nærgangande, adj. 1) nærgaaende; 2) paatrængende med en Begjæring. Ørk.
nærgildra, adj. n. farligt, meget nær ved en Ulykke. Sdm.
nærgjeten, adj. næsten gjettet; om Gaader eller Spørgsmaal, naar Svaret er nær ved det rette. I Nordre Berg. nærgoten (aab. o).
nærgrendt, adj. n. om et Sted, hvor der er Gaarde eller Bygder tæt ved. Sjelden.
nærhꜳndom, adv. i Nærheden, tæt ved. Ørk. og fl.
Nærheit, f. Nærhed. (Nyt Ord):
Næring, m. Næring, Udkomme.
Nærkꜳna, f. Jordemoder. B. Stift og fl. (G. N. nærkona). Ellers Jormor, Ljosmor.
nærkomen (aab. o), adj. kommen nær til et vist Maal; saaledes: næsten færdig med et Arbeide; næsten lens eller blottet for en Ting; snart udløben (om Tid); høi frugtsommelig (om Koner).
nærliden (aab. i), adj. om Tiden: næsten udløben. D’æ so nærli’e (el. nærlee): der er saa kort Tid tilbage.
nærme, s. nær, næma, nærra.
nærmuna (aab. u), adv. nær ved, i Nærheden. N. Berg. I Sdm. nærmunꜳ. Jf. nærhꜳndom.
nærra (seg), v. a. nærme sig. (Sjelden). Oftere „nærma seg“.
nærre, adv. nærmere. (G. N. nærri). Ogsaa nær (s. nær).
nærsedd (ee), adj. nærseende, karrig, gnieragtig. Nordre Berg.
nærskyld, adj. nærbeslægtet.
nærsynt, adj. nærsynet.
nærsøkjen, adj. paatrængende. Hall.
nær-te, s. nær.
Nærvære, m. Nærværelse. (Sjelden).
næst, adv. næst (s. nær). Substantivisk i Udtrykket „Takk fyre næst“, hvorved der sigtes til en tidligere Sammenkomst.
næste, adj. næste, nærmeste. Næste Mannen: den nærmeste i Raden.
Næt, s. Natt og Not.
Næv, n. Kant, Spids, et fremstaaende Hjørne; f. Ex. paa en Klippe (Bergsnæv). Jf. Kjeipsnæv. (G. N. nef, Næse).
Næva, s. Neve.
Nævr, f. (Fl. Nævra, r), Næver, Overbark paa Birken; meget anvendt til Tækning paa Huse. Alm. (G. N. næfr). Hertil Nævrelad, n. Stabel af Næver. Nævrelogje (aab. o), m. Næverflamme (bekjendt af dens stærke Røg og Sod). Nævreskog, m. Birkeskov med god Næver. Nævretak, n. Tag af Næver og Tørv. (Oftere Torvtak).
Nød (Nø), f. see Naud.
nøde, v. a. (e—de), nitte, krumme Spidsen af et Søm. Nordre Berg. ogsaa i Valders (nøa). Ellers: njoa (njoda) og neigje.
nødstabb, s. naudstadd.
Nøgd, f. Mængde, Rigdom, betydeligt Forraad; ogsaa Overflod (egentlig et tilstrækkeligt Forraad. Af Nog). B. Stift, Gbr. Ørk. og fl. (G. N. nægð). Ingjæ Nau ꜳ ingjæ Nøgd: hverken Mangel eller Overflod. (Nhl.). Den so gjøyme i Nøgd’enne han heve i Nød’enne, ɔ: spar i den gode Tid, saa har du i den onde.
nøgd, partic. fornøiet, tilfreds. „like nøgd“: ligegyldig. Han æ’kje nøgd’e mæ da (ikke tilfreds dermed). B. Stift. Udtales ogs. paa mange Steder nøigd). Nu oftere „fornøgd“ (som er mindre rigtigt). S. nøgja.
nøgg (aab. ø), adj. usel, smaalig; ogsaa frygtsom. Ørk. Altid med en Negtelse (ligesom piren og fysen i B. Stift). Han ær itt so nøgg: han er ret dygtig. Jf. Isl. knöggr, knap. See ellers nauv, nauver.
nøgja (nøie), v. a. (e—de), tilfredsstille, fornøie, give nok. (G. N. nægja). nøgje seg: lade sig nøie, være tilfreds. S. nøgd. — Inf. og Præsens hedde sædvanlig nøie (nøye), men Imperf. deels nøigde, deels nøgde, ligesom Supinum: nøigt, nøgt. Af Nog.
nøgjast (nøiest), v. n. lade sig nøie, være fornøiet. G. N. nægjast. Imperf. nøigdest, nøgdest.
Nøgje (Nøie), n. Tilfredsstillelse, tilstrækkelig Forsyning. B. og Kr. Stift, ogs. i Gbr. (Sædvanlig udtalt Nøie). Dei ha fꜳt sitt Nøie: de have faaet nok, saa meget at de ikke ønske mere. Me ha ete vaart Nøie: vi have spiist os mætte.
nøgje (nøie), adv. nøie, nøiagtigt; grant, tydeligt. Udtales alm. som nøie, men bør skrives nøgje i Lighed med nøgjen. (Sv. noga).
nøgjen (nøien), adj. (Fl. nøgne), 1) nøiagtig, nøie afpasset eller beregnet. Ørk. (hvor det i Eental udtales nøien, men i Fleertal nøigne). I Neutrum er Ordet mere alm. f. Ex. D’æ ikje so nøie mæ di: det kommer ikke saa nøie an derpaa. I dæ nøignaste: i det nøieste, efter nøieste Beregning. Ørk. (Andre St.: i dæ nøiaste). — 2)
