Nole (aab. o), f. et stort Trug. Østerd. Ogsaa Nøle. Jf. No og Nuv.
nolka, v. n. arbeide smaat og klodset, især med Kniv. Sdm.
Noll, m. Skrig, Hviin, Klynken. Nordre Berg. (af nelle). S. Gnoll.
Nolte, m. Bjergpynt, Klippespids. Voss. Hard.
Non (oo), n. Midaften, Mellemmads Tid, den tredie Hvile- og Spisetid om Dagen. B. og Tr. Stift. Hall. Vald. Gbr. Paa Jæderen hedder det Nun, og indfalder meget tidlig, nemlig omtrent Kl. 2. Ved Bergen og i Fjeldbygderne omtrent Kl. 3, men i de nordlige Egne senere, neml. ved Kl. 4 og 5. Talemaaderne: „knapt Non“, „høgt Non“, og „avlide Non“, betyde saaledes ikke allesteds den samme Tid; — „halvgꜳtt te Non“ er midt imellem andet og tredie Maaltid, altsaa imellem Davre (Dogur) og Non. G. N. nón, af et latinsk Ord nona, som betegner den niende Time, altsaa Kl. 3. — Paa de øvrige Steder hedder det: Oft, Ykt, Æftasvær, Undꜳl.
nona, v. n. spise Mellemmad, holde Non. Hedder ellers: nøne (Valders), halda Non, eta te Nons.
Nonsbil (aab. i), n. Tiden næst for og efter Non (ved Kl. 3 eller 4 E. M.).
Nonstad, m. det Sted hvor Solen staaer ved Non.
Nonsykt, f. den tredie Arbeidsstund paa Dagen, nemlig fra Davre eller Middag til Non.
Nor, m. i Betydning af et Sund eller smalt Indløb, forekommer kun som Stedsnavn ved enkelte Snævringer i Elvene og Fjordene, f. Ex. i „Noradne“ i Sogn, hvoraf Folkenavnet: Nøre(r). I svenske Dial. nor.
Nor (for Nord), m. Nord, Norden. (I Sdm. Nꜳr). I ein Nor: i en nordlig Retning. gꜳ te Nors: blive nordlig, om Vinden.
nor, adv. nord, mod Norden. Hedder mest alm. nor (oo), tildeels med Overgang til nol; i Sdm. hedder det nꜳr. (G. N. norðr). Heraf nøre (adj.), nøra seg, Landnøring, Utnøring. Paa enkelte Steder, især ved Havet, bruges Ordet ogsaa om en ubetydelig Afstand, saasom om Retningen til et nærliggende Huus eller endog til en Side i Huset, f. Ex. nor i Stova; nor i Skꜳp’e. — Af de mange Stedsnavne, som begynde med dette Ord, dannes atter Folkenavne, saasom: Norbygdning, Nordøling, Norfjoring; eller ved Sammensætning som: Norlandskꜳna, Norøyfolk o. s. v.
nora (for nordan), adv. nordenfra. I Nordre Berg. som præpos. med Dativ. f. Ex. nꜳra Øyꜳ: nordenfra Øerne. (Sdm.). Ellers bliver det sædvanlig sammensat med andre Partikler, og hedder da ogsaa noran (Voss Hard. Tell.) og norꜳn (Nhl.). G. N. norðan. Saaledes nora-fyre (noranfy): nordenfor. nora-i, og nora-pꜳ, præp. nordenfor. — nora-til (noran-te, norꜳnte): 1) i Nord; 2) nordenfra. I den sidste Betydning hedder det i Nordre Berg. nora-ette; i Sdm. nꜳra-ette, hvilket ogsaa bruges i Sammensætning med andre Ord, som Nꜳraette-folk, ɔ: Folk som ere komne nordenfra.
Noradrꜳtt, m. det at Skyerne trække nordenfra. Ogs. Noradrætte, n.
norafjells, adv. nordenfor Fjeldene.
Norakjøla, f. svag Nordenvind.
noralege, adv. nordlig, i Nord. So langt norale’; saa langt mod Nord. G. N. norðarla.
norantil, s. nora.
Nor-aust, m. Nordost.
Noravind, m. Nordenvind.
nor-ette, adv. nordover, mod Nord.
Norfar, m. Søfarende fra Nordlandene. Norfar-Jagt, f. Nordlands-Jægt.
Norig (aab. o), n. Norge. Hedder ogsaa Norgje (Norje). Den sidste Form (som egentlig er Dativet af den første), er maaskee mest brugelig; dog bruges den første ogsaa meget i Berg. Stift, Tell. og flere Steder, tildeels udtalt Norrig og Norri. I det gamle Sprog: Noregr; Dativ Noregi.
norleg (oo), adj. nordlig; om Vinden.
Norlending, m. Indbygger af Nordlandene (= Lofoting, Saltværing o. s. v.).
Normann (oo), m. 1) Nordboer, En som er kommen nordenfra. 2) Nordmand, Indbygger af Norge. I den sidste Betydning synes Ordet at være optaget efter Skriftsproget og udtales overalt ligedan, medens Udtalen i den første Betydning ogsaa kan gaae over til Nolmann og Nꜳrmann.
nor-røn, adj. nordlig, om Vinden. Meget brugl. i Tr. Stift. (G. N. norrænn betyder norsk). Jf. røn.
norsk (aab. o), adj. norsk. I Neutrum: norst, sjeldnere norsk. Jf. Norig.
Norve, m. Tværslaa, Tværstykke, som holder Fjelene sammen i en Dør eller et Bord. Nordre Berg. Sdm. Ndm.
