ꜳnk, n. Klage, Jamren. (Sjelden).
ꜳnka, v. a. 1) ꜳnka seg: jamre, give sig for Smerte. Søndre Berg. — 2) ynke, beklage En. Helg. I Sdm. ꜳnkꜳre. Jf. Isl. aumka.
ꜳnkꜳra, ynke, beklage; s. ꜳnka.
Ꜳp, ꜳpen og fl.; s. Op, Open.
ꜳpꜳ, s. apa og hopa.
