Budene i Katekismen. Dannet af Ordet „nidkjær“.
nilokka, s. under Nid.
Nipa, f. en brat Fjeldpynt, Tind, Klippespids. Nordre Berg. (Sjelden, undtagen som Stedsnavn). G. N. gnípa.
Nisa, f. Delfin, Tumler (Delphinus Phocæna). Kaldes ogsaa Nysa (i Hard.) og Ise (i de søndenfjeldske Sø-Egne). stynja som ei Nise: stønne eller puste stærkt. feit som ei Nise: meget fed. — Niselyse, n. Tran af Nisespæk.
Niss (ii), m. Nisse, Vætte. Kun bekjendt i de sydligste Egne. Ellers Vor, Garvor, Tunkall, Tuftegubbe.
Niss (aab. i), m. ubehagelig Lugt, Stank. Nordre Berg. (Jf. hniss, Afsmag).
nissa, v. n. lugte, stinke.
nist (ii), adj. s. nefst og nidsk.
Nista (aab. i), f. Reisekost, Mad som man fører med sig til Ophold paa en Reise, især tilsøes. Norden for Trondhjem hedder det Nest og Neste, n. (G. N. nest, n.). Ellers alm. og meget brugl.
nista, v. a. (a—a), forsyne med Reisekost, proviantere. G. N. nista.
niste (ii), v. n. klynke, hvine; s. gnista.
Nistebumba, v. en Bomme eller stor Æske at have Mad i paa Reiser. Ellers Nisteskrin, n. Nistekista, f.
Nistr, n. Solrøg, synlig Damp i Luften. Sdm. Ndm. (Jf. Isl. mistr). I Gbr. Solnisl. Ellers: Moe, Musk, Ꜳlrøyk og fl.
Nit (aab. i), n. Sting, pludselig paakommende Smerte i Ryggen eller Siderne, foraarsaget ved Anstrengelse. Brugeligt overalt vestenfjelds; ogsaa i Tell.
nita, v. n. (nit’; neit; nite, aab. i), 1) glide, flyttes af Stedet. Nordre Berg. Da neit ikje fram kor mykje me rodde, ɔ: vi fik ikke Baaden af Pletten hvor meget vi end roede. — 2) i Talemaaden: „nite Auꜳ pꜳ“, ɔ: fæste Øiet paa, kunne see eller følge med Øinene. Sdm. Dei flaug so fort, at ein kunna ’kje nite Auꜳ pꜳ dei. — 3) stikke, smerte; især om Sting eller Smerter i Ryggen, som paakomme, naar man bøier eller anstrenger sig meget. B. Stift. Tell. (Heraf Nit). Ordets Grundbegreb er uvist. Jf. Angels. hnitan, støde, stikke.
Niting, f. vedvarende Sting eller Smerter i Lemmerne.
nittan (ii), Talord: nitten. (Lister og fl.). Ellers: nitten (mest alm.), nikjan (Sogn, Voss), nikja (Sæt. Vald.), nikjꜳn (Shl. Jæd.), nikjꜳ (Nhl.). G. N. nítján. Jf. sjauttan, attan.
nitti (for ni-ti), Talord: halvfemtesindstyve (90). Vest- og nordenfjelds. (Sv. nittio; Isl. níutíu). Søndenfjelds siges halvfems.
Niv, s. Kniv. Njo, s. Kne.
njo(d)a, v. a. (a—a), nitte, krumme eller tilklinke et Søm. Hard. og fl. (i Formen njoa). Isl. hnjóða. Hedder ellers: nøde (Sdm.), nøa (Vald.), neie el. neigje (Ag. Stift), nykkje (Tell.).
Njo(d)ing, f. den krummede Spids af et Søm, — Efter Hallager findes ogsaa „Nꜳe“ (for Nod) i denne Betydning. Isl. hnoð.
njosa, v. n. (nys’; naus; nose, aab. o), 1) nyse. G. N. hnjósa. Inf. hedder ogsaa njose, njøse (aab. ø) og nysa, efter de sædvanlige Overgange. — 2) støde sammen, komme i Berørelse. Sdm. i Talemaaden: „njøse ihop“. Dei naus ihop: de tog fat paa hinanden. Omtrent ligesom Talemaaden: Dei rauk ihop.
Njoseflaga, f. et Anfald af Nysen. Ogsaa Nosflaga, og ved Trondhjem: Nysæling.
Njosing, f. Nysen. Ellers Nos.
Njosk, see Knøsk.
njosna, v. n. speide, snuse, kige efter noget. Nhl. — G. N. njósna.
njota, v. a. (nyt’; naut; note, aab. o), at nyde. Inf. ogsaa: njote (Tell. Gbr.), njøte, aab. ø (Hall. Sdm. og fl.), nyta, nyte, (Tr. Stift og fl.). G. N. njóta. Imperf. Fleertal: nuto, aab. u (Hall.). — Betydning: 1) nyde, faae, bekomme. — Ikke meget brugeligt. Jf. Not, nøyta, nytta. — 2) beholde, ikke miste. Meget brugl. i Berg. Stift; f. Ex. Dei naut ikje Kynn’e: de havde ikke Lykke med Køerne, de mistede dem. Han nyt ikje Mat’en (om En som er plaget af Brækning). Hadde me bære note da so me ha: naar vi kun ikke mistede det som vi have. — 3) nytte, benytte. Tildeels i Nhl. Ellers nøyta og nytta. — Betydningen: at nyde med Begjærlighed eller gotte sig ved noget, synes ikke at være bekjendt.
Njoting, f. Nydelse; eller oftest: Beholdelse, uafbrudt Besiddelse.
njotra (oo), v. a. knuge, trykke med Fingrene (= knua). Tell.
Njotre, f. Kno, Fingerled. Tell.
Njupe, f. Hyben (Frugt). Tell. og flere Steder søndenfjelds. I Ørk. Nype. (Sv. njupon). Ellers Hjupa (Jupe).
Njupetonn, m. Hybentorn (= Klungr). Tell. Nogle St. Njupeklung.
